Stoffer er en del af teenagelivet på linje med alkohol og sex, siger Julius Mygind. Men mange forældre lukker øjnene for unges adgang til blandt andet hash og kokain.

»Forældre burde forberede sig selv og deres børn på, at stofferne er en del af livet. På samme måde som de forbereder dem på at drikke,« siger Julius Mygind, der er coach og foredragsholder.

Julius Mygind har selv været der. Som 14-årig begyndte han at ryge hash, og i flere år eksperimenterede han med både kokain, amfetamin, ecstasy og MDMA.

Hans forældre, Lise Mühlhausen og skuespiller Peter Mygind, kæmpede for at få deres søn til at indse, at han var misbruger og hjælpe ham ud af afhængigheden.

Som 14-årig begyndte Julius Mygind at ryge hash, og eksperimenterede i flere år også med kokain, amfetamin, ecstasy og MDMA.
Som 14-årig begyndte Julius Mygind at ryge hash, og eksperimenterede i flere år også med kokain, amfetamin, ecstasy og MDMA. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Da det i sidste uge kom frem, at den 20-årige sanger Hugo Helmig var endt i detentionen efter en kokainrus, sendte Peter Mygind en hilsen til hele familien Helmig.

Bedre end nogen ved familien Mygind, at stofmisbrug ikke kun ødelægger den unges liv. Det rammer hele familien. Men de ved også, at der er et liv på den anden side af afhængigheden.

Ni år efter Julius Mygind droppede stofferne, hjælper den 27-årige i dag andre unge, der kæmper med at føle til utilstrækkelige, ensomme eller som er endt i et misbrug. Alene sidste år var han i kontakt med 30-40 unge med et eskalerende forbrug af stoffer:

»Jeg kan ikke hjælpe dem, der har været afhængige i otte år, men jeg kan hjælpe dem, der er på vej ud i et misbrug, med at bryde et dårligt mønster,« siger han.

Hans klienter er typisk børn af den bedre middelklasse eller overklassen. Det er unge mellem 15-25 år, der har penge og masser af muligheder i livet. Men det er også unge, der har et kæmpe forventningspres hvilene tungt på skuldrene. For de SKAL blive en succes.

Ungdommen for de unge og smukke, der fødes til et godt og komfortabelt liv, kan føles som ‘et langt kapløb’.

»Det hele handler om at være den første, der når frem - til den første million, den første Porche eller det bedste job,« siger Julius Mygind. I dét kapløb kan man let få brug for stimulanser.

»Angsten for at være en fiasko får de unge til at tage stoffer.«

For ham selv var det en svær erkendelse at nå frem til. Samme problem møder han hos sine klienter. I sit arbejde bruger han derfor sin egen historie til at fortælle, at selvom det hele - hus, familie, skole, tøj, og kærester - udefra ser rigtigt ud, så kan det sagtens føles forkert indeni.

At eksperimentere med stoffer er ifølge Sundhedsstyrelsen et ungdomsfænomen. Det topper, når de unge er 16-19 år. Kun meget få prøver stoffer første gang efter deres 20-års fødselsdag.

Misbruget kan være svært at få øje på for forældre, for det udvikler sig langsomt. Professor Mads Uffe Pedersen fra Center for Rusmiddelforskning siger:

»Det er en trip-trap-bevægelse. De begynder med at ryge cigaretter og drikke alkohol. I 14-års-alderen ryger de cannabis, derefter kommer andre stoffer til - måske begynder man som 16-årig på MDMA, kokain eller amfetamin.«

Julius Myginds klienter er typisk unge med penge og masser af muligheder. Men det er også unge, der kæmper med et tungt forventningspres. For de skal blive en succes.
Julius Myginds klienter er typisk unge med penge og masser af muligheder. Men det er også unge, der kæmper med et tungt forventningspres. For de skal blive en succes. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Tidligere har Julius Mygind blandet andet hjulpet Magnus Trampe Broch, der som 20-årig var endt i et kokainmisbrug. Nu har de to, sammen med deres mødre, skrevet bogen ‘Mit barn tager ikke stoffer - jeg har spurgt…’

Både Julius og Magnus kommer fra stabile familier, hvor nærhed og kærlighed aldrig har været en mangelvare. Alligevel endte begge i et stofmisbrug.

Julius Myginds mor, Lise Mühlhausen, beskriver det som ‘skamfuldt’, at hendes søn tog stoffer.

»Jeg følte, at jeg ikke var lykkedes som mor. Jeg følte mig skyldig over ikke at havde kunnet hjælpe mit barn.«

De fire forfatteres pointe er, at forældre skal holde fast i deres intuition, hvis de mistænker deres børn for at tage stoffer.

»Forældrene skal holde øje med, hvordan børnene har det. De skal blive ved med at være der for dem. De unge skal ikke afsløres og skældes ud, men have at vide, at forældrene er der for dem, lige meget hvad de gør,« siger hun.

Men det er ikke forældrenes skyld, at deres barn tager stoffer. For Julius Mygind blev mødet med stofferne en tiltrængt pause i en svær tid. Som 14-årig blev han overfaldet på gaden - to gange. Han havde det svært i skolen og var - kort sagt - under pres.

»Hashen gav mig en pause fra tankerne på en helt anden måde end alkohol kunne. Jeg blev afhængig, første gang jeg røg. Ikke fysisk, men psykisk. Allerede dagen efter tænkte jeg, at jeg skulle ryge igen.«

I begyndelsen var det en fest, men i løbet af de fire år, hvor han tog stoffer, eskalerede festen til et dagligt misbrug, der først endte, da han som 18-årig måtte droppe ud af sit studie på grund af depressive tanker, isolation og angst.

Han opdagede først for sent, at han var blevet afhængig. Men når han kigger tilbage, blinkede én advarselslampe, da han begyndte at ryge i hverdagene. Èn anden, da hans venner sagde fra.

»Vi havde en mandagsrygeklub, hvor vi røg os skæve og gik i biografen. På et tidspunkt spurgte min ven, om ikke vi skulle prøve at lade være med at ryge. Det kunne jeg slet ikke forstå. Så han holdt op, men jeg fortsatte.«

Første gang Lise Mühlhausen fik mistanke om, at noget var galt, var, da sønnen kom hjem fra biografen med røde øjne.

Hun spurgte, om han havde røget hash, men han nægtede hårdnakket. Og det var let for hende at tro ham, for han passede sin skole, spillede basket på højt plan og gik i seng i fornuftig tid om aftenen. Hvad hun ikke vidste var, at han hoppede ud af vinduet, når forældrene sov - for at møde sine venner på gaden og ryge.

Lise Mühlhausen følte sig som en dårlig mor, da hun opdagede, at hendes søn var blevet stofmisbruger.
Lise Mühlhausen følte sig som en dårlig mor, da hun opdagede, at hendes søn var blevet stofmisbruger. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men mistanken hos forældrene var vakt:

»Jeg blev en sporhund i mit eget hjem,« siger Lise Mühlhausen, der begyndte at gennemrode sønnens tøj og værelse i jagten på bevis.

Da hun endelig fandt en klump hash i hans taske, gik forældrene ham på klingen. Men Julius Mygind fastholdt, at han ikke havde et problem.

»Jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor de ikke bare kunne lade mig være i fred.«

Når han ser tilbage, synes han, at forældrene gjorde det rigtige.

»De sørgede for, at jeg altid havde lyst til at komme hjem. Jeg havde venner, der på ingen måde turde træde ind ad deres egen hoveddør, hvis de havde gjort noget forkert. Det betød, at de følte sig endnu mere alene i verden. Jeg kunne altid mærke mine forældres kærlighed og omsorg,« siger han.

Men først da de sendte ham til samtaler med en SSP-medarbejder, skete der en ændring.

»Han spejlede mig, og jeg kunne genkende mig selv i ham.«

Da Julius Mygind begyndte med at tage stoffer, handlede det om at være sjov, at være med, at være rigtig.

»Da jeg sad over for SSP-medarbejderen, kunne jeg for første gang mærke, at der var noget indeni mig, der gjorde ondt.«

Det gjorde en forskel. Derfra begyndte den lange vej ud af misbruget. Han forsøger at hjælpe sine klienter til samme indsigt og inspirere dem til at turde ændre adfærd.

»For det er ikke før, man erkender, at man keder sig i skolen, presset eller ked af noget, at man kan begynde at ændre på det.«