Københavns Vestegns Politi efterlyste nogen, der kendte en cirka tre-årig dreng, der blev fundet alene på gaden fredag morgen. Nu er drengen blevet genforenet med sine forældre.

Den lille dreng blev fundet klokken 07:30 af en kvindelig borger, mens han kom gående alene på Krogsbækvej i Rødovre. Han blev overdraget til politiet og ført til politigården i Albertslund. Politiet kunne ikke kommunikere med drengen, idet han ikke forstod nogen af de sprog, betjentene kunne henvende sig til ham på. Det viste sig, at drengen kun taler makedonsk og tilsyneladende var gået hjemmefra alene.

Den lille dreng kom heldigvis ikke noget til, mens han udforskede Krogsbækvej i Rødovre på egen hånd.

»Han var ved godt mod, havde jeg nær sagt, og egentlig pæn og nydelig,« sagde vagtchef Brian Holm til B.T. efter at politiet havde fået drengen i sin varetægt.