Han deler vandene mere end nogen anden dansk sportsstjerne lige for tiden.

For den 19-årige tenniskomet Holger Rune er nemlig havnet på alles læber efter sit grand slam-eventyr ved French Open for blot få uger siden.

Her viste stortalentet flere gange eksempler på sin vilde attitude, markante vredesudbrud og store temperament på banen.

Og derfor er der nu opstået to grupper blandt de tennisglade danskere.

Foto: YVES HERMAN
Vis mere

Dem, der hylder den unge dansker for at være sig selv i et hårdt elitemiljø, og dem, der ikke er tilhængere af danskerens ageren.

»Der er mange, der har meninger om mig, og det må de jo selv om. Det er forskellighed, og det er jo dejligt. Ellers ville det også være kedeligt at leve i denne verden,« lyder det som det første fra Holger Rune, da B.T. spørger ind til de mange holdninger udefra.

Herefter understreger han flere gange, at hvis ikke folk kan lide hans stil på banen, så er det ikke noget, han gider at bruge tid på.

»Folks negative holdninger rører mig ikke. Jeg lytter ikke til dem, hvis de ikke vil mig det bedste. Hvis de synes, det er det fedeste at have en mening om mig, så må de have det. Jeg er mig selv,« siger han og fortsætter:

»Jeg har min egen karakter, og den er meget udadvendt. Jeg prøver hver dag at arbejde på min attitude, men det er en proces. Og så er jeg kun 19 år. Man er jo ikke født perfekt.«

Det danske stjerneskud har da også for længst accepteret, at hvis han vil være verdens bedste tennisspiller, så er den enorme opmærksomhed og meninger fra omverdenen noget, der følger med.

»Det er en del af det at blive bedre. Jo bedre, jo mere fokus. Det kan man ikke undgå, og sådan er det,« forklarer han.

Og netop derfor vælger han da også kun at fokusere på dem, der støtter ham i jagten på verdenstoppen.

Foto: YOAN VALAT
Vis mere

»Jeg har så mange fans rundt omkring, der støtter mig, og det er dem, jeg fokuserer på. De vil mig det bedste,« lyder det fra Holger Rune.

Den danske stjerne erkender dog, at uanset hvordan han kommer til at agere fremover, så vil der nok altid være nogen, der ikke bryder sig om hans attitude på banen:

»På den ene side vil man gerne have forskellighed her i verden, men på den anden side vil man også gerne have, at folk er ens. Det virker nogle gange lidt mærkeligt.«

Men kan du forstå, at der måske er nogen, der mener, det til tider kan blive lidt for meget?

»Hvis folk synes, det er for meget, så tror jeg måske ikke, at de er helt så meget inde i, hvad sport egentlig er. Tennis er desuden en gentlemansport, så der må man ikke sige noget, for så bliver man smidt ud.«

»Og jeg er jo ikke blevet vist væk fra banen på noget tidspunkt, så jeg må jo opføre mig nogenlunde ordentligt, tænker jeg.«

Holger Rune skal den kommende tid forsøge at følge op på sin store præstation ved French Open, hvor han nåede kvartfinalen, når grand slam-turneringen Wimbledon serves i gang.

Wimbledon begynder 27. juni.