»Tro mig, det er de forkerte, du stjæler fra. Nu kommer der til at ske en masse ting i dit liv.«

Beskeden får Patrick en lørdag aften i september. Måned efter måned bliver beskederne kun værre og mere truende.

For Patrick har lånt penge af de forkerte. Penge, han ikke kan betale tilbage. Han er nu en jaget mand, og det rammer hans familie.

De får også beskederne – og oplever det, som er langt mere ubehageligt. At nogen kommer uanmeldt på besøg.

For Patrick var et lån fra en fremmed i en lånegruppe på Facebook den eneste løsning. Han kan ikke låne andre steder, fordi han er i RKI, men han skulle aldrig have lånt flere penge. Det gik galt, og nu vokser gælden.
For Patrick var et lån fra en fremmed i en lånegruppe på Facebook den eneste løsning. Han kan ikke låne andre steder, fordi han er i RKI, men han skulle aldrig have lånt flere penge. Det gik galt, og nu vokser gælden. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det skete for hans ekskone og to små børn klokken 1 en septembernat. To bredskuldrede mænd hamrede på vinduerne, mens de lå og sov.

Mændene sagde ikke noget og forsvandt ud i mørket kort efter. Budskabet var alligevel tydeligt: Betal.

»Jeg er bange for dem. Jeg har nerverne uden på tøjet og får ikke ro,« siger 29-årige Patrick.

Han holder sin venstre hånd frem foran sig. Den ryster.

Det påvirker Patrick meget, at hans dårlige økonomi også går ud over hans nærmeste. Du kan høre mere om hans historie i videoen øverst i artiklen.
Det påvirker Patrick meget, at hans dårlige økonomi også går ud over hans nærmeste. Du kan høre mere om hans historie i videoen øverst i artiklen. Foto: B.T.
Vis mere

Patrick er langtfra den eneste, som oplever skyggesiderne af det sorte lånemarked på Facebook. I en serie artikler møder B.T. nu ofrene og bagmændene i den voksende millionforretning.

»Jeg tror, at der hver måned bliver lavet flere tusinde lån,« fortæller udlåneren Jonas, som du kan møde i videoen øverst i artiklen, og som vi vender tilbage til senere i B.T.-serien.

Han tjener omkring 60.000 kroner om måneden på de ulovlige lån, som kan være op til 24.000 gange dyrere end tilladt.

De farlige lån kan også få alvorlige konsekvenser, hvis man ikke kan betale pengene tilbage.

B.T. talte sidste år med Jonas, som er gået langt for at få sine penge tilbage. Men han ved, at andre udlånere går endnu længere. Dårlige betalere får taget deres bil, ejendele og tvunget til at betale ekstra renter.
B.T. talte sidste år med Jonas, som er gået langt for at få sine penge tilbage. Men han ved, at andre udlånere går endnu længere. Dårlige betalere får taget deres bil, ejendele og tvunget til at betale ekstra renter. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

For Patrick begynder det hele i sommeren 2019, hvor han aftaler nogle uovervejede og dyre lån til en rente på 100 procent i en lånegruppe på Facebook.

»Jeg tænkte overhovedet ikke over det. Jeg havde behov for pengene og står i RKI, så jeg havde ikke andre muligheder.«

Det første lån er på 2.500 kroner til 'almindelig overlevelse'. Kort efter låner Patrick 7.000 kroner mere for at reparere sin bil. Han har et arbejde og tænker, at han måneden efter godt kan betale det dobbelte beløb tilbage, som udlåneren kræver. Det går bare ikke som planlagt. Patrick bliver uventet ramt af angst, stress og depression og ender på sygedagpenge.

»Min hverdag faldt pludselig fra hinanden, og det ændrede alt for mig.«

Beskeden modtog Patrick fra en af udlånerne. Teksten er grafisk gengivet her.
Beskeden modtog Patrick fra en af udlånerne. Teksten er grafisk gengivet her. Foto: B.T.
Vis mere

Hans gæld vokser sig samtidig kun større. Med ekstra renter skylder han mere end 20.000 kroner væk til flere udlånere.

I de mange lånegrupper på Facebook laver udlånerne ikke kreditvurderinger ligesom banker og ved sjældent, om en låner også skylder penge andre steder.

Det gør det eksempelvis nemt at optage lån for de knap 200.000 danskere, der er registreret i RKI som dårlige betalere. For Patrick betyder det, at han igen aftaler endnu et dyrt lån med høj rente for at betale af på sin gæld.

»Pludselig stod jeg med tre-fire lån. Jeg mistede bilen, min kone gik fra mig, og jeg endte på gaden.«

Det økonomiske helvede brænder under Patrick, og udlånerne rykker ham konstant for gælden.

De presser på med trusler og chikane, som er udbredt i den private lånebranche. Her er myndighederne sjældent på udlånernes side, fordi de dyre lån oftest er ulovlige. I stedet gør de brug af kynisk egeninkasso. Alle Patricks nærmeste bliver kontaktet og får i dag stadig beskeder fra ukendte personer.

På Facebook er Patrick for nylig også blevet hængt ud som pædofil af en falsk profil, der udgiver sig for at være en ung pige. Han er også flere gange blevet advaret om, at den ubetalte gæld vil fortsætte med at få konsekvenser for ham og hans familie.

»Det er mig, som har sat min familie i den situation. Det slås jeg med hver dag,« siger Patrick.

En tilsyneladende falsk profil af en ung pige har kommenteret på et af Patricks billeder, hvor han er sammen med sine børn.Formålet er at chikanere ham så meget, at han til sidst betaler sin gæld. Patrick har bare ikke pengene.
En tilsyneladende falsk profil af en ung pige har kommenteret på et af Patricks billeder, hvor han er sammen med sine børn.Formålet er at chikanere ham så meget, at han til sidst betaler sin gæld. Patrick har bare ikke pengene. Foto: Privatfoto
Vis mere

Truslerne gør ham rædselsslagen. For flere af udlånerne gør det samtidig tydeligt, at de har tilhørsforhold til en kriminel gruppering.

Deres Facebook-profiler med billeder af barske typer kan være falske, men risikoen for, at personerne bag taler sandt, er skræmmende nok.

»Hver gang jeg får en trussel, får jeg et angstanfald,« siger Patrick.

Selv om han gerne vil betale pengene, kan han ikke. Patrick bor på et midlertidigt bosted for hjemløse og er uden arbejde.

Sammen med et forbrugslån og gæld til det offentlige skylder Patrick op mod 400.000 kroner væk.

Med 1.400 kroner udbetalt om måneden er det et bjerg, han ikke ser sig selv bestige.

»Det er forfærdeligt at tænke på. Det sidder i mine tanker hele tiden.«

Du har lånt penge af private. Kan du sætte dig ind i deres frustration?

»Jeg forstår godt, de gerne vil have deres penge. Hvis jeg virkelig ville stjæle fra dem, havde jeg ikke skrevet med dem for at finde en løsning.«

Patricks undskyldninger og forklaringer har købt ham tid, men hos flere af udlånerne er tålmodigheden opbrugt.

Patrick har lånt penge af private lånehajer. Patrick har haft svært ved at betale gælden tilbage, så nu er den steget til det dobbelte, samtidig med at han bliver udsat for alle mulige former for trusler.
Patrick har lånt penge af private lånehajer. Patrick har haft svært ved at betale gælden tilbage, så nu er den steget til det dobbelte, samtidig med at han bliver udsat for alle mulige former for trusler. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

En af dem har truet med, at nogen 'udefra' snart bliver sendt ud for at indkassere pengene, og så bliver gælden automatisk firedoblet.

»Jeg sidder i lort op til halsen nu,« konstaterer Patrick.

Han har ikke involveret politiet i sine problemer, men det har andre i samme situation tidligere forsøgt uden at få hjælp.

Det eneste råd, som Patrick fokuserer på, kommer fra hans økonomirådgiver, som har sagt, at han skal sikre sine få penge til at betale for medicin og ikke gæld. Når han igen er landet på benene, håber Patrick at få et job og begynde at betale de lån af, som han aldrig skulle have taget.

»Jeg låner aldrig penge på den måde igen. Det er slut.«