Gennemsigtige slanger ledte medicinen ind i hendes krop. Langsomt talte Signe Bak Klit baglæns fra 100.
»99, 98, 97, 96….,« messede hun og gled ind i en døs.
Det næste, hun husker, er, at hun vågnede og fik øje på sin kæreste Jonas. Med det samme vidste hun, at ingenting ville blive, som hun havde forestillet sig.
»Mine øjne og mit hjerte græd. Jeg kunne ikke slippe tankerne om, at det, der var sket, var definitivt. Jeg ville aldrig kunne få de to fodbolddrenge, jeg har drømt om, siden jeg var en lille pige,« skriver hun i den bog, som hun og hendes mand netop har udgivet.
Det her er historien om en af de stærkeste drifter. Trangen til at sætte børn i verden. Signe Bak Klit og Jonas P. Klit ved, hvordan det føles, når drømmen om børn ikke kan gå i opfyldelse.
Begge er i dag 40 år gamle. De har været sammen, lige siden de for 19 år siden mødtes på en idrætshøjskole i Sønderborg.
I 2004 tegnede livet let og lyst for dem. Hun var i gang med at uddanne sig som lærer, mens hans læste på Handelshøjskolen i Aarhus.
De var flyttet sammen i en to-værelses lejlighed, da hun rutinemæssigt - ligesom alle andre unge kvinder i Aarhus - blev indkaldt til en screening for celleforandringer i livmoderen. Screeningen afslørede, at der var celleforandringer i hendes underliv, så Signe Bak Klit fik foretaget et keglesnit i livmoderhalsen - ‘bare for en sikkerheds skyld’, som lægen sagde.
En uge senere var hun til samtale på Skejby Sygehus, men hun var på ingen måde forberedt på lægens første sætning:
»Der er ingen god måde at fortælle det her på. Celleforandringerne har desværre udviklet sig til kræft.«
Men lægen havde også ‘en god nyhed’. Inden kræftbehandlingen, der med sikkerhed ville ødelægge hende æggestokke, tilbød han at fjerne et stykke af den ene æggestok og fryse den ned 'til senere brug'.
Signe Bak Klit var 24 år. Hun havde lige fået at vide, at hun havde livmoderhalskræft og havde ikke mange tanker til overs for kommende børn. Men hun sagde ja tak.
Få dage efter bortopererede lægerne et lille stykke væv fra hendes ene æggestok og fløj det til Rigshospitalet, hvor det var blevet frosset ned - og gemt.
Derefter fjernede de hendes livmoderhals. Og få dage efter - da det viste sig ikke at være nok til at stoppe kræften - resten af hendes livmoder. Fire operationer måtte hun igennem, før lægerne havde kræftcellerne under kontrol.
Den eneste følelse, der fyldte hende i månederne efter operationerne, var følelsen af uretfærdighed. Mens venner og veninder begyndte at tale om at sætte børn i verden, kæmpede Signe Bak Klit for sit liv.
I månedsvis fik hun både strålebehandlinger og ugentlige kemobehandlinger for at slå de sidste snyltende kræftceller i sin krop ihjel.
På det tidspunkt sendte hun ikke mange tanker til æggestokken, som lægerne havde fjernet. Men fem år senere - i 2009 - var hun raskmeldt, og tanken om børn begyndte igen at røre på sig, både hos hende og hendes mand.
Parret kontaktede lægerne for at spørge til den nedfrosne æggestok. Fertilitetslægerne på Skejby Sygehus og Rigshospitalet var klar.
Dengang var både danske og internationale læger så småt begyndt at forske i en alternativ form for reproduktion. De drømte om, at de nedfrosne æggestokke kunne opereres tilbage i Signe Bak Klits krop, hvor de ville begynde at producere æg. Med sin unge alder var hun den ideelle kandidat for forskerne.
Lykkedes det lægerne at tø æggestokken op, operere den tilbage i Signes krop og få den til at producere æg, som kunne fjernes og i et laboratorium befrugtes med Jonas’ sæd, ville det ikke bare være et forskningsmæssigt gennembrud. Det ville være en sensation, som kunne betyde store forandringer for kræftramte kvinder.
Signe og Jonas Klit havde derfor fuld opmærksomhed ikke bare fra de danske, men også fra internationale lægers side.
»Jeg følte mig som en rock-star,« siger Signe Bak Klit. For både hun, hendes mand og et helt hold af førende fertilitetslæger heppede på, at det skulle lykkes dem at blive gravide.
Der var bare ét problem. Signe Bak Klit havde ingen livmoder. Hun ville aldrig kunne bære et barn. Skulle det lykkes dem at få et barn, skulle de bruge en rugemor.
I løbet af de næste syv år brugte Signe Bak Klit og Jonas P. Klit omkring 1.mio kr. på dét projekt. Et projekt, der bragte dem ikke bare på kant med loven, men også med deres egen etik.
LÆS MED I NÆSTE KAPITEL AF 'JAGTEN PÅ ET BARN'
