Drømmer du om at komme på jagt med de kongelige, så virker det til at være en fordel, hvis du har penge, ejer et gods, er mand og har en adelig titel.

Sådan så det i hvert fald ud, da man kastede et blik over deltagerne ved fredagens jagt på Fredensborg Slot, som Kronprinsen var vært for. B.T. har set nærmere på deltagerne. For hvem er de egentlig?

Selskabet bestod af 20 personer ud over Kronprinsen, og de var alle mænd. Ud over Kronprinsen deltog en anden med en kongelig titel – nemlig hans fætter, prinsesse Benediktes søn, prins Gustav.

Derudover var der 11 adelsfolk, hvoraf de fleste havde titel af baron, greve eller lensgreve, tre ansatte ved hoffet, to milliardærer samt Kronprinsens to nære venner, oberst Peter Heering og direktør Peter Aandahl.

Kronprins Frederik var fredag vært ved en kongejagt på Fredensborg, og han virkede til at være i godt humør.
Kronprins Frederik var fredag vært ved en kongejagt på Fredensborg, og han virkede til at være i godt humør. Foto: Byrd/ Kasper Løjtved
Vis mere

Ifølge eliteforsker Christoph Ellersgaard er jagten et tydeligt symbol på det klasseskel, der er mellem Kongehuset og resten af Danmark:

»Det signalerer, at inderkredsen omkring Kongehuset stadig er enormt præget af dels de gamle aristokratier og dels de nye i form af ejere af nogle af landets store virksomheder. Så på den måde signalerer det et kongehus, der primært omgås med en meget lille del af befolkningen – nemlig med den traditionelle overklasse,« siger han og tilføjer, at det ikke er uproblematisk:

»Når man omgås Kongehuset, så får man kastet en eller anden form for symbolsk glans over sig, og Kongehuset bruger uforholdsvis meget tid på at kaste symbolsk glans over en meget lille og i forvejen veletableret gruppe af vores samfund. Jeg synes, det er lidt synd, at man begrænser sig selv til kun at lave ting sammen med de her helt traditionelle folk.«

Men hvem er det så, der får kastet 'Kongehusets symbolske glans' over sig?

Prins Gustav af Berleburg

Der var kun mænd med i jagtfeltet under fredagens jagt på Fredensborg.Fra venstre øverst: Fritz Schur, Joachim Moltke, Bendt Wedell. Nederst fra venstre: Peter Heering, prins Gustav, baron von Baumbach, greve Christian Ahlefeldt-Laurvig,
Der var kun mænd med i jagtfeltet under fredagens jagt på Fredensborg.Fra venstre øverst: Fritz Schur, Joachim Moltke, Bendt Wedell. Nederst fra venstre: Peter Heering, prins Gustav, baron von Baumbach, greve Christian Ahlefeldt-Laurvig, Foto: Byrd/ Kasper Løjtved
Vis mere

Med royalt blod i årene som nevø af dronning Margrethe og fætter til kronprins Frederik står prins Gustav af Berleburg øverst på gæstelisten lige under Kronprinsen.

Han ejer slottet Berleburg mellem Dortmund og Frankfurt i Tyskland og har gode muligheder for selv at invitere på jagt.

Peter Heering, oberst og direktør

Peter Heering.
Peter Heering. Foto: Byrd/ Kasper Løjtved
Vis mere

Peter Heering er en af kronprins Frederiks nærmeste venner. Hans mor, Susanne Heering, er en af Dronningens nærmeste veninder.

Heering-familien er yderst velhavende, og deres formue stammer fra et likørimperium, som blev stiftet af Peter Heerings farfar.

Peter Heering er gift med Kronprinsessens tidligere hofdame Caroline Heering. Parret har to døtre, og deres yngste datter har gået i klasse med prins Christian på Tranegårdsskolen i Hellerup.

Lensgreve Bendt Wedell (hofjægermester og kammerherre)

Den jysk-fynske lensgrev Bendt Wedell var i sit pæneste jagttøj ved jagten på Fredensborg.
Den jysk-fynske lensgrev Bendt Wedell var i sit pæneste jagttøj ved jagten på Fredensborg. Foto: Byrd/ Kasper Løjtved
Vis mere

Bendt Wedell er en af landets største jordbesiddere. Han har godserne Wedellsborg ved Middelfart og Frijsenborg i Østjylland og har en milliardformue, der i årevis har sikret ham en plads på listen over Danmarks 100 rigeste.

Bendt Wedell og hans kone, Pernille, er nære venner af kronprinsparret. Parret har sønnen Tido.

Anders Holch Povlsen

Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen.
Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen. Foto: Byrd/ Kasper Løjtved
Vis mere

Danmarks rigeste enkeltperson, Anders Holch Povlsen, der ejer tøjimperiet Bestseller, er de senere år også blevet en del af kronprinsparrets inderkreds – og jagtkreds.

Hans formue er i år blevet vurderet af Økonomisk Ugebrev til at være på 90,8 milliarder kroner.

Anders Holch Povlsen ejer godset Constantinsborg ved Aarhus, men ejer også flere store godser i Skotland, hvor han tidligere har holdt jagtselskaber.

Ifølge Christoph Ellersgaard er Anders Holch Povlsen nok en af de rigmænd, der har en god chance for snart at få en titel som hofjægermester eller kammerherre.

Fritz Schur (kammerherre)

Fritz Schur.
Fritz Schur. Foto: Byrd/ Kasper Løjtved
Vis mere

Rigmanden Fritz Schur er kendt for at være det tætteste, man kan komme på en kongelig i Danmark, der ikke er født adelig eller kongelig.

Han har i årevis været tæt på de kongelige og var allerede fast inventar på kongejagterne, da prins Henrik levede og var vært.

Fritz Schur ejer Fritz Schur-gruppen og er efter eget udsagn stenrig. Hvor rig han er, har ingen rigtig kunnet finde ud af, da en stor del af hans formue er investeret privat.

»Men jeg er uhyre velhavende, så meget vil jeg gerne sige,« har han tidligere udtalt i et interview med Børsen.

Greverne Brockenhuus-Schack

Kim Brockenhuss-Schack.
Kim Brockenhuss-Schack. Foto: Byrd/ Kasper Løjtved
Vis mere

Den 62-årige hofjægermester Michael Brockenhuus-Schack er agronom, kammerherre og hofjægermester og blandt andet tidligere formand for Landbrug & Fødevarer. Han bor med sin kone, Ulla Brockenhuus-Schack, på godset Giesegaard nær Ringsted.

Også en anden gren af Brockenhuus-Schack-familien var taget med på jagt – nemlig Kim Brockenhuus-Schack. Han ejer godset Vennerslund på Falster.

Greverne fra Langeland og Lolland

Christian Ahlefeldt-Laurvig.
Christian Ahlefeldt-Laurvig. Foto: Byrd/ Kasper Løjtved
Vis mere

Greve Christian Ahlefeldt-Laurvig fra godset Tranekær på Langeland var også med på jagten, ligesom den lollandske lensgreve og hofjægermester Christoffer Knuth også havde taget riflen med.

Christoffer Knuth ejer Knuthenborg.

Greverne Moltke

Christian Moltke ses med det orange tørklæde.
Christian Moltke ses med det orange tørklæde. Foto: Byrd/ Kasper Løjtved
Vis mere

Moltke-familien var også repræsenteret af henholdsvis greve Joachim, der ejer Lystrup og Jomfruens Egede godser ved Faxe på Sydsjælland, samt af greve Christian Moltke.

Christian Moltke, der både er kammerherre og hofjægermester, ejer et af landets største godser, nemlig Bregentved Gods ved Næstved. Han er en nær ven af kronprinsparret. Det sås blandt andet, da de kom til begravelsen af hans 27-årige Frederik Christian Adam Moltke, der mistede livet på tragisk vis i en skiulykke i Japan i 2019.

Kronprinsens venner

Peter Aandahl.
Peter Aandahl. Foto: Byrd/ Kasper Løjtved
Vis mere

To af Kronprinsens andre meget tætte venner, direktør Peter Aandahl og den nordjyske adelige godsejer Jørgen Skeel, deltog også i jagten.

Jørgen Skeel er gift med Malou Skeel, og de regnes begge for nogle af kronprinsparrets allernærmeste venner. Deres søn, Holger Skeel, gik på kostskolen Herlufsholm sammen med prins Christian.

B.T. har forespurgt Kongehuset, hvordan deltagerne til jagten på Fredensborg blev udvalgt.

»Dronningen er vært ved fredagens Kongejagt, og det er dermed Dronningen, der inviterer sine gæster. Kriterierne, der ligger til grund for, hvem der inviteres, betragter vi som et internt anliggende,« oplyser Kongehusets kommunikationsafdeling.