Lige siden Valdemar Hansens legendariske revyvise fra 1895 er der blevet sejlet op ad åen – Odense Å – mens musikken har spillet lystigt.

Men det er desværre ikke det eneste, der sejler op ad åen.

For i takt med klimaforandringerne og de dermed langt hyppigere voldsomme skybrud bliver der udledt betydeligt større mængder urenset spildevand i naturen fra de mange såkaldte overløbsbygværker i og omkring Odense, end der gjorde for blot få år siden.

I 2017 og 2018 blev der hvert af årene således udledt cirka 0,9 millioner kubikmeter urenset spildevand fra overløbene.

Mens der i 2019 og 2020 til sammenligning blev udledt henholdsvis 1,77 mio. og 1,62 mio. kubikmeter brun- og grågrumset, urenset spildevand.

Den slimede masse indeholder de forurenende stoffer kvælstof og fosfor.

Sådan ser det ud, når urenset spildevand blandet med regnvand udledes direkte i Odense Å. Der er 110 af disse såkaldte overløb i Odense og i alt 175, hvis alle under Vandcenter Syd, der også dækker Nordfyns Kommune, regnes med. Foto: Jens Anton Havskov
Sådan ser det ud, når urenset spildevand blandet med regnvand udledes direkte i Odense Å. Der er 110 af disse såkaldte overløb i Odense og i alt 175, hvis alle under Vandcenter Syd, der også dækker Nordfyns Kommune, regnes med. Foto: Jens Anton Havskov Foto: Foto: Jens Anton havskov
Vis mere

Langt den største del af spildevandet ledes direkte ud i Odense Å og havner i sidste ende i Odense Fjord, hvor stofferne har betydelig negativ påvirkning på liv og omgivelser for fisk, planter og dyr.

Overløbene, som der er 110 af i Odense og i alt 175, hvis man også tæller VandCenter Syds installationer i Nordfyns Kommune med, kommer i brug, når det – som det er sket flere gange alene i denne uge – regner så vildt og voldsomt, at det eksisterende kloaknet ikke kan følge med.

Koncentreret spildevand bliver dermed blandet med regnvand, og når mængden bliver for stor i kloaksystemet, løber det over og må ledes direkte ud i blandt andet Odense Å.

»Det svarer til, når et badekar bliver fyldt. Anlægget er i princippet bygget som et badekar: Når du fylder så meget vand i, at det ikke længere kan være der, så er der et lille hul, det kan løbe ud af igen, inden det hele bliver oversvømmet,« forklarer Andreas Bassett, områdechef for drift i VandCenter Syd.

»I den optimale verden kom al vandet gennem renseanlægget, men infrastrukturen er ikke gearet til det. Så mængden af udledning fra overløbene vil være bestemt af regnmængden og af kapaciteten i kloaksystemet. Og selvfølgelig intensiteten af regnen,« siger Andreas Bassett.

Christoffer Lilleholt (V), by- og kulturrådmand i Odense, er klar over, at der ligger en stor opgave forude.

Han peger på, at der allerede er lavet og er gang i en række projekter, som skal imødegå blandt andet udledningen af urenset spildevand. Men han erkender samtidig, at situationen kræver endnu mere.

Foto: Jens Anton Havskov
Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

»Vi kan se, at vandmængden stiger, og det er vi nødt til at tage bestik af. Vi har kontinuerligt projekter i gang i hele Odense – særligt i forbindelse med nye udstykninger og byggerier – men udfordringen er samtidig, at det eksisterende kloaknet er gammelt og ikke er dimensioneret til den situation, vi har i dag,« siger Christoffer Lilleholt.

»Så vi kommer ikke uden om at bruge flere penge på det her. Over de næste par år ser vi ind i, at vi skal bruge flere midler på at sikre os mod mere vand fra oven, mod mere vand fra neden – grundvandet – og mod mere vand fra siden – havet. Blandt andet er der behov for kystsikring. Desværre må vi sige, at staten ikke har været en særlig aktiv medspiller til den del. Det vil vi selvfølgelig meget gerne have, staten begynder på,« siger rådmanden.

Hvad synes du om, at man i Odense hvert år bliver nødt til at lede langt over en million kubikmeter urenset spildevand direkte ud i naturen?

»Det er frygteligt for vores vandmiljø og for den biodiversitet, vi gerne vil have. Det er også derfor, vi har indgået et stort samarbejde med VandCenter Syd, Danmarks Naturfredningsforening og flere andre for at imødegå det. Odense Fjord har det i forvejen ikke godt, så vi skal gøre alt, vi kan, for at forbedre tilstanden,« siger Lilleholt.

Anders W. Berthelsen (S), medlem af By- og Kulturudvalget, er helt enig i, at det er tvingende nødvendigt at fokusere endnu mere på at få bragt udledning af urenset spildevand ned. Og på klimasikring i det hele taget.

»Der er jo lavet en klimahandleplan, så det er ikke, fordi det er noget, der ligger langt nede på den politiske dagsorden. Men vi må bare sige, at det er kommet bag på alle – også i Odense – at det er gået langt hurtigere med klimaforandringerne, end nogen havde troet. For bare få siden havde ingen regnet med, at vi ville mærke det så hurtigt. Det er kommet bag på alle,« siger han.

Foto: Jens Anton Havskov
Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

»Der er blevet lavet store projekter blandt andet i Tietgenbyen med tanke og bassiner, som skulle forhindre overløb med urenset spildevand. Men vi bliver hele tiden overhalet af virkeligheden, så det er klart, at der skal kigges på det her igen. Det koster penge, ja, men i sidste ende er der jo kun forbrugerne og skatteyderne til at betale,« siger Anders W. Berthelsen.

Også hos det konservative udvalgsmedlem, Kristian Guldfeldt, vækker B.T.s overblik over omfanget af spildevandsoverløb bekymring.

»Det understreger endnu engang, at vi skal sætte tempoet op på det her område. Det er ikke måden at drive en by på,« lyder det fra Kristian Guldfeldt, som fortsætter:

»Jeg kan godt være bekymret for, at vi i debatten får et for ensidigt fokus på klima. Vi skal huske, at der er andre vigtige elementer også.«

Søren Freiesleben repræsenterer Enhedslisten i By- og Kulturudvalget.

Han er overrasket over, at det ikke – med de penge, der allerede er afsat til at udbygge kloaknettet, så regnvand og spildevand holdes adskilt – er lykkedes at reducere udledningerne.

»Jeg troede faktisk, at vi var på vej i den rigtige retning med det, der er sat i gang omkring separatkloakering. Det er noget, vi skal helt til livs. Der skal ikke lukkes noget urenset spildevand ud i vores systemer. Der kommer jo nogen ting ud i naturen, som ikke hører til derude.«

Giver det her dig anledning til at gøre noget yderligere?

»Jeg har tænkt mig at spørge ind til det på tirsdag (hvor der er udvalgsmøde, red.). Hvis nogen kan sige, at der gøres, hvad der kan, så er det jo sådan. Men jeg kunne godt tænke mig at bede forvaltningen om en status på det her,« lyder det fra Søren Freiesleben.

Der er ifølge tal fra Miljøstyrelsen tale om knapt 1.500 tilfælde af overløb af urenset spildevand til åer og vandløb i Odense Kommune i 2020.