Prins Henrik føler sig efter 35 år som dansker og 30 år som prinsgemal tilsidesat, kasseret og ydmyget. Han føler, at han har mistet sin selvrespekt og er blevet trådt over tæerne en gang for mange.
Derfor vil Prinsen tage sig en god lang pause i Caïx for at tage sit liv op til revision og tænke på sin fremtid. Gøre op med sig selv, hvad han vil finde sig i, og hvad ikke.
Prins Henrik er tydeligvis i sit livs krise og tog ikke med til lørdagens store kongelige bryllup i Holland, hvor kronprins Willem-Alexander giftede sig med borgerlige Máxima Zorreguita.
»Jeg skal have tid til at tænke. I mange år har jeg været nummer to i Danmark. Det er en rolle, jeg er tilfreds med, men jeg vil ikke pludselig efter så mange år i Danmark se mig degraderet til nummer tre, som en slags ligegyldigt vedhæng,« siger han.
Prins Henriks ord er stærke. Han taler rent ud af posen. Det er tydeligt, at den behandling, han føler, han blev udsat for ved nytårskurene, går ham meget på, og han er vred.
I dette eksklusive interview med B.T. understreges det, at han føler sig både såret og vred, men at det ikke har noget at gøre med hans personlige forhold til Dronningen eller hans søn Kronprinsen.
»Kronprinsen er en god dreng,« siger han.
I mange år har prins Henrik haft en følelse af, at han ikke helt blev påskønnet. Det følte Prinsen tydeligt i forbindelse med nytårskurene. I pressen så det ud, som om det var Kronprinsen og ikke Prinsen, der var vært ved nytårskurene, og at det var Kronprinsen, som stod som mand nummer to efter Dronningen. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over.
Års negligering af dele af det danske samfund er simpelthen blevet for meget for prins Henrik.
Hvordan situationen er opstået, kan Prinsen ikke give noget endegyldigt svar på. Han medgiver, at pressen har en god del af skylden, og at måske også hoffet selv bærer en del af ansvaret for, hvad Hans Kongelige Højhed stærkt føler er en uholdbar situation. Der er, mens vi besøger ham på Caïx, regentparrets franske vinslot, ikke den oplagthed og glæde at spore, som ellers altid kendetegner prins Henrik.
»Jeg er taget til Caïx for at tage mit liv op til overvejelse,« understreger han og tilføjer en ekstra gang:.
»Der vil gå nogen tid«.
Hvor længe Prinsen bliver i Frankrig, kan han ikke lige nu sige noget om. Men det er tydeligt, at prins Henrik er ked af det. Den ellers glade vinbonde, som vi også kender prins Henrik som, har det ikke godt i øjeblikket. Humøret er langtfra som det plejer.
Prinsen træder altid loyalt til, når Dronningen i sociale sammenhænge ikke kan.
Sådan var det også for et par år siden i Grønland.
Da Margrethe fik vrøvl med sit knæ og skulle hjem, så var det Henrik, der kyssede sin kone farvel i lufthavnen og med stor succes gennemførte besøget. Der har også været andre gange i Danmark, hvor prins Henrik ved bybesøg rundt i landet har klaret ærterne alene, fordi majestæten ikke kunne.
Folk har været glade og tilfredse, selv om de selvfølgelig har savnet Dronningen.
Sådan skulle alt så have været godt og lykkeligt, men virkelighedens verden er ikke altid, som den ser ud.
»Jeg har da bestemt følt, at folk har været glade, når jeg har været på besøg ude i landet. Jeg har kunnet mærke, at folk sætter pris på mig. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Selv er jeg også utroligt glad for at være i Danmark. Der er slet ikke noget der,« siger Prinsen.
Men, hvordan er årene som prinsgemal i virkeligheden gået? Og hvad er der gået galt?
»Årene er gået meget hurtigt. Det har været meget interessant. Det har altid været en fornøjelse, men der har også været skuffelser. Der har været gode, og der har været dårlige år. Sådan er livet,« siger prins Henrik.
Lad os begynde med fornøjelserne?
»Fornøjelserne er at have et godt familieliv. At have børn, som man er tilfredse med og glade for. At have børnebørn. Og selv at synes, at man har gjort noget for sit land, for sit job og også for sin kone. Det er fornøjelse,« siger prins Henrik.
Hvad er det dårlige?
»Det dårlige er, at man ikke har opnået en slags anerkendelse for, hvad man gør, og derfor bliver man skuffet. Jeg føler, at jeg stadigvæk efter 30 år er lagt på is. At være nedvurderet og ikke accepteret.«
Føler De virkelig ikke, at De er anerkendt?
»Jeg kan mærke omkring mig, at folk er meget trofaste, og at de synes, at tingene er glimrende. Men jeg føler også, at en kreds og en vis del af pressen ikke mener, at jeg duer. Sådan er min opfattelse af nogle omkring mig. Jeg siger ikke, det er hele landet. Gudskelov for det. Det er en del af prisen ved at være prinsgemal,« siger prins Henrik.
Prinsen har da lavet så meget gennem årene?
»Det er hvordan man ser mig, der optager mig. Det er ikke, hvordan jeg klarer mit job og gør det, der er det afgørende. Det er, hvordan jeg bliver betragtet!
Det er, når jeg bliver nedvurderet eller ydmyget. Når jeg læser, at jeg bliver kasseret som nummer to. Så bliver jeg i tvivl om min situation og min tilværelse i Danmark,« understreger prins Henrik. Han siger også:
»Jeg er ikke i tvivl om, at det danske folk kan lide mig. Det tror jeg, at de kan. Men det er det billede, som man har af mig, jeg er i tvivl om. Derfor er jeg her for at gøre en slags status.«
Jeg er ked af, hvis jeg eller kolleger er kommet til at skrive noget, som Deres Kongelige Højhed føler som en nedvurdering. Det tror jeg ikke er tilsigtet.
»Jeg ved ikke, hvem der har gjort det. Men det er blevet resultatet. Det kommer også an på, hvilke budskaber man vil sende,« siger Prinsen.
»Ethvert samfund har et hierarki. Det har man haft i titusinder af år. Det er regeringen. Det er forsvaret. Og monarkiet skal også have et hierarki. Man har et regerende par, som er nummer ét og nummer to, og man har Kronprinsen. Når han engang får en ægtefælle, så er de nummer tre og fire. Man kan så fortsætte med de øvrige medlemmer af kongefamilien som nummer fem og seks,« siger Prinsen.
»Nu efter 30 år i Danmark gives der stadig det indtryk, at jeg er nummer tre. At Kronprinsen erstatter mig.
Hvis det skal være sådan - så gør det! Men samfundet retter sig ikke efter reglerne. Jeg vil ikke være med i det spil. Jeg er nummer to. Jeg skal være nummer to. Man kan ikke bare sådan i et hierarki ændre på rækkefølgen, fordi nogen synes, det er smart eller måske dermed sælger flere aviser,« siger Prinsen.
Han understreger: »Nummer tre er der i visse statslige sammenhænge for at tage nummer éts plads, fordi han er kronprins. Men kun i de sager, hvor det har med den udøvende magt at gøre. Han kan ikke ved sociale begivenheder tage nummer tos plads.
Det er at ydmyge enhver mand eller enhver kone at sige, at nummer tre skal være nummer to, når nummer ét af en eller anden årsag ikke kan være til stede. Jeg vil aldrig blande mig, når min søn skal passe statsanliggender eller hjælpe sin mor. Men der er ingen, der kan forlange, at jeg siger ja tak til automatisk at blive erstattet af nummer tre,« siger prins Henrik.
»Enhver familiefar vil være vært i sit eget hus. Men også folk hos os og pressen har prøvet at sige, at det er Kronprinsen, der er vært.
Kronprinsen var f.eks. ved nytårskurene ikke vært, men sin fars gæst. Hvis danskerne vil ændre reglerne, så kan de jo gøre det. Men jeg vil ikke spille med på den slags forkerte takter,« gentages det krystalklart af prins Henrik.
Kan det ikke være uvidenhed, og pressen, der ikke har tænkt sig om, som har fået tingene til at gå op i en spids?
»Måske? Men efter 30 år skal De ikke fortælle mig, at man ikke ved, at nytårskure og tafler er en social begivenhed og ikke sidestilles med audienser, hvor det er Kronprinsen, der afløser, hvis hans mor ikke kan,« siger Prinsen.
»Ved nytårstafler er det Dronningen og ægtefællen, der inviterer og giver en middag for regeringen for at modtage nytårslykønskninger. Det har intet med den udøvende magt at gøre. Det er uforståeligt, at Kronprinsen på den måde i medierne tager ægtefællens plads.
Når f.eks. diplomaternes doyen kommer for at aflevere nytårslykønskningerne til regentparret, så er det sådan, at hvis regenten ikke er til stede, så er det den anden ægtefælle, som modtager lykønskningerne. Sådan har det været i hierarkier i 2.000-3.000 år. Hvorfor så ændre dem,« spørger prins Henrik.
»Fortæl mig hvorfor? Det har aldrig været nummer tre, der i sociale sammenhænge springer ind og erstatter nummer to, så nummer to bliver nummer tre.« Prinsen skærer det ud i pap og fortæller:
»Kronprinsen skal ved nytårslykønskningerne være den første til at aflevere, netop sine nytårslykønskninger, hvor han siger: »Mor og papa. Mine bedste ønsker osv. Derefter kommer regeringen. Det er ikke ham, der skal modtage,« siger prins Henrik næsten lidt opgivende, men med lidt af sit vante lune.
»Kan De forestille Dem, at man ville have gjort det mod dronning Ingrid,« spørger prins Henrik.
»Man ville aldrig har bedt tronfølgeren om at tage dronningens plads, så det var kongen og tronfølgeren, der stod som værter. Hvorfor så pludselig dette efter 30 år. De skal ikke sige, det er uvidenhed,« kommer det med en lidt tør latter. Men der er alvor bag ordene, når han siger: »Jeg har fået så meget tvivl om min placering i det danske samfund, at jeg foretrækker at tage en lang, lang pause. Det er ikke mig, der fantaserer. Jeg har virkelig fået mine tvivl, om man vil ændre reglerne hen over hovedet på mig. Men da jeg er gift med regenten, forventer jeg, at man giver mig en plads ved siden af.
Der er stadig mange folk, der tror, at jeg ikke er på samme sted, som f.eks. dronning Ingrid var det. Der skal ikke være tvivl. Vi er et regentpar. Jeg har aldrig prøvet at være nummer ét. Det er slet ikke i de baner, min tankegang går. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor man vil skubbe mig bort fra min placering. Det vil jeg simpelthen ikke acceptere,« siger prins Henrik.
Er det fordi, De er blevet så såret, at De nu er her?
»Selvfølgelig er jeg såret,« siger Prinsen.
Hvad siger Dronningen?
Det ønsker prins Henrik ikke at kommentere.
»Lad Dronningen hvile,« siger han.
Det er vel også ubehageligt for Kronprinsen at blive sat i den situation?
»Han er så sød en dreng. Det er ikke hans skyld. Jeg tror, han er genert, og han er ikke glad for den situation. Det skal være meget klart. Jeg er ikke jaloux på min søn. Den dreng er meget værdifuld for mig. Det er ikke ham, der prøver at ændre på rækkefølgen,« understreger prins Henrik. Han siger også: »Selvfølgelig er det svært og ubehageligt for Kronprinsen. Han har ikke lyst til at tage min plads eller skuffe mig. Det er ikke sådan, som det kunne være i gamle dage, hvor sønnen prøvede at tage fars plads. Slet ikke,« understreges det.
Er det måske også nogen ved hoffet, der får Dem til at føle, som De gør?
»Det ved jeg ikke,« er Prinsens ordknappe svar.
»Man har aldrig forestillet sig, at Sveriges kronprinsesse Victoria skal komme foran dronning Silvia. Man har aldrig i sin tid tænkt sig, at min kone, tronfølgeren, skulle komme foran dronning Ingrid. Hvad er det for noget?
Hvorfor skal man så tro, at Kronprinsen skal komme foran Prinsen? Hvorfor? Jeg spørger bare? Hvilket samfund er vi i? Sådan ville man ikke gøre i et andet land. Derfor kan jeg heller ikke undgå, at jeg føler en devaluering,« understreger Prinsen.
»Heller ikke i USA kunne sådan noget forekomme. Her har man et udtryk »The first Lady«, hvorfor så ikke »The first Man«. Førstemanden er mig. Det er ikke min søn. Hvorfor skal det være kompliceret. Livet er kompliceret nok på anden vis,« siger Prinsen. Prinsen føler, at der måske er nogen i pressen i den yngre generation, der prøver at være lidt for smarte på hans bekostning. Han synes også, det er vigtigt, at unge får et ansvar, også de unge i monarkiet. F.eks. er det også helt fint med Prinsen, at hans søn, Kronprinsen, har overtaget hans job som kommitteret i Dansk Røde Kors, og at Prinsen i stedet har overtaget afdøde dronning Ingrids post som protektor for Dansk Røde Kors.
»Jeg er villig til at give de unge masser af ansvar. Men det er mig, der skal bede dem om at gøre det. Det er ikke samfundet, der skal skubbe mig. Jeg tror ikke, der er en eneste familiefar, der vil acceptere det. Hvis De kender én i Danmark, vil jeg gerne træffe ham,« ler prins Henrik.
Jeg kan høre, at det går Dem meget på?
Han forklarer:
»Ja. Det er fordi, det ligesom er foregået i 30 år. Man har ikke rigtigt haft forståelse for min situation. Jeg har i 35 år været dansker og i 30 år prinsgemal. Forstå det ret. Jeg har prøvet at gøre alt, hvad jeg kunne, for mit land. Jeg er glad for at bo i Danmark. Jeg holder meget af Danmark.
Hvorfor så hele tiden nedvurdere mig? Skuffe mig hele tiden? Og træde på mine tæer og på den måde prøve at ødelægge min selvrespekt,« spørger Prinsen.
»Den selvrespekt og selvtillid, som jeg føler, man har frataget mig, vil jeg nu prøve at genvinde,« siger prins Henrik.
Jeg må med skam melde, at pressen nok har en stor del af skylden.
»Pressen har altid været avantgardister og prøvet på at få alt til at ligne en sensation. Måske har de syntes, det var spændende at give Prinsens ansvar til Kronprinsen og den unge generation. Men i et samfund er der regler, der skal holdes. Måske er danskerne ikke så meget for det protokolære og har ikke så meget forståelse for det. Men tager man f.eks. et bryllup eller en almindelig dansk konfirmation, så ved man jo meget godt, hvordan familiemedlemmerne skal anbringes i forhold til hinanden. I virkeligheden ved man det godt,« siger Prinsen.
Det må også som født franskmand have været svært nok at skulle affinde sig med at være nummer to?
»Ja, men jeg har ikke forlangt andet. Jeg har accepteret at være nummer to hele mit liv. Jeg klager ikke. Men her sætter jeg så også punktum. Jeg vil ikke anses for at være nummer tre. Og man skal ikke forvente, at jeg siger tak til. Kan de forestille Dem, at man i 60'erne ville have sagt: »Kongen og prinsesse Ingrid?«
Men Ingrid blev dronning. I dag siger man stadig Dronningen og prins Henrik, men prins Henrik er stadigvæk prins Henrik - og nu så nummer tre,« føjer prins Henrik galgenhumoristisk til.
»Jeg er ligeglad, om min titel er Prinsen, om der om mig siges »Dronningen og krokodillen« eller »Dronningen og Ba-u-bab«, men Ba-u-bab skal være nummer to,« insisterer Prinsen.
Stemningen føles mere afslappet, og vi kommer til at grine. Prins Henrik gør sin pointe gældende og ler: »Kald mig, hvad De vil. Men jeg vil ikke være nummer sjok i forhold til min kone,« siger han. Synes Prinsen, der er for meget opmærksomhed om den unge generation?
»Nej, det synes jeg ikke. Det er kun godt. Det er jeg glad for.
Jeg vil gerne give plads til de unge. Jeg hører til de gamle. Jeg er 68 år. Jeg er uinteressant. Men det er ikke, fordi jeg er uinteressant, at man skal fratage mig min placering. Hvis jeg har lært noget af dette her, så er det nok at give endnu mere plads til de unge. Det er kun godt for dem,« siger Prinsen.
Er det for sent at ændre folks vurdering af prinsgemalen. De har før sagt, at det kan være frustrerende at være en skygge af sin kone, som kun eksisterer qva hende?
»Hvis man ikke har kunnet ændre det i 30 år, så kan det også være svært nu. Jeg tror, det er for sent. Måske er det også mindre væsentligt. Jeg troede, jeg var et næsehorn med en tyk, tyk hud, som jeg har sagt for år tilbage. Men det har vist sig, at huden ikke er tyk nok. Jeg siger til mig selv, at livet skal gå videre, men jeg har som sagt ikke så meget lyst til at spille med på regler, som ikke bliver holdt.«
Hvilke konsekvenser vil det få? »Det ved jeg ikke? Ingen konsekvenser,« siger Prinsen.
Prins Henrik holder en eftertænksom pause.
Har danskere det svært med udlændinge?
»Nej, det tror jeg ikke,« siger Prinsen.
I mange sammenhænge har pressen da opfattet Dem som meget folkelig og den, der altid sammen med Dronningen kan sætte lidt smil på en situation.
»Det er jeg da glad for at høre,« siger Prinsen.
De sagde ved sølvbrylluppet i 1992, at De og Dronningen stadig har stor glæde af hinanden. Hvordan ser De på ægteskabet som institution. Det kan være en svær alliance og er vel ikke nemmere, fordi man er kongelig?
»Vi er gift for det gode og for det dårlige. Ellers er det ikke et ægteskab. Men man skal hele tiden arbejde med sit ægteskab, så det hele tiden udvikler sig,« siger Prinsen.
Det fortælles også, at regentparret i år har haft Caïx i 25 år, også en slags sølvbryllup, som Dronningen og Prinsen dog ikke har nogen planer om at markere?
»Det tror jeg ikke, jeg har lyst til, og det er ikke det rette tidspunkt. Jeg vil gerne have lidt afstand fra dagligdagen.«
Kunne Deres Kongelige Højhed forestille sig at være hernede lidt længere, end De plejer?
»Det ved jeg ikke. Men det har slet, slet ikke noget med Dronningen og mig at gøre. Der er følelsesmæssigt ikke noget galt mellem Dronningen og mig. Men jeg vil gerne have tid til at få ro i mit sind. Min sjæl har ikke været rolig nok til at deltage i det hollandske bryllup. Jeg skal have ro,« siger prins Henrik.
Føler Prinsen, når De er sammen med Dronningen, at De nogensinde kan være rigtig privat, uden at nogen kommer og banker på døren?
»Jo, det gør jeg da. Vi kan have helt private aftener ligesom alle andre danskere, og dem har vi begge to stor glæde af. Det begynder at være en raritet i vores verden. Men måske er vi så glade for hinanden, at vi netop er en raritet,« ler Prinsen.
Bliver man blidere med alderen?
»Kig ikke på mig,« ler Prinsen.
Kunne Deres Kongelige Højhed, nu hvor De har nået pensionsalderen, tænke Dem at være oftere på Caïx?
»Jo. Det giver mig måske en mulighed for at være mere her. Det er ikke helt drømmetænkning«.
Har Prinsen talt med Dronningen om, at også Hendes Majestæt kan blive lidt mere hernede?
»Det er meget sværere for Dronningen,« siger prins Henrik.
Har Prinsen talt med Hendes Majestæt om, at det er en livslang opgave at regere Danmark?
»Ideen i monarkiet er jo netop, at man bliver født til at være monark, og den forsvinder jo lidt, hvis man ikke også skal dø som monark,« siger prins Henrik.
Hvad synes Deres Kongelige Højhed er det vigtigste i livet?
»Det vigtigste er måske ikke at have det rart med sig selv, men at gøre alt, hvad man synes er godt og ikke snyde sig selv. Være i pagt og i overensstemmelse med sig selv og sit liv. Gøre det, der er godt for sin familie og sit land. Det er det, jeg har prøvet. At gøre alt, hvad jeg kunne for Danmark. Måske er det mislykkedes,« siger Prinsen.
Man kan se, at Prinsen nyder at være her på Caïx. Når man går ude i naturen, kan man måske bedre komme til klarhed med sig selv?
»Jeg tror, det er godt. Når man kommer tilbage til naturen, så er problemerne halvt løst. At være i pagt med naturen er den største trøst, når man ikke er på toppen,« siger prins Henrik.
