Botox-kongen Kim Novaa stræber efter perfektion. Derfor har han besluttet at få foretaget en omfattende operation, hvor lægerne med en avanceret teknik omstrukturerer fedtet på hans krop.

»Jeg har ikke noget problem med at blive ældre. Jeg glæder mig til at blive 50, og jeg er glad for livet. Det eneste, jeg ønsker, er at være den bedste udgave af mig selv,« siger den i dag 47-årige Kim Novaa.

Han ejer skønhedsklinikken Inito på Frederiksberg, der har flere end 10.000 kunder, som kommer en eller flere gange om året for at behandlet rynker med botox eller såkaldte fillers. I dag er han en af de mest kendte kosmetiske behandlere på området. Deraf navnet Botoxkongen.

I skønhedsguruens eget ansigt er det svært at få øje på nogen markante rynker. Kim Novaa indrømmer da også, at han er ‘meget forfængelig’. Han nægter dog, at han er på jagt efter et uopnåeligt skønhedsideal ved at lade sig operere.

»Det er ikke sådan, at jeg vil ligne nogen. Men jeg kan blive fascineret, når jeg ser Daniel Craig i bar overkrop, og jeg ved, at han har snydt,« siger han.

I forbindelse med en forretningsrejse til Monaco mødte Kim Novaa for nylig James Bond-skuespilleren på en bar.

Her spurgte han Daniel Craig direkte, om han var blevet opereret, hvilket skuespilleren bekræftede. Samtidig anbefalede han Kim Novaa klinikken i London, hvor han havde fået foretaget operationen.

Operationen - såkaldt ‘Vaser Liposuction’ - anvendes typisk til folk, som er i god fysisk form, men som ønsker at få omstruktureret kroppen, så den fremstår mere fit med fedtet placeret de 'rigtige' steder. På den måde adskiller den sig fra en almindelig fedtsugning, hvor målet ofte er at fjernet fedtet helt.

Den britiske skuespiller Daniel Craig.   
Den britiske skuespiller Daniel Craig.    Foto: MIGUEL MEDINA
Vis mere

Botox-kongen skal have suget hver en overflødig fedtcelle væk på brystet, armene, ryggen, siderne, skambenet og maven. Ikke fordi han umiddelbart ligner en mand, der er ude af form. Man kan let få øje på synlige muskler. Men Kim Novaa selv er ikke tilfreds.

»Jeg håber, at jeg kan skrue tiden 10 år tilbage og genvinde noget af den fasthed i vævet, som jeg ikke længere har,« siger han.

Under operationen anvender lægerne højfrekvente ultralydsvibrationer til at nedbryde fedtcellerne. Indgrebet kan efterfølgende opleves meget smertefuldt.

»Jeg er bange for, hvor ondt jeg får. Det føles nok, som om man har fået bank med knipler,« siger han.

Kim Novaa er ellers en mand, der ofte dyrker motion og spiser sundt. Men efter en knæskade tilbage i 2016, hvor han vred sit knæ på en trappe, har han ikke kunnet være lige så aktiv, som han ellers har været vant til.

»Det sætter sine spor. Når jeg  har været i bad og kigger ned af mig selv, så bliver f.eks. min mave et irritationsmoment for mig,« siger han.

Botoxkongen er for nylig blevet gift med sin 21 år yngre hustru, modellen Natasha Helms. Men det er ikke hendes skyld, at han har taget beslutningen om lade sige operere, fortæller Kim Novaa uopfordret:

»Det betyder meget for mit velvære og min livskvalitet, at jeg kan se ud, som jeg gerne vil. Min kone har ikke sagt noget om min krop eller inspireret mig til at få det gjort.«

Kim Novaa, også kendt som Botox-kongen, tager til London for at få foretaget en meget omfattende skønhedsoperation. Her får han fjernet alt overskydende fedt på overkroppen og får pumpet det ind andre steder, så han vil fremstå mere trimmet og muskuløs. Dette er et før-billede, taget to dage før operationen.
Kim Novaa, også kendt som Botox-kongen, tager til London for at få foretaget en meget omfattende skønhedsoperation. Her får han fjernet alt overskydende fedt på overkroppen og får pumpet det ind andre steder, så han vil fremstå mere trimmet og muskuløs. Dette er et før-billede, taget to dage før operationen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Inspirationen til at lade sig operere har han derimod fået fra en af sine patienter, der fik foretaget indgrebet for omkring et år siden i London. Det var denne patient, der havde fortalt ham om Daniel Craig.

»Det fascinerende mig, at man kunne få så perfekt en krop uden at lave noget,« siger Kim Novaa.

Han forstår dog godt, hvis nogen synes, at det kan virke for omfattende med en 'Vaser Liposuction'-operation.

»Man skal passe på, hvilken vej man går ned ad. Det kan hurtigt blive sygeligt. Derfor behandler jeg selv med stor etisk forsvarlighed. Desværre er det blevet en tendens, at vi er alt for fokuserede på vores udseende. Folk lever i et Instagram-filter,« siger han.

Kim Novaa selv er dog heller ikke selv helt ligeglad med, hvad han ser i spejlet. Så er han ikke en en smule dobbeltmoralsk?

»Jeg er dobbeltmoralsk på den måde, at jeg er med til at fremtvinge det her filter ved at hjælpe kvinder og mænd i min klinik. Men operationen er til mig og ingen andre. Jeg gør det ikke for andres skyld.«

Forude venter nu operationen i London. Den kan du læse om i næste kapitel om 'Botoxkongen under kniven' lørdag kl. 19.30. på bt.dk.

Du kan stille spørgsmål til Kim Novaa tirsdag d. 29. januar kl. 17.00 på B.T.s Facebookside.