»Jeg har en forventning om, at der vil være færre festivaler næste år. Desværre.«

Så kontant lyder konklusionen, efter Mette Frederiksen mandag forlængede forsamlingsforbuddet til og med august og dermed tvang danske arrangører til at aflyse sommerens festivaler.

Ordene kommer fra Ronnie Hansen, der er direktør for sport, kultur og underholdning hos kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese.

»Som alle andre steder i markedet vil nogle festivaler komme til at gå konkurs på grund af corona-krisen.«

Han vil ikke sætte konkrete navne på festivaler, der er særligt udsatte for konkurs, men han understreger, at aflysningerne kommer til at veje tungt hele vejen rundt.

»Det er et rigtig hårdt slag for festivalerne, for de kompensationpakker, der er lige nu, tager ikke fuld højde for den særlige økonomiske situation, festivaler er i.«

»Festivaler tjener deres profit på ganske få dage, og derfor kommer de i voldsomme økonomiske problemer.«

Der er en gruppe af festivaler, som ifølge Ronnie Hansen er særligt udsat. Det er dem, som han kalder ‘mellem festivaler’. Altså festivaler, der er arrangereret af mindre, lokale organisationer, men som også har internationale navne på programmet.

(ARKIV) Roskilde Festival er blandt de festivaler, som Ronnie Hansen har en forventning om klare sig gennem corona-krisen.
(ARKIV) Roskilde Festival er blandt de festivaler, som Ronnie Hansen har en forventning om klare sig gennem corona-krisen. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

»Det er typisk dem, der ikke har et højt bundnivaeu på billetsalget, og som har det lidt hårdt hvert år. De har penge ude og svømme både i Danmark og internationalt.«

Større festivaler - særligt dem, der er en del af et internationalt samarbejde - står væsentligt bedre stillet, da de i højere grad har adgang til det internationale kapitalmarked.

»Det har de foreningsdrevne festivaler ikke. De kan ikke gå ud og finde ti millioner på den måde.«

Festivalerne kan dog gøre noget for at holde sig oven vande for nu. De kan nemlig bede billetindehavere om at overføre deres 2020-billet til 2021.

Det har blandt andre Roskilde Festival gjort, og selvom det ifølge Ronnie Hansen er lidt som at tisse i bukserne for at holde på varmen, er det den bedste løsning.

»Det er dyrt at låne penge og finansiere en festival, og på den måde låner arrangørerne lidt af forbrugerne. Samtidig sparer de penge på markedsføring, fordi de ikke vil have ligeså mange billetter at sælge senere.«

Festivalgængere kan også gøre deres for, at deres yndlingsfestival overlever corona-krisen: De kan allerede nu købe en billet - også selvom den ikke kan indløses i år.

Selv har Ronnie Hansen netop købt billet til Tønder Festival.

Det er ikke kun arrangørerne bag festivalerne, der rammes hårdt af corona-krisen. Også de små forretningsdrivende, der rejser rundt på festivalerne, vil mærke konsekvenserne.
Det er ikke kun arrangørerne bag festivalerne, der rammes hårdt af corona-krisen. Også de små forretningsdrivende, der rejser rundt på festivalerne, vil mærke konsekvenserne. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Hvis man synes, at festivalen er god og vigtig for lokalsamfundet, kan man hjælpe den ved at købe en billet.«

Men hvordan kommer festivallandskabet så til at se ud næste år, når arrangørerne atter kan få lov til at byde på øl i kopper og musik under åben himmel? Også det har Ronnie Hansen et bud på:

»Jeg tror, vi vil se et festivaldanmark skudt afsted med en raket, fordi de har haft ekstra tid til at gøre klar. Det er virkeligt skidt i år, men jeg forventer også et kæmpe festivalscomeback næste år.«

»Jeg har forventning om, at der bliver solgt virkelig mange billetter. Mange vil være begejstrede for at få deres festivaler tilbage.«