"Allans efterskole-kammerater ville gerne have vi spiller, så det gør vi. Og selvfølgelig spiller vi "It's After Dark", som Allan havde glædet sig til at høre, sagde D-A-D's guitarist Jakob Binzer til de 40.000 tilskuere på Roskilde Festival søndag aften.
Danmarks rockstolthed nummer ét, D-A-D, havde taget én af deres karrieres sværeste beslutninger, da de i aftes valgte at gennemføre deres programsatte koncert på Roskilde Festivals Orange Scene klokken 22.Bandet, som om nogle har været Roskildes fest-orkester igennem de sidste mange, mange år, og som om noget band i dette land altid først og fremmest er gået efter festen, var efter de forfærdelige begivenheder på dette års festival lige pludselig endt i en rolle, hvor de - hvis de bestemte sig for at spille - skulle være langt mere end "bare" Roskildes husorkester og de ultimative partyværter.
D-A-D bestemte sig for at spille, efter at de havde snakket med én af de afdødes venner.
17-årige Allan fra Varde havde glædet sig til D-A-D fortalte hans venner fra efterskolen, da de mødte D-A-D, og han havde specielt glædet sig til sangen "It's After Dark".
"Allans efterskole-kammerater ville gerne have vi spiller, så det gør vi. Og selvfølgelig spiller vi "It's After Dark", som Allan havde glædet sig til at høre," fortalte D-A-D's guitarist Jacob Binzer på et pressemøde inden bandets koncert i Roskilde.
"Selv om der er forskellige fløje i partiet, så er vi med et svagt flertal nået frem til, at vi spiller. Det er et ønske om at vise vores sympati, for det er måske lidt for nemt bare at aflyse."
Klokken lidt over 22 gik D-A-D så på scenen til en seance, der måske nok var en koncert, men som lige så meget formede sig som en mindehøjtidelighed efter tragedien i fredags.
"Hvor er det dejligt at se jer," sagde sanger Jesper Binzer, inden bandet satte i med den velvalgte "Something Good", som med refrainet "finally someone said something good" var meget illustrerende for, hvor meget man på denne festival havde savnet et band som netop D-A-D.
Efter den sang sendte Jesper otte fakler - én for hver af de døde - ud til publikum, som lod faklerne vandre fra mand til mand hele vejen op bag på festivalpladsen, hvor de blev plantet til minde om den største festivalkatastrofe i Europas historie.
Som D-A-D fortsatte koncerten med bl.a. "Grow Or Pay", "Home Alone 4", "Point Of View" og "Nineteenhundredandyesterday" blev sympatien mellem scene og festivalplads næsten håndgribelig.
Publikum og D-A-D havde brug for hinanden i aftes, og det var tydeligt, at publikum glædede sig over, at de var der. Selv om så vi af og til måtte tøre en tåre væk.
Med den sympati i ryggen og efter at have indledt koncerten med en række ballader, turde bandet godt skrue op for blusset med rocktræffere som "Evil Twin", "Sleeping My Day Away" og "Jihad" inden de første to ekstranumre "Never Be The Same Again" og "Marlboro Man".
Inden dén sang kom: "It's After Dark". Som alle sang med på
"Lad os gøre det bedre til næste år," sagde Stig Pedersen, inden han satte i med ordene:
"I'm lookin' at the sky - and I'm tryin' not to cry."
Aldrig, aldrig har "It's After Dark" lydt så tindrende smuk.
Hvad stjerner til koncerten og D-A-Ds musikalske evner i aftes angår, så kan den slags være tindrende ligegyldigt. Det var som nævnt ikke så meget en koncert som en mindehøjtidelighed.
Dér var det D-A-D og publikum, der var stjernerne. Og der var masser af dem...
