Der kører en politibil forbi huset. Bjarne Skovmark kigger efter den, men han slapper af igen, da der ikke er udsigt til, at den stopper op eller vender om.
Han er gået under jorden med sin congolesiske hustru, Jeanne Mwange. Hun har overlevet væbnede overfald, voldtægt, kidnapning og flugt. Men nu vil de danske myndigheder sende hende tilbage til et land, der ikke har været hendes hjem i over 20 år, hvor konflikterne fortsat raser, og hvor hun intet familie har tilbage.
»Jeg får panikanfald hele tiden, og jeg sover ikke om natten. Hver gang der kommer et brev i e-Boks, begynder jeg at ryste, fordi jeg ikke ved, hvad beskeden er,« fortæller Jeanne Mwange.
Hvis ikke hun var blevet skilt fra sine søskende under flugten fra DR Congo i slutningen af 1990erne, var hun højst sandsynligt blevet hentet til Danmark som kvoteflygtning, ligesom de blev det.
Men en række uheldige omstændigheder gør nu, at Jeanne Mwange bliver vurderet anderledes end sine søskende. Hun står sågar ringere end andre congolesiske flygtninge. I dette øjeblik henter Danmark nemlig flygtninge fra DR Congo til landet som kvoteflygtninge.
I 2020 meddelte udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, at Danmark igen ville modtage kvoteflygtninge, efter Danmark ikke har modtaget nogen siden 2016. Meldingen var 200 kvoteflygtninge i både 2020 og i 2021 primært fra DR Congo.
De congolesiske flygtninge kommer hovedsagelig også fra en af de provinser, som Jeanne Mwange kommer fra, Syd-Kivu, hvor konflikterne har været værst. Derudover er et af fokusområderne særligt udsatte, herunder enlige kvinder uden et netværk i landet.
»De vil sende mig tilbage, mens de henter folk til Danmark fra præcis samme område, med samme historie og samme udfordringer som mig. Hvordan kan de forklare det? Jeg vil vide, hvad jeg har gjort forkert, siden jeg bliver behandlet anderledes,« lyder det fra Jeanne Mwange.
For at forstå hendes situation skruer vi tiden tilbage til 1998. Her brød en langvarig krig ud i DR Congo. Flere millioner blev dræbt i brutale massakrer, og den dag i dag sender væbnede konflikter stadig tusindvis af civile på flugt. Dansk Flygtningehjælp kalder situationen for en af verdens største humanitære kriser.
Jeanne Mwange flygtede med sin familie på nær moren, som nogle år tidligere var død i barselsseng.
»Vi var en del af en stor gruppe mennesker, der flygtede, men på et tidspunkt blev der affyret skud mod os,« fortæller hun og bliver stille et øjeblik.
»Det er svært at tænke tilbage på. Men en af mine søstre og jeg blev skilt fra resten af familien. Vi gemte os i et hus, hvor en hel familie var slået ihjel. Der var et spædbarn, der var skåret ud af maven på en gravid kvinde.«
Stemmen knækker. Jeanne og hendes søster fandt ikke resten af familien og fortsatte deres flugt på egen hånd.
De endte deres flugt i 2002 i Sydafrika, hvor de fik status som kvoteflygtninge. Hendes far og en bror blev slået ihjel i DR Congo. De resterende fem søskende kom til en flygtningelejr i Uganda, hvor Danmark efterfølgende håndplukkede dem som kvoteflygtninge, og de har derfor opholdstilladelse i landet i dag.
»Sydafrika var ikke et trygt sted. Der var meget kriminalitet. Jeg oplevede tre gange at blive kidnappet og voldtaget.«
Bjarne Skovmark, som sidder ved siden af sin kone, kan ikke holde tårerne tilbage, når hun siger ordet voldtægt.
Efter mange år i Sydafrika, hvor Jeanne var overbevist om, at hun havde mistet resten af familien, opsøgte hun Røde Kors, som fandt frem til de andre søskende i Danmark. I 2012 rejste Jeanne Mwange til Danmark på et turistvisum, fordi en af søstrene skulle giftes.
»Det var lykke og gråd, da vi så hinanden. Vi ønskede ikke for noget i verden at blive adskilt igen,« forklarer hun.
Hun startede sin egen asylsag, men hendes sag blev afvist med henvisning til, at Sydafrika var hendes første asylland. I tiden, mellem hun havde søgt, fået afslag og klaget, udløb hendes beskyttelsesstatus dog i Sydafrika, og de vil derfor ikke tage imod hende mere.
Trods et hav af klager og ansøgninger frem og tilbage holder Flygtningenævnet fast i afslaget på asyl med den begrundelse, at hun ikke er konkret individuelt forfulgt.
Hvorfor vil du ikke acceptere, at Flygtningenævnet vurderer, at du ikke er i fare i DR Congo?
»Hvis jeg rejser tilbage til Congo, er min grav allerede gravet. Jeg ved, hvad jeg flygtede fra. Folk flygter stadig. Folk dør. Der er ingen, som lever et godt sted, der ønsker at flygte fra det sted. Hvis jeg havde noget i Congo, ville jeg tage tilbage, men det har jeg ikke. Jeg har al min familie her, så mit hjem er her,« siger Jeanne Mwange.
For nylig meddelte udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye i et debatindlæg i Politiken, at principperne i det nuværende asylsystem skal ændres. En af hans hovedpointer er, at den danske asylpolitik skal hvile langt mere på FNs kvoteflygtningesystem.
Professor i migration og flygtningeret ved Københavns Universitet, Thomas Gammeltoft-Hansen, forklarer, at problemstillingen opstår, fordi Jeanne Mwange og hendes søskendes sag bliver vurderet af forskellige myndigheder.
»Uden at kende den konkrete sag, kan det jo godt undre, at den pågældende ansøger har fået afslag, når flere af hendes nære familiemedlemmer er i samme situation, samtidig har fået ophold i Danmark som kvoteflygtninge. Men det kan blandt andet hænge sammen med, at de danske asylmyndigheder og FN’s Flygtningehøjkommisariat anlægger en forskellig asylretlig vurdering,« forklarer han.
Når Danmark tager kvoteflygtninge, bliver de valgt på baggrund af FN's vurdering af personens beskyttelsesbehov, hvor der også bliver lavet en vurdering af, om personen har været i en situation så længe, at vedkommende hverken vil kunne integreres lokalt eller vende hjem.
»Det er interessant i forhold til regeringens nuværende planer om at ændre asylsystemet, hvor der lægges vægt på, at vi skal tage flere kvoteflygtninge, og at de ofte har et højere beskyttelsesbehov sammenlignet med dem, der kommer spontant, ja, så står man nu i en situation, hvor personer med tæt tilknytning til ansøgeren har fået ophold som kvoteflygtninge, men hvor de danske asylmyndigheder altså er nået til en anden vurdering i denne sag. Det illustrerer, at kvotesystemet og det spontane asylsystem ikke altid taler sammen.«
Når man står med en sag, hvor familiemedlemmer bliver vurderet forskelligt, er der så ikke noget at gøre?
»Det er en forudsætning i det internationale flygtningesystem, at der ikke er nogen central international domstol, der kan beslutte over landene. Derfor ser vi desværre også ofte, at der er stor forskel på, hvordan hvert enkelt land vurderer tilsyneladende ensartede sager.«
