»Det handler om det kick, det giver, hver eneste gang man spiller og jagter penge – hurtige penge. Men på et tidspunkt tager det over, og man bliver total irrationel i sine handlinger.«

Ordene kommer fra Morten Vester Nielsen, 28 år og efterskolelærer. Og nu tidligere ludoman.

15. februar i år greb han sin smartphone, som han ellers indtil da mest brugte til at dyrke sin spillelidenskab med femhundredekronesedler på højkant på masser af fodboldkampe, håndboldkampe og amerikansk NBA-basket.

Men denne gang brugte han ikke telefonen som redskab til at gamble på, at eksempelvis favoritholdet Arsenal skulle være foran 2-0 ved pausen.

I stedet tastede han nummeret til Center for Ludomani i Odense for at bede om hjælp til at komme ud af sin spilafhængighed.

Forinden var han blevet sat stolen for døren. Hans nærmeste var ikke i tvivl om, at det var kommet langt ud af kontrol. Inderst inde vidste han det egentlig også godt selv. Det var bare først nu, han for alvor var klar til at gøre noget ved det.

»Når man undervejs i en kamp kan se, at man er ved at tabe, så skal man have et nyt spil i gang. Det kan sagtens være på den samme kamp. Det handler bare om at vinde de penge tilbage, man lige har tabt. Det er dét, der driver værket,« siger Morten Vester Nielsen.Foto: Jens Anton Havskov
»Når man undervejs i en kamp kan se, at man er ved at tabe, så skal man have et nyt spil i gang. Det kan sagtens være på den samme kamp. Det handler bare om at vinde de penge tilbage, man lige har tabt. Det er dét, der driver værket,« siger Morten Vester Nielsen.Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

»Det er altid sjovere at fortælle, når man vinder. Man snakker aldrig om det, når man har tabt. Man kan måske godt sige, 'jeg havde en dårlig dag i går', men man går altså ikke i detaljer med, hvor meget man har mistet. Det er jo pinligt. På den måde kommer man til at lyve for sin omgangskreds. Men man lyver aller mest over for sig selv,« siger Morten Vester Nielsen, som stammer fra Mors.

Siden den mandag i februar, da han kontaktede Center for Ludomani, er han ikke faldet for fristen til at spille en eneste gang.

»Jeg har fået et helt andet liv, efter jeg holdt op med at spille. Jeg er mere glad, jeg er mere social, og jeg er i det hele taget meget mere til stede. Jeg tror, jeg har haft nogle stresslignende symptomer dengang. For det handler hele tiden om det næste spil. Og nogle gange også om at skaffe penge til det. Man bliver afhængig af spændingen og den form for lykkefølelse, det giver, når man trykker på knappen,« forklarer han.

»Når man undervejs i en kamp kan se, at man er ved at tabe, så skal man have et nyt spil i gang. Det kan sagtens være på den samme kamp. Det handler bare om at vinde de penge tilbage, man lige har tabt. Det er dét, der driver værket,« siger Morten Vester Nielsen.

Han begyndte at jagte de hurtige penge, da han som 18-årig blev myndig og dermed fik mulighed for at åbne en spillekonto. Sådan en har han haft hos stort set alle de online bettingselskaber, der er tilgængelige.

Nogle gange er det gået godt. Ovenikøbet rigtig godt. Andre gange endnu dårligere.

»Det er altid sjovere at fortælle, når man vinder. Man snakker aldrig om det, når man har tabt,« siger Morten Vester.Foto: Jens Anton Havskov
»Det er altid sjovere at fortælle, når man vinder. Man snakker aldrig om det, når man har tabt,« siger Morten Vester.Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

I de seneste ti år har der været perioder på op til seks-syv måneder, hvor han slet ikke har spillet. Men så er han begyndt igen.

»Det har typisk været fra fredag klokken 17 til søndag klokken 21 eller 22 på sofaen med computeren og telefonen. Og fastfood. Og så har det bare heddet fodbold, fodbold, fodbold, håndbold, basket, fodbold – og en masse penge ud af vinduet,« siger han og tilføjer:

»Nogle gange har det været, som om jeg var i en form for trance i 48 timer, inden hverdagen meldte sig igen. Fra fredag aften til søndag aften. Mens det stod på, har det været fint. Men efterfølgende – søndag aften, hvor det jo var ved at være mandag, og jeg skulle op på arbejde – så har jeg godt kunnet mærke, at det var forkert, når jeg ikke havde succes. Så har det sat sig i maven, og det har sat sig i hovedet. Og man spørger sig selv, hvorfor man ikke kunne lade være,« siger Morten Vester Nielsen.

Hans spillelidenskab er heldigvis ikke gået ud over hans arbejde som efterskolelærer. Et job, han er yderst glad for, og som han nu har på fjerde år.

Han har ikke i løbet af de seneste ti år, hvor ludomanien har styret en stor del af hans liv, sat sig i gæld, som han ikke har været i stand til at betale tilbage.

»Men jeg har brugt hele min børneopsparing, og indtil februar, da jeg stoppede med at spille, brugte jeg også de fleste af de penge, jeg har tjent som ansat på skolen,« siger han.

Den største økonomiske optur, han har oplevet som spiller, er samtidig også den største nedtur:

»Der var en lørdag, hvor jeg startede med 200 kroner på kontoen. Og så ramte jeg bare alt, jeg spillede på. Simpelthen alt, uanset om det var før-spil eller liveodds. Det var, som om jeg kunne gå på vandet. Det fortsatte bare, og lørdagen efter havde jeg 75.000. Jeg ringede til en kammerat og spurgte, om han kunne gætte, hvor meget jeg havde på kontoen. Han gættede på 10.000 kroner. Da jeg fortalte ham, at jeg havde 75.000 på kontoen, sagde han: 'Træk dem nu ud. Træk dem ud'.«

»Det handler om det kick, det giver, hver eneste gang man spiller og jagter penge – hurtige penge. Men på et tidspunkt tager det over, og man bliver total irrationel i sine handlinger,« fortæller Morten Vester, som efter behandling nu er kommet godt ud på den anden side af sin spilafhængighed.Foto: Jens Anton Havskov
»Det handler om det kick, det giver, hver eneste gang man spiller og jagter penge – hurtige penge. Men på et tidspunkt tager det over, og man bliver total irrationel i sine handlinger,« fortæller Morten Vester, som efter behandling nu er kommet godt ud på den anden side af sin spilafhængighed.Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

Men det gjorde Morten ikke. Han ville vinde mere.

»Om søndagen var jeg nede på 15.000, og så ville jeg selvfølgelig vinde noget af det tilbage. Men om tirsdagen havde jeg tabt det hele. Selv de 200 kroner, jeg startede med.«

Morten Vester Nielsen havde 31. maj den sidste af 14 behandlinger på Center for Ludomani.

På grund af coronapandemien har samtalerne foregået via Skype. Men det har fungeret helt, som han håbede, da han langt om længe søgte hjælp for sin spillelidenskab for mere end et halvt år siden.

Fra at have været så afhængig af at sætte penge på højkant, at han sågar i pauserne i de serie 2-fodboldkampe, han selv deltog i, var nødt til som det første at tjekke sine kuponer og Premier League-resultaterne på sin smartphone, når han kom ind i omklædningsrummet, har han siden da ikke gamblet med så meget som en bøjet halvtredsøre.

»Det er håbløst, at det har kunnet fylde så meget. Det har jo styret alt. Jeg planlagde min dag efter, hvornår jeg kunne oddse. Det har kostet mig en masse socialitet. Der er ingen tvivl om, at folk, der har været tæt på mig, er blevet skubbet væk nogle gange, fordi jeg har haft en 'kort lunte', når det ikke gik godt. Jeg ville da ønske, at jeg aldrig havde været i en situation, hvor jeg kunne sætte det her over forholdet til familie, kæreste og omgangskreds,« siger han åbent og ærligt.

Nu er situationen dog en anden:

»Helt generelt er jeg vist meget nemmere og sjovere at være sammen med nu,« siger han med et skævt smil.

»Jeg bliver tit spurgt: 'Hvor mange penge har du brugt?' For mig handler det faktisk ikke så meget om de penge, jeg har mistet. Det er mere det, jeg har udsat familie, kæreste og omgangskreds for. Jeg har ind imellem været ubehagelig og træls at være sammen med. Jeg ville jo hellere have, at der ikke havde været de episoder. Hvis jeg kunne lave det om, ville det være langt vigtigere end de penge, jeg har brugt,« siger han.

Umiddelbart efter Morten Vester Nielsen havde den sidste samtale som led i behandlingen ved Center for Ludomani, skrev han en åbenhjertig besked på sin Instagram-profil om forløbet. Og om hvor han står nu.

Han har ikke fået andet end positive reaktioner.

»Det er rart bare at være et menneske, der kan fungere på alle fronter. Jeg er sindssygt glad for beslutningen,« siger han.

Har du – eller nogen, du kender – konkrete oplevelser med spilafhængig og følgerne af den, så skriv til redaktionen på: tipodense@bt.dk