20 år som ludoman ødelagde Rune Engstrøms liv. For fem år siden, efter han ‘endnu en gang’ var kommet uærligt til penge, gik det op for ham, at det skulle være slut med at snyde og bedrage. I dag har han vristet sig fri af spillehelvedet

Rudekurverterne og rykkerskrivelserne væltede ind ad brevsprækken i Rune Engstrøms etværelses lejlighed. Som regel smed han dem i skraldespanden uden overhovedet at åbne dem, for han var fuldstændig klar over, at han ikke havde en jordisk chance for at tilbagebetale de mange penge, han havde lånt.

I de 20 år som spilafhængig hev han jævnligt pæne pengegevinster hjem, men spillene havde ikke gjort 54-årige Rune Engstrøm til en holden mand. Tværtimod.

Rune Engstrøm var i 20 år gambler, og snød og bedrog alle omkring sig. Så begyndte han at vandre og er i dag helt ude af misbruget. Rune har skrevet en bog om sine oplevelser. Her fotograferet ved Amager Strand, hvor Rune ofte går lange ture.
Rune Engstrøm var i 20 år gambler, og snød og bedrog alle omkring sig. Så begyndte han at vandre og er i dag helt ude af misbruget. Rune har skrevet en bog om sine oplevelser. Her fotograferet ved Amager Strand, hvor Rune ofte går lange ture.
Vis mere

Afhængigheden fik ham til at spille hver en krone op, lige så hurtigt som han kunne indkassere en gevinst. Lønnen røg samme vej, og han optog alle de lån, han kunne slippe af sted med.

Resultatet var, at hans gæld på 600.000 kr. på 15 år var vokset til svimlende 1.3 mio.

Han gjorde alt for at skaffe penge. På et tidspunkt stjal han i desperation frimærker på sin arbejdsplads, som han lavede lidt penge på. En anden gang stoppede han 20.000 kr. i lommen, som en række sponsorer havde betroet ham i tillid til, at de skulle bruges til at finansiere et fodboldblad.

»Jeg var virkelig ude på et skråplan. Jeg havde slet ikke fantasi til at forestille mig, at jeg skulle komme så langt ud. Gang på gang overskred jeg mine egne grænser. Det er barskt og sørgeligt at tænke tilbage på.«

Fodbolden

Rune Engstrøm følte sig som den største taber, når han så på sit liv og på, hvordan det havde udviklet sig.

Som dreng var han en dygtig fodboldspiller, der drømte om at gøre fodbolden til sin levevej. Faktisk var fodbold og sammenholdet med de andre spillere hele hans liv, og han elskede det. Men da han blev 30 år, skete der to ting, der fik afgørende betydning for hans fremtid.

Rune Engstrøm blev ramt af flere alvorlige skader og stoppede med at spille fodbold. Samtidig åbnede Casino Copenhagen den 31. december i 1990.

»Jeg trappede ikke ned, men stoppede helt med at spille fodbold. Det er det dummeste, jeg nogensinde har gjort. Det var hele mit livsindhold, der røg, og det efterlod et stort tomrum i mit liv, der skulle fyldes ud. Desværre valgte jeg gambling.«

Allerede som dreng havde han oplevet ‘suset’, når der var jackpot – hele to gange lykkedes det ham at tippe 13 rigtige. Anden gang det skete, var han 18 år og arbejdede som kontorelev på det lokale rådhus. Den store gevinst på 70.000 kr. brugte han bl.a. på en luksustur til Paris med en kammerat.

Men det, der begyndte som en hyggelig – og lukrativ –hobby, kom snart til at fylde hele Rune Engstrøms liv.

Han boede tæt på det nyåbnede Casino Copenhagen, og der gik ikke lang tid, før han lagde vejen forbi med 1.000 kr. på lommen.

Iført sit pæneste tøj trådte han ind i de eksklusive omgivelser og var straks fascineret af miljøet, der stod i skærende kontrast til hans eget liv i den etværelses lejlighed i Kastrup.

»Der var lidt James Bond over det. Jeg kunne især godt lide at spille blackjack, der i modsætning til spilleautomaterne ikke var rent held. Jeg kunne udnytte mine matematiske evner og min intuition, og det gik rigtig godt,« fortæller Rune Engstrøm, der allerede den første aften tredoblede indsatsen på 1.000 kr. Snart var han ‘hooked’. At gå på kasino gav ham nyt livsindhold og pustede samtidig liv i de ‘frihedsdrømme’ han havde om at rejse ud og opleve verden – han beundrede Troels Kløvedal, der var en stor inspiration.

Spil, spil, spil

I begyndelsen spillede Rune Engstrøm et par gange om måneden, men efter kort tid havde han knap fået fri fra arbejde, før han var af sted.

De 200.000 kr., han havde sparet op, da han som 21-årig var udstationeret som FN-soldat på Cypern – og som egentlig skulle have været brugt til at købe en lejlighed, var en god ‘startkapital’ i kasinoet. Da de var væk, måtte Rune Engstrøm se sig om efter alternative løsninger, for de 13.000 kroner, han fik udbetalt i løn hver måned, rakte på ingen måde til at dække hans udgifter.

»Jeg overtrak mit dankort og havde et hav af kviklån. Det var før finanskrisen, og jeg fik jævnligt breve om, at jeg var en ‘god kunde’ og fik uden videre lov til at låne 50.000 mere. Til trods for at enhver kunne se på mine gældsposter, at jeg ikke havde økonomi til det. Det kom helt ud af kontrol.«

Mange nætter lå han søvnløs ved tanken om de mange penge, han skyldte væk.

Han kom i Ribers og stiftede bekendtskab med fogeden, der en dag bankede på for at se, om den lille lejlighed rummede noget, der kunne gøres udlæg i, men hverken Ikea-sofaen eller det øvrige møblement var mange penge værd.

I begyndelsen befandt Rune Engstrøm sig i en form for eufori eller ‘halleluja-fase’ – som fik næring, hver gang han vandt. Han indkasserede ofte gevinster på 5.000-10.000 kr. ved blackjack-bordet, men efterhånden som afhængigheden fik tag i ham, og han blev ‘fuldblods-ludoman’, overtrumfede afhængigheden drømmene om at rejse.

I stedet for at spare pengene op, satsede han uden at tøve hver en krone igen. En aften tog han en taxa hjem – 85.000 kroner rigere, men det var ikke sådan, han så på det. For ham fyldte fristelsen til at geninvestere gevinsten alt. Grådigheden rådede. Håbet var at få pengene til at yngle endnu mere, men i løbet af et par uger var alle 85.000 kr. væk.

»Jeg var som besat og havde ingen stopklods. Selvom det hver eneste gang endte med, at jeg tog hjem uden en rød reje, kunne jeg ikke lade være: ‘For tænk nu hvis’. Mit sociale liv gik fuldstændig fløjten i takt med, at gamblingen overtog mere og mere af mit liv.«

Den største nedtur

Tidligere havde han sat stor pris på hyggestunder med sin mor, far og bror, han havde nydt, når de sammen rejste til udlandet eller holdt ferie i familiens sommerhus på Møn. Nu trak han sig mere og mere. Familiefester eller fødselsdage var pludselig en plage, for de krævede, at han satte en facade op og gav indtryk af, at alt var godt – så var det nemmere at mure sig inde derhjemme.

Afhængigheden ødelagde hans drøm om at få kone og børn. Hans selvværd var på nul, og han havde svært ved at tro, at nogen kunne finde ham attraktiv. Ensomheden overmandede ham, når han sad alene i sin lejlighed. Det eneste sted, han mødte andre mennesker, var, når han var på arbejde.

»Jeg elsker at løbe og har altid godt kunnet lide at holde mig i form, men i takt med at nedturen satte ind, kunne jeg ikke tage mig sammen til noget som helst. Jeg gad ikke rydde op, jeg gad ikke barbere mig eller gå i bad, og mit hjem lignede noget, der var løgn. Men samtidig med at jeg ikke kunne tage mig sammen, skammede jeg mig over, at jeg ikke havde kontrol over mit eget liv.«

Rune Engstrøm følte, at han bevægede sig mod enden af planken og blev mere og mere kreativ i sin konstante jagt på penge. Han kunne ikke falde dybere, end da han ‘lånte’ et par tusind kr. til huslejen hos sine forældre en dag, de ikke var hjemme.

»Min plan om at spille mig til et overskud, så jeg kunne lægge pengene tilbage, gik selvfølgelig i vasken. Da jeg ikke havde modet til at fortælle mine forældre, hvad jeg havde gjort, skrev jeg i stedet et brev.«

Hans forældre blev voldsomt skuffede.

»Det er nok det værste, jeg har gjort.«

Alene i verden

Han mistede kontakten til sine forældre, da de et par år senere nægtede at låne ham 5.000 kr. Dengang var han skuffet over deres afslag og græd som pisket. Men i dag er hans anbefaling til andre pårørende netop at smække pengekassen i.

Den aften gik noget i stykker indeni. Rune Engstrøm opdagede, at han havde betalt den ultimative pris for sit misbrug, fordi han ikke længere så sin familie – hvilket han stadig ikke gør.

Men ensomheden var ikke kun dårlig, for som han sad dér, mærkede han en ny følelse spire frem indeni – lysten til at finde en vej ud af sin håbløse situation.

Han nærmede sig en skillevej, men skulle lige begå endnu én dumhed.

Som 44-årig havde han fået job hos DSB, hvor kollegerne udpegede ham som tillidsmand. Med titlen fulgte bl.a. ansvaret for den såkaldte klubkasse med 10.000 kr. i – penge, som skulle gå til medarbejdernes sociale arrangementer.

»Jeg stjal 1.000 kr. ad gangen og måtte finde på undskyldninger, når bowlingturen alligevel ikke blev til noget. Men til sidst kunne jeg ikke klare presset længere og gik til bekendelse. At jeg for første gang besluttede at være ærlig, blev et vendepunkt. Det var en enorm lettelse endelig at kunne sige sandheden. Min chef lyttede og viste stor forståelse, da jeg lagde kortene på bordet. Vi fandt en afdragsordning, og han gav mig samtidig 14 dages ferie, så jeg kunne komme i behandling,« fortæller Rune Engstrøm, der umiddelbart efter mødet tog toget til Odense og blev indlogeret på Center for Ludomani, hvor han sammen med syv andre ludomaner ‘tog hul på bylden’.

»Mit liv lå i ruiner,« husker Rune Engstrøm, der kort tid forinden havde stået ved kassen hos den lokale købmand og betalt for sine varer med madkuponer, han havde fået udleveret på bistandskontoret. Ekspedientens blik sagde det hele: ’Endnu en af kommunens arme stakler, der ikke magter at tage vare på sig selv’, forestillede han sig, at hun tænkte.

»Jeg kunne krybe i et musehul. Jeg var langt ude, men DSB-dumheden blev min redning.«

Caminoen

Samværet med de andre spillefugle hjalp ham allermest. Overfor dem kunne han sænke paraderne og være ærlig. Det var en enorm befrielse at møde forståelse fra nogle, der vidste, hvad han talte om.

Han var dog ikke ‘kureret’, da han to uger senere kom hjem fra Odense. Allerede på Hovedbanegården i København gik det galt, og han satte kurs direkte mod et spillested.

»Jeg havde endnu ikke min trang under kontrol. Men jeg var i gang med en proces og kom hurtigt op på hesten igen. Jeg havde fået troen på, at det kunne lade sig gøre, og det var det vigtigste.«

Fra sin kusine og sin tante Annie fik han en helt uvurderlig hjælp.

»De fik mig resocialiseret. Jeg var helt utrolig ensom og havde forsvindende lidt kontakt med andre mennesker. Noget så banalt som at blive inviteret med til en fødselsdag var dejligt. Min frygt var at blive mødt som ‘ham taberen’, men tværtimod mødte jeg kun forståelse,« siger Rune Engstrøm, der frivilligt satte sig selv under økonomisk administration for at minimere risikoen for at falde i.

Når han fik udbetalt sin løn, gik han på posthuset og betalte regninger, hvorefter han overlod sin tante det overskydende beløb. Hun blev en slags revisor. Ville han have nyt tøj eller penge til en biografbillet, måtte han forbi hende for at hente penge og bagefter fremvise kvitteringerne for det beløb, han havde brugt.

»Det kan lyde ydmygende for en voksen mand, men det var det overhovedet ikke. Jeg havde brug for den hjælp, indtil jeg var stærk nok til at stå på egne ben.«

Han fik lavet afdragsordninger med nogle af sine mange kreditorer og begyndte at afdrage på sin skattegæld på 150.000 kr. Så småt begyndte der at komme styr på tingene. Hans gamle drøm om at komme ud at se verden begyndte igen at rumstere i ham.

Indtil en dag, hvor Rune Engstrøm passede sit arbejde på lageret hos boghandlen Arnold Busck og fik øje på en ny bog.

Bogen ‘Mig og caminoen’, der er skrevet af Henrik Friediger, handlede om en gåtur i Spanien med rygsæk.

»Så faldt tiøren. Det var dét, jeg skulle,« fortæller Rune Engstrøm, der begyndte at træne til turen hjemme på Amager.

Han ‘vadede’ sin fødeø tynd i al slags vejr. I over et halvt år gik han og fulgte årstidernes skiften, mens han anede et lysegrønt håb om bedre tider.

Den 900 kilometer lange vandretur, som han efterfølgende gennemførte på et minimalt budget, blev i 2010 hans endelige redning.

»Allerede på førstedagen blev jeg bekræftet i, at caminoturen ville blive skelsættende. Da jeg gik dér på en smal bjergvej, rejste hårene sig på mine arme, og tårerne væltede ned ad mine kinder. Jeg var sikker på, at når jeg kom hjem, var jeg færdig som misbruger. Det livsindhold, jeg mistede, da jeg stoppede med at spille fodbold, fik jeg igen, da jeg begyndte at vandre. Da jeg spillede, var det som om, jeg var død i levende live. Når jeg går, føler jeg mig spillevende.«