De tilbragte juledagene dér, hvor Jesus blev født. I Betlehem. Nu ville han fluks af sted til Genesaret-søen, hvor miraklerne fandt sted, og så skulle de se løjer, mente han. Men ikke længe.
»Det havde jeg nu alligevel ikke troet,« sagde han med forbavselse i stemmen, da han stod i vand til knæene.
På engelsk siger man, at nogen er 'larger than life'. Og dét var, hvad rejsekongen Simon Spies på mange måder var. Men at han trods alt ikke var Jesus og kunne gå på vandet, fandt han i sin hashtåge ud af den decemberdag i 1966 ved Genesaret-søen.
I B.T.s sommerserie 'Spies bag facaden' er vi nået til kapitlet om Simon Spies' psykedeliske periode. En periode, hvor alt skulle prøves af.
Lsd, hash, morfin, kokain, amfetamin. Og lattergas. Som han aldrig slap.
»Han havde åbenbart behov for specielle oplevelser. Jeg tror, at han følte, at han måtte eksperimentere og finde ud af, om der var noget, han havde overset,« vurderer filmproducer Steen Herdel, som var ansat af Simon Spies.
Og selvom han ikke var med på rejsen til Israel, fik han siden den og Spies' øvrige rejser ind i sjælen beskrevet.
Indre rejser, hvor der skulle eksperimenteres med stoffer. I starten med hash.
Ordet 'hash' blev optaget af Dansk Sprognævn samme år, som Simon Spies troede, at han kunne gå på vandet.
Mens forargelsen over rusmidlet lyste ud af hr. og fru Danmark, blev det livligt debatteret – og ikke mindst brugt – i de intellektuelle kredse.
Gennem sit venskab med ægteparret og sexologerne Inge og Steen Hegeler hørte Simon Spies således om aktivisten Niels Holt og hans eksperimenter med stoffet. Spies var nysgerrig, og snart fik parret sat et møde op.
I biografien 'Simon Spies – Solkongens liv og tid' beskrives det, hvordan Simon Spies blev vind og skæv den aften.
Hvordan han rullede rundt på gulvet som en bjørn, sagde uforståelige lyde og kravlede omkring på alle fire.
»Det her er den bedste skid, jeg har prøvet at have på,« sagde han og råbte begejstret:
»Jeg vil bygge et tempel i Nepal. Vi skal allesammen til Nepal, og der vil vi bygge et tempel for hash-guden Børge. Skål for hash-guden Børge.«
Oplevelsen gav Simon Spies appetit på mere. Og ikke kun hash.
Niels Holt blev indlemmet i flokken af venner og fik som mission at planlægge rejser ud i verden, hvor det var muligt at eksperimentere med stoffer.
Men Simon Spies gik videre end det.
Snart havde han købt et gartneri i Nordsjælland, som selvsamme Niels Holt blev sat i spidsen for, og hvor de kunne lave deres egne eksperimenter.
»Simon fodrede jo blandt andet høns med hashplanter, og så spiste han deres æg om morgenen for at se, om der kom noget sjovt ud af det,« husker Steen Herdel.
Med sin vanlige sans for omtale fortalte Simon Spies gerne åbent om gartneriet.
»Vi har startet en psykedelisk afdeling inden for rejsebureauet – en forskningsafdeling – måske ender det med, at vi bygger et halleluja-land et eller andet sted. Sjælland eller Nepal,« fortalte han i et interview med magasinet Tidens Kvinder og beskrev sin mission som en søgen efter indre lykke.
Ikke kun på egne vegne. Men på danskernes.
»Når nu præsterne har så travlt med at drive rejsebureau, så er det da meget naturligt, at vi andre tager os af det sjælelige,« gnæggede formanden med slet skjult reference til sin største konkurrent, Tjæreborg Rejser, som præsten Eilif Krogager stod bag.
Selv gik han til den med de sjælelige eksperimenter. Morfin. Opium. Svampe. Meskalin. Kokain. Lsd.
Ud til kanten. Og ud over den.
I sommeren 1969 gik det galt. Så galt, at Simon Spies blev indlagt på den lukkede. Han havde ganske enkelt presset sit indre til det yderste. Havde, som hans informationschef Poul Møller Taasinge måtte viderebringe til den altid sultne presse, »overgjort sin brug af kemiske stoffer«.
Da han efter to uger blev udskrevet, lagde han eksperimenterne og stofferne på hylden. Næsten.
»Han kunne stadig godt lide lidt hash,« lyder det fra vennen Carl Bjerredahl, som først kom til i 1971 og dermed ikke oplevede Simon Spies' psykedeliske periode.
Men som nær ven har han en klar teori om, hvad det var, der drev Simon Spies.
»Han var jo psykolog, men havde ingen respekt for uddannelsen. Derfor mente han, at det var på tide, at nogen undersøgte, hvad der egentlig kunne gøres ved den hjerne. Og det flippede så helt ud for ham i 60erne.«
»Samtidig var han drevet af en stor nysgerrighed – af at prøve grænser af. Kombineret med kedsomhed over, at du næsten har opnået alt det, du har drømt om. Og det er svært at toppe.«
»Derfor lod han direktionen køre butikken, mens han selv eksperimenterede med det psykedeliske,« mener Carl Bjerredahl, som i 1971 var med Simon Spies på en sjælelig rejse til Nepal.
Hvor han dog aldrig fik bygget et tempel til hash-guden Børge, omend han ikke helt svigtede ham.
»Han røg hash hver eneste dag. Men da vi kom hjem igen, lagde han det på hylden.«
I lange perioder hverken røg eller drak Simon Spies. I de perioder forlangte han det samme af alle omkring sig.
Men ét rusmiddel kunne han aldrig slippe. Lattergassen.
Afhængigheden var startet tidligt under et besøg hos hans tandlæge. Simon Spies elskede rusen, det gav. Følelsen af, at kraniet løftede sig, så der var bedre plads til tankerne, som han engang beskrev den til Information.
Gennem flere år kørte hans chauffør ham til tandlægen et par gange om måneden, så han kunne få sit fix.
Men da Simon Spies siden fik egen livlæge, Jan Smith, foregik det hjemme i villaen i Rungsted, hvor han kunne nøjes med at ligge på en båre ved swimmingpoolen, hvor unge piger holdt masken, mens livlægen doserede gassen.
Om årtiers eksperiment udelukkende var på egne eller folkets vegne, vides ikke. Men én ting var sikker.
»Lattergassen blev han ved med til det sidste,« siger Carl Bjerredahl.
