Da OL-guldvinderen Viktor Axelsen i august meldte ud, at han sagde farvel til landsholdstræningen i Brøndby og flyttede til Dubai for at bo og træne, ramte det som et lyn fra en klar himmel.

Nyheden delte Danmark i to. Nogle bakkede op om beslutningen, andre rasede over valget af Dubai med landets blakkede ry omkring menneskerettigheder, men internt i badmintonmiljøet var det reelt ingen nyhed.

Faktisk langtfra.

B.T. kan nu fortælle, at Viktor Axelsens hemmelige plan om at flytte til Dubai har været i støbeskeen igennem længere tid.

Efter OL-triumfen i august flyttede Axelsen til Dubai.
Efter OL-triumfen i august flyttede Axelsen til Dubai. Foto: MAST IRHAM
Vis mere

Kilder i badmintonverdenen fortæller, at mange kendte til planen allerede i foråret 2020 – for snart halvandet år siden.

Til fleres overraskelse formåede planen at blive holdt internt, uden medierne fik nys om det, selvom flere omkring Axelsen kendte til Dubai-flytningen.

Det var først i august 2021 i kølvandet på OL-triumfen, at Axelsen i et interview med Jyllands-Posten afslørede sin nye bopæl i Dubai, hvor han nu træner fremadrettet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Viktor Axelsen, så det er uklart, om det var planen at flytte allerede i 2020, og hvorvidt det var coronapandemien, udskydelsen af OL til 2021 eller familieforøgelsen sidste år, der muligvis satte et midlertidigt stop for planerne.

En del af Axelsens planlænging har også handlet om et nyt træningsmiljø i Dubai, hvor han bruger emiratets træningskompleks NAS Sports Complex. For undervejs har han prøvet at lokke de allerbedste herresingle-spillere væk fra Danmark.

Havde Axelsen fået sin vilje, kunne det have været en potentiel bombe under landsholdstræningen i Brøndby.

TV 2 Sport var først med historien om, at Anders Antonsen, Rasmus Gemke samt landstræner Kenneth Jonassen alle blev spurgt om at følge med til Dubai. Samme oplysninger erfarer B.T. også.

Kenneth Jonassen var med på sidelinjen, da Axelsen vandt OL-guld.
Kenneth Jonassen var med på sidelinjen, da Axelsen vandt OL-guld. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Var Gemke og Antonsen fulgt med Axelsen til Dubai – de tre bedste danske herresinglespillere – kunne det have trukket tæppet helt væk under det danske setup i Brøndby, hvor Axelsen har haft udgangspunkt i sin karrieres massive triumfer som OL-guld, VM-guld, All England-triumf samt mange andre titler.

Indtil videre har Axelsens træningssetup i stedet talt en blanding af spillere fra udlandet og Danmark samt Skovshoved-træneren Henrik 'PK' Rohde, som også er Axelsens svigerfar.

I Badminton Danmark fortæller formand Tore Vilhelmsen, at han ikke kendte til Axelsens Dubai-planer i 2020, men han peger også på, at han først tiltrådte som formand i september samme år.

Dog har man hørt om 'rygterne' omkring Axelsens forespørgsel til flere af spillerne i træningsmiljøet i Brøndby.

»Vi har hørt en masse rygter. Jeg har ikke spurgt Viktor om det, men jeg skal ikke kunne sige, om andre har,« siger han til B.T.

Ifølge formanden agter han ikke at tale med Axelsen om superstjernens bevæggrunde for at lokke flere danske landsholdsspillere med til Dubai.

»Nu er Viktor taget af sted, og de andre er her. Som jeg har sagt hele tiden, skal vi have det bedste ud af det. Vi er enormt ærgerlige over, at han er smuttet, og vi så meget gerne, han blev her. Men nu er det sådan, det er,« siger han og fortsætter:

»Viktor må have lov til at prøve det af, ligesom alle andre må, og så finder vi ud af det på den bedste måde. Jeg har ikke så mange kommentarer til det lige nu, for os er der ikke så meget nyt i det. Nu skal vi have fokus på det sportslige.«

Anders Antonsen fik tilbuddet om at komme med til Dubai.
Anders Antonsen fik tilbuddet om at komme med til Dubai. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Anders Antonsen omkring hans nej tak til Dubai. Han er ikke vendt tilbage. I podcasten 'The Badminton Experience', som Antonsen laver sammen med landsholdskollega Hans-Kristian Vittinghus, berører de Axelsen-situationen.

»Vi vidste, han ville flytte til Dubai, så det var ikke breaking news for os. Det blev måske lækket, lidt før det var planlagt. Jeg var forberedt på det, jeg vidste, han ikke ville være der efter OL,« siger Antonsen i podcasten.

I podcasten berører Vittinghus og Antonsen også de potentielle konsekvenser for træningsmiljøet i Brøndby efter Axelsens exit.

»Jeg ville selvølgelig foretrække, Viktor var her. Men jeg er ikke så bekymret på den lange bane, hvis det kun er ham. Selvfølgelig hvis du (Anders Antonsen, red.) smuttede, hvis (Rasmus, red.) Gemke også smuttede, ville det være en anden situation,« siger Vittinghus i podcasten og tilføjer:

»Jeg tror ikke, vi kunne have råd til, at du (Anders Antonsen, red.) og (Rasmus, red.) Gemke smuttede. Men forhåbentlig sker det ikke,« lyder det fra Vittinghus, der ikke ønsker at uddybe over for B.T.

Som konsekvens af Axelsens flytning meldte Badminton Danmark ud, at Axelsen ikke længere ville kunne gøre brug af landstræner Kenneth Jonassen i individuelle turneringer på World Touren.

Det vil være muligt for Axelsen at blive coachet af Jonassen ved EM og VM både for hold og individuelt.

Forbundet har dog endnu ikke meldt en helt konkret plan ud for, hvordan samarbejdet med Axelsen kommer til at være fremadrettet. Axelsen er udtaget til Sudirman Cup i Finland om to uger, hvor han skal repræsentere Danmark.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken sportschef Jens Meibom eller landstræner Kenneth Jonassen. Begge holder ferie.