Onsdag kom det frem, at Thalia Pitzner er blevet meldt til Nordsjællands Politi for at have delt en video på sin Instagram-story i sidste uge af en afklædt au pair-pige.

I videoen, som B.T. har set, zoomer Thalia Pitzner ind på naboens au pair. Au pair-pigen sidder i sit private værelse - afklædt, kun iført bh - og smører creme i ansigtet.

På selve videoen står der 'mor anbefaler naboens au pair til at holde op med at være afklædt hver aften for åben skue', mens man i baggrunden kan høre Katerina Pitzner sige 'jeg bliver helt flov på hendes vegne'.

Thalia Pitzner griner og siger højt:

»Tager lige sin aftenrutine her i sit undertøj foran os,« inden videoen, der blev delt med Thalia Pitzners over 60.000 følgere, slutter.

Au pair-pigen, som bliver filmet, føler sig meget krænket over, at hun er blevet filmet på sit private værelse, uden at være vidende om det, og er meget chokeret over hele situationen.

B.T. har nu været i kontakt med Thalia Pitzner, der har følgende kommentarer om episoden:

»Jeg er frygteligt ked af, at der er en person, der har følt sig chokeret og krænket over det her, og det har slet ikke været min intention på nogen måde. Det har på ingen måde været min hensigt at gøre det over for nogen mennesker og har aldrig været det,« siger Thalia Pitzner til B.T.

Hvorfor lagde du videoen ud?

»Pr. refleks grundet et øjebliks manglende omtanke.«

Kan du forstå, at det er ubehageligt for hende, at hun bliver filmet i sit private hjem, og du lægger det offentligt på nettet? Kan du forstå, hun føler sig krænket?

»Ja, det kan jeg godt.«

Thalia Pitzner gør det også klart over for B.T., at man i videoen ikke kan se hverken au pair-pigens 'numse eller ben'.

Ville du ikke også synes, det var ubehageligt, hvis nogen filmede dig på dit private værelse, imens du sad i bh, og lagde det på Instagram?

»Som jeg er, så kan man nok ikke sammenligne det med mig. Jeg er ret 'loose' i forhold til sådan noget.«

Er der noget, du har lyst til at tilføje?

»Min mor har intet med det her at gøre. Jeg er ikke bosat hos min mor og selve story'en har intet med min mor at gøre. Hun var ikke en del af, at den blev filmet, så den skal ikke spejdes over på hende.«