Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Den britiske premierminister Boris Johnson er lige nu ude i sin største politiske krise, og han er meget tæt på at være færdig.

Ja, han har aldrig før været tættere på at være »dead man walking« som premierminister.

Det mener Jakob Illeborg, der er B.T.s internationale korrespondent, efter Boris Johnson onsdag har erkendt og undskyldt for parlamentet, at han 20. maj 2020 deltog i en fest i hans embedsbolig på Downing Street.

Til de inviterede var sendt besked ud med teksten 'tag jeres eget sprut med', og på billeder har man kunne se Boris Johnson nyde festen med gæsterne.

Det var på præcis samme tidspunkt, hvor de menige briter ikke måtte mødes med en person uden for deres hjem, fordi den galopperende smitte med coronavirus skulle stoppes.

»Det er slutspil for Boris Johnsons politiske karriere. Ikke bare i oppositionen og i eget parti, men bredt i den britiske befolkning er vreden meget stor,« siger Jakob Illeborg.

Boris Johnsons indrømmelse har da også vakt enorm opmærksom på den anden side af Nordsøen.

»Jeg så BBC her til morgen, hvor folk fortæller historier om, hvordan de selv har været afskåret fra at tale med familiemedlemmer, der skulle dø. Og det var på samme tidspunkt, Boris Johnson altså var til fest,« siger Jakob Illeborg og tilføjer:

Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T.
Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T. Foto: Jon Wiche
Vis mere

»Det er helt tydelig dobbeltmoral, at han stod og prædikede, at folk skulle blive inden døre og kun se de nærmeste, mens han holdt fest i haven i Downing Street. Det kan nærmest ikke være mere hyklerisk, og det kan man se i de britiske medier.«

Helt konkret var der da også stor vrede fra flere politikere, da Boris Johnson kom med sin undskyldning i parlamentet.

»Jeg ønsker at undskylde. Der var ting, som vi simpelthen ikke gjorde rigtigt, og jeg må tage ansvaret,« sagde Boris Johnson samtidig med mange tilråb fra politikerne.

Jakob Illeborg mener heller ikke, at den erkendelse og beklagelse hjælper Boris Johnson.

»Boris Johnsons undskyldning er ikke nok, og han er er tæt på at være dead man walking,« siger B.T.s korrespondent.

Den britiske avis The Sun skriver 'The party is over, Boris Johnson'. Hvad tror du?

»Ja, det tror jeg faktisk. Boris Johnson er tæt på dead man walking. Men jeg tror mest på, at der går lidt tid, inden han stopper,« siger Jakob Illeborg og tilføjer:

»Han er en fighter, ja en ren Houdinni. Han har før vist, at han kan sno sig ud af de særeste ting, så man skal ikke udelukke ham.«

Ud over Boris Johnsons ret vilde evne til at være fighter, har Jakob Illeborg da også to andre argumenter for, at han trods alt kan ende med at overleve.

»Der er ikke lige et alternativt klart til at blive formand for Det Konservative Parti efter Boris Johnson. Og Labour, der er det andet store parti, ser heller ikke så stærke ud i øjeblikket,« siger han og slutter:

»Det er svært at se ham rejse sig op igen, men hans politiske liv afhænger af andres villighed til at lade ham sidde.«