Om natten ser han den ældre mand for sit indre blik.
Han ser ham balancere på skinnerne. Svaje. Og falde.
Nat efter nat genoplever han dét øjeblik, hvor toget rammer manden. Ofte vågner han badet i sved, med hjertet i halsen og angsten trommende i brystet.
I april 2018 kørte lokomotivfører Carsten Lutz ind i en dement mand, der havde forvildet sig ned på S-togsskinnerne ved Danshøj Station.
»Jeg kom fra Valby med to vognsæt, jeg var forsinket og kom rundt i en blød kurve, da han pludselig gik på skinnerne foran mig.«
Carsten Lutz trak i bremsen, men påkørslen var uundgåelig. Det var første gang, han påkørte et menneske.
Hvert år bliver mennesker dræbt på de danske jernbaner. I 2018 blev 10 mennesker dræbt, mens andre 10 kom alvorligt til skade ved ulykker. Derudover begik 31 selvmord ved at kaste sig ud foran et tog. Det viser tal fra Trafikstyrelsen. Desuden blev der i 2018 indberettet 921 såkaldte nærved-påkørsler.
Carsten Lutz har været involveret i flere af dem. I løbet af kun 14 måneder oplevede han endnu to påkørsler og tre nærved-påkørsler. Det har ødelagt livet for de pårørende til ofrene. Og det har ødelagt Carsten Lutz' liv.
Det første, han husker efter den første påkørsel, er lydene fra passagererne. Nogle råbte og bankede på ruden ude fra perronen, andre bankede – inde fra toget – på døren til førerhuset. Alle var i chok. Også Carsten Lutz.
Som en robot gennemførte han de procedurer, han vidste, at han skulle. Han slog alarm til politi og brandvæsen. Kaldte passagererne over højttalerne og fortalte at, der havde været en personpåkørsel. Han tog imod de to læger, der straks meldte sig til at yde førstehjælp. Ringede til fjernstyringscentralen og bad om lov til at forlade toget. Derefter gik han sammen med lægerne ud for at se til den ældre mand.
Da han vendte tilbage til toget, mødte han passagerer, der utålmodigt spurgte: »Hvornår kører du videre?«
For Carsten Lutz er køreplanen aldrig blevet helt den samme. I september 2019 fik han konstateret posttraumatisk stress (PTSD). Godt nok var han 17 dage efter den første påkørsel tilbage i førerhuset af sit S-tog, men oplevelsen har trukket spor i ham.
Spor, der kun er blevet dybere i løbet af de næste 14 måneder, hvor han havde fire andre nærved-påkørsler.
To gange var det alt for tæt på at gå galt:
I november 2018, da en mand spadserede langs skinnerne, idet Carsten Lutzs tog strøg forbi med 70 km i timen.
Og i marts 2019, da Carsten Lutz blev overrasket over en jernbanefunktionær, der uset arbejdede ved siden af skinnerne.
Tredje gang gik det helt galt.
Det var en fredag aften i februar 2019, hvor en ung mand valgt at begå selvmord ved hjælp af et tog.
Det var ikke Carsten Lutz' tog, der ramte ham: 'Men jeg så noget vådt på skinnerne, da jeg kørte forbi. Først tænkte jeg, at det var en høne fra en nærliggende gård, og kørte videre, men da jeg 40 minutter senere var på vej i den anden retning, stoppede jeg op for at undersøge det.'
Carsten Lutz stod med en lommelygte inde i førerhuset og lyste ud i mørket. Men han var ikke forberedt på det syn, der mødte ham, da lyskeglen fangede et livløst ansigt.
Med hjertet galopperende i brystet fik han slået alarm og fik gennet passagererne ned bagest toget, før strømmen gik. Det er normal procedure, når alarmen går, men det betød, at han og samtlige passagerer den næste time sad i buldermørke, før politi og redningsmandskab nåede frem.
Selvom det var den ubetinget værste oplevelse, var det ikke den, der endeligt knækkede ham. Det var derimod en oplevelse en sommeraften i 2019, da en kollega cyklede på baneområdet og have 'glemt', at Carsten Lutz' tog var på vej.
Kollegaen drejede ud mod skinnerne, lige idet S-toget passerede. Carsten Lutz var magtesløs. Kun fordi kollegaen i sidste sekund sprang af cyklen, undgik han at blive trukket ind under toget.
»Jeg plejer ikke at være aggressiv, men jeg skældte ham ud, som jeg aldrig har skældt nogen ud før,« husker Carsten Lutz.
Den aften kørte han hjem, sygemeldte sig og har ikke siden været på arbejde. I september 2019 fik han konstateret PTSD. Men han havde noteret sig de første symptomer allerede efter den første påkørsel.
»Jeg begyndte at kaste op uden grund. Hvis jeg blev det mindste stresset, for eksempel hvis jeg skulle besøge mine forældre, kastede jeg op.«
Siden er listen over symptomer kun vokset. Han glemmer ord, som forleden, da han så en elefant i fjernsynet og sagde til sin kone: »Se, en flodtand.«
Han, der altid har været en handlingens mand, kan pludselig ikke beslutte sig for simple ting, som for eksempel hvilken parkeringsplads han skal vælge, hvis der er mere end én ledig.
Også kroppen er forandret: »Jeg plejer at være forfængelig, men nu ser jeg jo forfærdelig ud,« siger han og kigger ned ad sig selv. Håret er blevet tyndere, og maven er større, end han bryder sig om. Selvom han ikke spiser meget, er han oppustet, for fordøjelsen er gået i stå.
Han kan få hovedpine af at følge børnene på seks og otte år i skole, han er initiativløs og må de fleste dage byde sin kone velkommen hjem med ordene: 'Undskyld, at jeg ikke har nået noget.'
Han er overfølsom over for lyd og lys – og tog, som man kan se i videoen ovenfor.
To gange har han været indlagt med angstanfald, for angsten ligger på lur de mest uventede steder. For eksempel når han er sammen med sin kone og pludselig tror, at han skal dø.
»Jeg er slet ikke den mand, jeg var før.«
I september blev han fyret fra DSB. Det har på ingen måde forbedret situationen.
»Forestil dig, at kernen af problemet er PTSD'en, men alt det, der følger efter: Vores usikre økonomi, min krop, der ikke fungerer, og min vrede, det er dét, der bekymrer mig,« siger han.
I det nye år skal han i behandling på Psykiatrisk Center Ballerup.
Her vil han få til opgave at indtale et bånd om ulykken med selvmorderen. Når han har genfortalt ulykken i alle detaljer, skal han genhøre båndet – igen og igen, indtil hans krop har lært, at fortællingen hører fortiden til.
Angsten er et uberegneligt væsen. Langsomt skal han udfordre den og øve sig i at kunne køre i tog igen.
»Jeg skal turde bevæge mig hen til dyret og opdage, at løven i virkeligheden bare er en kat.«
Han tror aldrig, han kommer til at sidde i et S-tog igen. Lydene frekvenslydene fra motorerne får hans krop til at gå i panik, men regionaltogene har andre lyde, så dem kan han måske lære at være passager i.
Lægerne har sagt, at det vil tage et års tid, før han igen kan begynde at tænke på en fremtid.
»Jeg bliver aldrig mig selv, som jeg var før. Men jeg skal genfinde mig selv som far og ægtemand.«
Og han skal finde sig et nyt arbejde. For èn ting er han sikker på:
»Jeg kommer aldrig til at køre tog igen.«
