Hele 340.721 nåede at se Kusama-udstillingen på Louisiana. Historien om kunstneren, der har boet 38 år på et psykiatrisk syge-hus er lige så overraskende, som den er farverig.

Du har sikkert set det på Facebook eller et andet socialt medie. En selfie af en ven i et rum fyldt med prikker. Dem har der været mange af det sidste halve år, både billederne og vennerne i rummet.

I går opgjorde Louisiana Museum resultatet: Siden september har 340.721 gæster besøgt museets udstilling af den japanske kunstner Yayoi Kusamas polkaprikkede installationer.

Det gør udstillingen, der lukkede søndag, til den tredjemest besøgte udstilling nogensinde på Louisiana.

Og dermed formentlig den tredjemest sete udstilling nogensinde i Danmark.

Historien om den snart 87-årige japanske kunstners transmission fra ugleset og hånet, psykisk syg kunstner til det nærmeste, kunstverdenen kommer en rockstjerne er usædvanlig. Hun er stenrig - alene i 2014 solgte hun ifølge forbes.com malerier for 200 mio. kr.

Umuligt at komme udenom

Yayoi Kusamas navn, det står med prikker, og det stikker.

Stikker ikke som i betydningen spyd eller nåle. Nærmere tværtimod. For den vildt succesrige avantgardekunstner er nærmere kendt for sine varme, bløde farver.

Nej, det stikker som noget, der sætter sig fast - er umuligt at komme udenom. Smerten føles ikke af den, der betragter. Den bor inde i Kusama, der i snart 39 år har boet på det samme psykiatriske institution i hjemlandet Japan.

Kusamas historie er lige så kantet og uforudsigelig som det sanseligt eksplosive prikkende virvar af et farveorgie, danskere har kunnet følge på Louisiana og på Facebook det seneste halve år. Først pioner, så helt ude af kunstverdenens agtelse - og sind. Og nu pludselig verdensberømt og et folkeligt hit. Godt hjulpet på vej af den moderne selfie/social media-kultur.

»Det skyldes velsagtens hendes perfekt vekslende ’insider-outsider’- status, kombineret med en forbløffende finale de sidste par år og en konsekvent eksperimenterende tilgang til en forvirrende vifte af medier på tværs af alle mulige kulturelle genrer. Hun har formået at kombinere folkelig appel med kunstnerisk troværdighed. Hun har opnået det sjældne at have både historisk og nutidig betydning,« skriver kunstsitet flashartonline.com i et forsøg på at forklare Kusamas comeback.

De fleste kunstkendere mener, at hendes samarbejde med Louis Vitton i 2010 spiller en vigtig rolle.

Udstillede sammen med Warhol

Yayoi Kusama påbegyndte sine kunststudier i Japan i 1948, flyttede ni år senere til New York, hvor hun slog sig ned som kunstner. Fra begyndelsen var hun inspireret af en markant bølge i kunstverdenen, bestående af abstrakte ekspressionister. Kusama udstillede blandt andet sammen med Andy Warhol.

Allerede tidligt gjorde hun sine polkaprikker til et fast element i det kunstneriske udtryk. Bl.a. ved en nu berømt happening, hvor deltagerne optrådte nøgne med prikker.

Det blev en anden japansk avantgardekunstner, Yoko Ono, der løb med opmærksomheden i slut-60erne. Nok mest i kraft af hendes affære og senere ægteskab med et medlem af en populær pigtrådsgruppe.

I 1973 rejste Kusama tilbage til sit hjemland, Japan. Hun var skuffet over manglende anerkendelse. Følte sig hånet og overset.

Som en redaktør af et af datidens kunstmagasiner, Screw (!), husker tilbage, efter han til sin store overraskelse opdagede Kusamas vilde comeback:

»Jeg var bare en 17-årig med en skrivemaskine. Men jeg modtog konstant opkald fra Kusama, som ville have sine værker i bladet. Med et næsten uforståeligt engelsk bad hun mig offentliggøre fotografier fra et eller flere af sine kunstorgier,« skriver redaktøren, Steven Heller, der som det meste af New Yorker-kunstverdenen afskrev hendes kunst som blød porno.

Skuffet og nedbøjet forsøgte hun at finde et nyt ståsted hjemme i Japan.

I 1975 tjekkede hun sig selv ind på Seiwa Hospital for psykisk syge i Tokyo. Efter ind- og udskrivelser de næste par år blev hun indlagt på permanent basis i 1977. Hun har boet der siden.

I dag er Kusama nærmest blevet et industriforetagende, men stadig skaber hun sin kunst i et studie inde i Seiwa Hospitalet, bare fem minutters gang fra hendes værelse, hvor hun spiser og sover.

Om dagen møder diverse assistenter og medarbejdere i Kusamas studie på hospitalet, hvor de hjælper med at producere malerier, skulpturer og installationer. Om aftenen går Kusama tilbage til sit værelse og skriver videre på den roman eller det digt, hun lige nu er i gang med.

Hendes sygdom, der opstod i barndommen, er diagnosticeret som depersonalisation, en alvorlig lidelse der kan medføre, at den ramte føler sig løsrevet fra sig selv. Det er beskrevet som at opleve sig selv som en gipsfigur, medfører hyppigt stor angst.

Det bliver ofte diskuteret, om Kusamas billeder og anden kunst er forsøg på at illustrere hendes sygdom, eller om det er et en form for terapi. Eller om hendes tilstand efterhånden nærmere er et resultat af hendes arbejde.

Under alle omstændigheder er hun farverig.