Det var lige før, det krævede en ændring i min blodtryksmedicin!
Fredag skubbede jeg barnevognen rundt i bunden af Planche des Belles Filles, hvor vi så den vildt spændende afslutning på en storskærm.
Hold da op en start, vi har fået på årets Tour de France. Det er utroligt. Jeg troede egentlig, det skulle være stille og roligt. At Jonas og resten af rytterne skulle lade op til den tredje og sidste uge. Trappe op.
Men sådan har det ikke været. Jeg har ikke kunnet slappe af. Jeg kan jo ikke forlade min telefon, for så er der sket noget nyt.
Det hele går op i Tour de France for os. Enten ser vi det på mobilen. Ellers står vi et sted på etapen. Om aftenen ser vi 'AftenTour'. Så er man også godt træt, og så er det på hovedet i seng.
Vi stiller os ude på ruten, når det lige passer. Vi har jo lille Frida på halvandet år med, og hun gider bare ikke køre i bil. Til gengæld elsker hun at se cykelløb.
Hver gang, hun ser Jonas på telefonen eller i fjernsynet, råber hun ‘FAR’.
Vi har heldigvis også haft tid til at se Jonas efter etaperne. Det er kort – og med mundbind – men det er sådan, vilkårene nu er. Det er på hans og holdets præmisser.
Jeg ved, at det betyder meget for Jonas, at vi er i nærheden. Han ved, vi er der. Også ude på ruten. Vi fortæller ham, hvor vi cirka står, og så kigger han op. Han har overskud til at se os.
Vi er måske heller ikke lige til at overse, for der er både bannere og flag med, når vi står langs ruten.
Når han kommer forbi, råber jeg ‘Jonas’, eller ‘UHH’, eller … Ja, jeg råber egentlig bare. Råber, hujer og pifter. Han skal bare høre, at vi er der.
Det føles fedt, når de kommer forbi. Udbryderne. Hovedfeltet. Folk går amok, klapper og hylder dem. Og så er det hele forbi på to minutter. Var det så bare det? Var det virkelig det hele værd?
Det må jeg indrømme, at jeg synes. Jeg kan virkelig se, hvor stor Touren er. Det sætter så mange ting i gang. Folk står langs vejen alle steder og går så meget op i cykelløbet. Og vigtigst af alt: De holder en fest samtidig.
Selvom vi for længst har forladt Danmark, er der stadig fyldt med danskere. Vi møder selvfølgelig også en hel del langs ruten, og alle siger ‘Held og lykke’ – både til os og til Jonas. Det er meget rørende.
Lige der kan man mærke en stor forskel i forhold til sidste år. Det er altså anderledes. Der er flere, der kender og hepper på vores Jonas, og det er en fest.
Det betyder utrolig meget at få støtten. Både for os og for ham. Men den største støtte får han selvfølgelig fra Trine.
Hun sørger for at få ham til at falde til ro og hvile i alle de ting, han har oplevet. Og hun gør det sindssygt godt. Hun forklarer ham, at han også skal huske bare at nyde det. At opleve det.
For Touren er jo også en kæmpestor begivenhed, som man også skal huske at nyde – mens det sker og bagefter.
Det er jeg også sikker på, at han gør. Og jeg må samtidig sige, at man ikke kan få en bedre svigersøn end Jonas. Han er – vigtigst af alt – glad for min datter.
Men at se den måde, han bare falder ind og elsker at være sammen med familien. Det er fantastisk. Og så er jeg altså også sikker på, at Jonas også sætter pris på, at svigermor er med.
Nu glæder jeg mig til at følge ham resten af Touren. For mig er det her ægte sommer. Høj sol, ferie, børnepasning og cykelløb. Og så lidt arbejde indimellem, men det er nu meget lidt.
Sidste år rejste vi i en autocamper, og vi havde nogle utroligt lange dage, hvor vi tog af sted tidlig morgen og først var hjemme omkring midnat. Det var virkelig hårdt.
I år tøffer vi rundt i bilen og tager det lidt mere stille og roligt. Vi møder mange afspærringer her og der, når vi nærmer os ruten, men det tager vi stille og rolig.
Måske fordi bunden er lagt fra morgenstunden … Hver morgen henter vi friske flutes, smager på de gode croissanter og sætter tænderne i verdens bedste éclair. Der er et kæmpe udvalg af lækre brød og kager her i Frankrig.
