Der var under en måned til, at et af de med spænding mest ventede bryllupper skulle finde sted. Medierne labbede det i sig. »Hvad ønsker du dig allermest til dit bryllup?« spurgte B.T. forventningsfuldt den kommende brudgom. Uden tvivl i håbet om et frækt svar.
»En søn,« svarede han. Og tilføjede så med sjælden alvorsmine: »Men det kan desværre ikke lade sig gøre.«
Selvom det er knap fire årtier siden, at rejsekongen Simon Spies døde, lever myten om den excentriske og flamboyante rejsekonge stadig i bedste velgående.
Holdt i live af ikke kun det rejseselskab, der stadig bærer hans navn, men også af legendariske citater som 'hellere dårlig omtale end ingen omtale' og 'det er nu engang mere romantisk at være en kendt mangemillionær end et gammelt svin'.
Men hvem var Simon Spies bag facaden?
Det kaster vi i denne sommerserie lys over, når vi i fire kapitler zoomer ind på markante nedslagspunkter i Simon Spies' liv.
Hans drøm om at få børn var ét af dem.
I årtier var det noget, han koketterede med. Fortalte med det velkendte drilske glimt i øjet, at han satte en ære i, at firmaets unge kvinder havde en chance for at få et barn med chefen, hvis de gerne ville. Men i virkeligheden var det løgn. Og hans store sorg.
»Der var intet at gøre,« siger hans tidligere kæreste Inger Weile om hans drøm.
Som ung studerende blev Simon Spies ramt af fåresyge. En betændelse i spytkirtlerne, som der selv i dag ikke findes en behandling for, og som hovedsagelig rammer mindre børn.
Men rammer den voksne mænd, kan den sprede sig til testiklerne og i sjældne tilfælde føre til sterilitet.
Sådan ét tilfælde var Simon Spies.
Dengang koketterede han med det på Regensen i København, hvor han boede.
»Der er ingen fare. Jeg har haft fåresyge« skrev den 25-årige Simon Spies på en seddel, som han satte på døren til sit værelse. En beroligende hilsen til hans mange kvindebekendtskaber, som dermed ikke behøvede frygte en uønsket graviditet.
Senere – da han blev dén Simon Spies, mange af os husker – gik han dog noget mere stille med dørene.
»Der sad altid nogle unge piger på trappen op til sekretariatet, som kom og gerne ville giftes med Simon og føde hans arvinger.«
»Så grinede han bare af dem og sagde: 'Jeg kan faktisk ikke, så I kan godt gå hjem igen',« husker filmproducer Steen Herdel, som i midten af 70erne var ansat af og tæt på Simon Spies.
»Ofte kom der også nogen op til ham og sagde: 'Jeg er gravid med dit barn, du må give mig nogle penge'. Men det vidste han jo var løgn.«
Også Carl Bjerredahl, informationschef og nær ven af Simon Spies, husker, hvordan Spies morede sig med at sige til de unge piger, at deres lykke var gjort, hvis de fødte ham en arving.
»Men fordi han havde været syg som ung, vidste han godt, at han ikke ville kunne få børn,« siger Carl Bjerredahl, som er overbevist om, at dét, Simon Spies drømte om, var en arving, der kunne køre hans livsværk videre.
»Det var rent praktisk, og det var også derfor, at han giftede sig med Janni,« lyder vurderingen fra Carl Bjerredahl.
»Han ejede jo det hele selv, og det var derfor, at Glistrup til sidst sagde, at han var nødt til at gifte sig. For hvis han fik en tagsten i hovedet, ville staten tage hele molevitten.«
»Og det første, de ville gøre, var at slagte firmaet, og så ville der stå 1.300-1.400 mennesker på gaden uden job.«
»Det kunne han ikke leve med. Så han valgte altså at gifte sig. I sidste øjeblik skulle det vise sig.«
Men Inger Weile, der i starten af 1970erne var Simon Spies' kæreste gennem flere år, er ikke helt enig i de betragtninger.
»Jeg tror godt, at han ville have en familie,« mener hun.
Selv var hun som 14-årig startet som stuepige på Hotel Mercur i København. Og da Spies et par år senere købte hotellet og åbnede en 'tvangsbollekiosk' i protest mod lukkeloven, blev Inger Weile forfremmet til kioskpige.
Hun var stolt. Og hemmeligt forelsket i Simon Spies.
17 år gammel lykkedes det hende at blive inviteret med til en fest, hvor 'formanden' – som Spies blev kaldt – i den grad fik øjnene op for hende. Og de blev kærester.
Nærmest fra den ene dag til den anden flyttede hun ind i villaen i Rungsted, hvor de som par levede et næsten normalt liv. Eller så normalt som det nu kunne blive, når den ene part var Simon Spies.
Men de berømte morgenbolledamer røg ud. Kun hun, Simon Spies, en chauffør og rengøringsdamerne var i huset, og den unge Inger Weile tog sig af alt. Vaskede tøj, lavede mad, nussede om sin 33 år ældre kæreste.
»Jeg var dybt forelsket i manden,« sukker hun. Selvom hun i dag er 69, og der er løbet en hel del år gennem timeglasset.
Man må formode, at forelskelsen var gengældt. I hvert fald forsøgte parret igen og igen at få børn.
»Vi prøvede rigtig mange gange,« fortæller Inger Weile om de utallige sædprøver, der blev sendt til en specialist i Vejle og Uppsala i Sverige.
»Men der var ikke noget at gøre. Der var ingen levende celler. Nixen bixen. Det var han ked af, for han ville gerne have sine egne,« fortæller Inger Weile, som kendte til Simon Spies' fåresyge.
»Jeg tror godt, at han ville have en familie, og jeg tror, at det kunne have dæmpet ham lidt. Ligesom det gør med andre vilde mænd,« griner hun og tilføjer så:
»Og så en arving selvfølgelig.«
Men det fik han aldrig.
11. maj 1983 blev 61-årige Simon Spies gift med den 20-årige Janni Brodersen. Det var et bryllup, der blev præcis så vildt og prangende, som man kunne forvente af Simon Spies.
Og selvom han til B.T. blot en måned forinden ærligt havde erkendt, at han ikke ville kunne få en søn, var tonen anderledes over for hans unge brud.
Her sagde han, at det på grund af fåresygen nok ville være vanskeligt, men ikke umuligt.
»De kan så mange ting i dag,« stillede han ifølge bogen 'Simon Spies: Solkongens liv og tid' sin unge hustru i udsigt. Og hun håbede med ham.
11 måneder senere var hun enke.
