Indbrud, hærværk, ildspåsættelse, tyverier og trusler er blevet en del af hverdagen for medlemmerne og de frivillige i Brønshøjs lokale håndboldklub.
»Vi har haft problemer med, at de sidder ude ved indgangen og forsøger at tage telefonerne fra de små. De truer også de små, og det kan vi ikke holde til.«
Sådan siger den frivillige træner og formand for Freja Håndboldklub i Bellahøjhallen Lars Pedersen til B.T., mens han viser den gang, der leder ind til hallen.
Det er her, de oftest opholder sig i en større gruppe på mellem 10 og 20 stykker. Og det er her, de truer og skaber utryghed blandt klubbens især yngre medlemmer.
»Børnene er så utrygge, at de beder deres træner om at følge dem ud,« siger Lars Pedersen.
Han fortæller, at dem, der skaber utrygheden, også selv er børn og unge teenagere mellem 9 og 13 år.
Det er den samme flok, der kommer hver gang, men han ved ikke, hvor de kommer fra i byen, siger han og pointerer, at der udelukkende er tale om børn af indvandrere.
Sidste år satte de ild til dommerbordet inde i hallen, og for nylig har de ødelagt samtlige døre og låse og brudt ind i både styrketræningsrum og kælder, hvor de har kastet rundt med tingene.
I kælderen kunne Lars Pedersen se, de havde holdt fest.
Torsdag sidste uge ringede formanden, der selv bor i den anden ende af Brønshøj, til SSP for at få dem til at hjælpe ham med at smide dem ud.
Men svaret fra den anden ende af røret lød, at han måtte ringe til politiet, fordi de hos SSP ikke havde tid til at håndtere det.
Lars Pedersen fulgte SPP's opfordring og ringede til politiet.
»Siden er de kommet forbi hver aften. Men er det meningen, at vi bare skal ringe til politiet hele tiden? Det er ligesom at give op i min bog,« siger Lars Pedersen.
At de bruger hallen og området omkring som opholdssted eller klubhus, er ikke noget nyt. Det har stået på de sidste fire år, fortæller Lars Pedersen.
Men inden for de sidste tre måneder er det begyndt at eskalere fuldstændig, siger han og peger over på en dør, der fører ind til den anden hal.
»Ovre i hal to render de og pisser og spytter på gulvet og slæber ting frem og tilbage, og herhenne har vi fået et hul i gulvet, fordi de har kørt på skateboard,« siger han.
Og selvom politiet dukker op, er det begrænset, hvad de kan gøre, for børnene er under den kriminelle lavalder.
Lars Pedersen er glad for, at politiet dukker op, nu hvor SSP ikke har tid til det, men det kan også bekymre ham:
»På den ene side er det trygt, at politiet kommer her, men på den anden side er det også et tegn på, der er noget galt. Og hvor lang tid kan vi bære det i forhold til medlemstallene?«
Han fortæller, at de venter på, at Bellahøjhusene bliver erklæret et ghetto-område, så de kan få nogle flere midler at gøre godt med, for indtil videre er der intet, der har virket.
»Jeg synes, det er skræmmende, at ting skal gå helt i stykker, før man gør noget ved det,« fastslår han.
Dengang han selv startede som frivillig i klubben for et årti siden, sad der en vagt ude i gangen, og der var der ingen problemer, siger han.
Men nu er vagten sparet væk, hvilket betyder, at det er Lars Pedersen og de andre frivillige trænere, der må tage sagen i egen hånd og konfrontere og smide folk ud.
»Det kan ikke være rigtigt, der ikke kan blive holdt opsyn med vores lokaler. Hvis jeg skal være udsmider, vil jeg have penge for det. Jeg gider ikke sætte mit ansigt på spil gratis,« siger Lars Pedersen
Han har selv før smidt uromagerne ud. Eller i hvert fald forsøgt så godt, han kunne.
Men det er sjældent, de vil lytte. Og det er ofte, der bliver smidt grimme ord tilbage i hovedet på ham.
»Nu er jeg lidt kraftig, så jeg er jo 'et fedt svin, der bare skal lukke røven'. Og det bliver sagt tæt på mit ansigt,« siger han og fortæller om en oplevelse, han havde med to piger, han forsøgte at smide ud:
»Jeg har et problem med min stemme, som du kan høre. Jeg snøvler lidt. Så de siger, jeg skal lære at tale ordentligt. Og om jeg taler sådan til dem, fordi de er indvandrere. De er rimelig snu. De ved godt, hvordan de skal ramme.«
Han fortæller, at han ikke bryder sig om det, fordi mange af drengene er højere end ham, og de kører hinanden op i en flokmentalitet.
»Det gør mig trist, for jeg bruger den største del af min fritid her, hvis ikke al min fritid,« siger Lars Pedersen og fortæller, han ikke er alene med den følelse.
De fleste andre frivilliges grænse er også ved at være nået.
»Jeg tror, de fleste er ved at give op i det her. Og det er vores største udfordring. Vi kan ikke tåle at miste frivillige. Det er det eneste, vi har,« siger han.
B.T. har talt med SSP, som understreger, at de unge, der lige nu har sin færden i Bellahøjhallen, ikke er de samme, som B.T. tidligere har omtalt i en række artikler om uroligheder i området omkring Bellahøjhusene.
Ydermere bekræfter de, at de torsdag modtog et opkald fra Lars Pedersen.
»Vi er jo ikke et beredskab, som bare kan rykke ud, når man ringer. Det er et samarbejde mellem politiet og de kommunale forvaltninger,« siger Raid Tolba, der er sekretariatschef for SSP i København, og tilføjer:
»Samarbejdet med kommunen indebærer selvfølgelig opsøgende gadeplansmedarbejdere, men i dette tilfælde havde de ikke mulighed for at komme forbi, fordi de befandt sig andre steder i byen. Derfor bad vi dem ringe 114 og bede om lokalpolitiet, som også er en del af SSP-arbejdet.«
