Det er ikke hver dag, en 12-årig rejser tværs over landet for at hjælpe nødstedte mennesker, men Oskar Aalund har samlet ind og købt gaver, der skal hjælpe Københavns svageste gennem vinteren.
»Jeg glæder mig meget til at aflevere gaverne. Jeg håber, at de bliver glade for dem, og at de kan bruge dem her til vinter,« siger Oskar Aalund fra Esbjerg.
Da Oskars faster, Marie Lene Aalund Balle, hørte, at hendes nevø ville give gaver til de hjemløse, ringede hun til Fedtekælderen på Christianshavn og lavede en aftale om, at han kunne komme forbi med pakkerne.
Pakkerne har Oskar samlet sammen fra familien, og så har han fået 500 kroner af sin faster til at købe forskellige hygiejneprodukter, som er en af de ting, de hjemløse virkelig mangler.
»Jeg tænkte først, at jeg ville købe noget sødt til ganen, men efter at min faster havde snakket med varmestuen, fandt jeg ud af, at det slet ikke er det, de vil have eller har brug for. For dem er det vigtigere med ting som tandbørster, læbepomader og noget varmt tøj,« siger Oskar.
Varmestuen Fedtekælderen på Christianshavn er et 'helle' for hjemløse og socialt udsatte, som mangler hjælp og varme i hverdagen, og det var her, gaverne blev afleveret i dag, 3. søndag i advent.
Ifølge Københavns Kommune er der omkring 1.400 hjemløse i hovedstaden, hvilket er 25 pct. af det samlede antal hjemløse i Danmark. Dette var også grunden til, at pakkerne skulle til København.
»Der er ikke så mange hjemløse i Esbjerg, hvor jeg bor, så jeg tænkte, at det var bedre at tage til København, hvor der er meget mere brug for hjælpen,« siger Oskar.

Oskars interesse for at hjælpe hjemløse blev vakt, da han på en rejse til Frankrig oplevede hjemløsheden helt tæt på og efterfølgende ikke kunne glemme episoden.
»Jeg så en far, der sad helt alene med sin søn på gaden. Det syntes jeg var så synd, så jeg gav ham 20 euro, og så blev jeg så glad,« siger Oskar Aalund.
Oskars oplevelse kommer nu andre til gode, og i Fedtekælderen er man meget taknemmelig over, at nogle tænker på de svageste, og Oskars gaver bliver taget imod med kyshånd.
»Det betyder meget, når vi får donationer, især her i vinterkulden, hvor det er ekstra hårdt at være hjemløs i Danmark. Så vi er rigtig glade for, at Oskar tænker på vores brugere,« siger Rebecca Cambell og Mads Hansen, der er personale i Fedtekælderen.
I år er første år, hvor Oskar har samlet ind til de hjemløse, men det er ikke sidste gang, for oplevelsen har givet ham blod på tanden og lyst til at gøre mere.
»Når jeg bliver 13 år, kan jeg komme på Facebook, og så vil jeg lave en profil, hvor jeg kan starte en indsamling. Så er der endnu flere, der kan donere, og så kan jeg købe flere gaver til næste år,« siger han.