Torsdag 22. marts tegnede til at blive en helt almindelig dag i familien Mathiesens liv. Først vækkede Jens Erik Mathiesen datteren Alberte på 13 år, så plejebørnene Emilie på 11 år og Rasmus på 9. Fire-årige Rune fik lov at sove lidt længere.

Kl. 8.05 blev Emilie og Rasmus kørt i skole af deres plejestorebror Marcus. Det var sidste gang i meget lang tid, at Jens Erik og Christa Mathiesen så deres to plejebørn.

Et par timer senere var de selv på vej ud ad døren. De skulle mødes med deres ejendomsmægler for at skrive under på det hus, som familien skulle flytte ind i kort efter. På vej derhen ringede telefonen.

Der blev aldrig underskrevet nogen købsaftale på villaen på Amager. Og der blev aldrig nogen flytning. For der var en stærkt amputeret familie, der stod tilbage efter samtalen.

For tre år siden bestod Jens Erik Mathiesens familie af hans kone, hans fire voksne, biologiske børn og de tre plejebørn. Her er han omgivet af de biologiske børn. ARKIV
For tre år siden bestod Jens Erik Mathiesens familie af hans kone, hans fire voksne, biologiske børn og de tre plejebørn. Her er han omgivet af de biologiske børn. ARKIV Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I røret var plejefamiliens sagsbehandler fra Vordingborg Kommune.

Beskeden var kort: Kommunen havde hentet børnene. De ville ikke komme tilbage.

1½ måned tidligere, 18. december 2017, havde chefen for Børn, Familie og Dagtilbud i Vordingborg Kommune ellers skrevet til familien. 'Det er mit klare indtryk, at I gør et godt stykke arbejde, og at jeres plejebarn er i trivsel'.

Alligevel fjernede kommunen uden varsel Emilie og Rasmus fra den plejefamilie, de har boet hos stort set hele deres liv.

»Det svarer til at blive ringet op og få at vide, at ens børn er døde i en bilulykke. Traumet er det samme. Faktisk er det værre. For vi kan ikke få lov at sige farvel og begynde at bearbejde sorgen. Vi kan ikke forsvare os, sige noget eller gøre noget. Vi er bare sat ud af spillet,« siger Christa Mathiesen.

Hendes mand supplerer:

»Vi er fuldstændigt magtesløse og hjælpeløse. Vi kan ikke - eller må ikke - gøre noget. Vi er umyndiggjort. Som plejefar og plejemor har vi ingen rettigheder. Børnene har heller ingen rettigheder, de bliver ikke hørt. Det er frustrerende - og grimt, at man kan gøre sådan mod børn.«

At elske - for meget

Det her er historien om, hvordan plejefamilier, der er ansat som professionelle forældre, kan komme i klemme. Det er historier om, hvordan børn kan miste en familie - flere gange. Det er historien om, hvordan man kan komme til at elske - for meget.

64 procent af alle de børn, der er anbragt uden for hjemmet, bor i familiepleje. Det svarer til 8.620 børn og unge. Ifølge Børne- og Socialministeriet oplever hvert tredje plejebarn at måtte flytte fra plejefamilien. Det skete også for Emilie og Rasmus.

Ingen af dem kan huske at have boet andre steder. Emilie har været en del af familien Mathiesen, siden hun var 14 dage gammel, mens Rasmus flyttede ind, da han var 11 måneder. Begge er frivilligt anbragt, det vil sige, at deres biologiske forældre har forældremyndigheden, men har valgt at lade børnene bo hos Jens Erik og Christa Mathiesen.

Lige indtil 22. marts, da børnene blev fjernet ved et såkaldt clean-cut, efter at Vordingborg Kommune havde anmeldt Jens Erik Mathiesen for vold. Plejefaren afviser beskyldningerne og kalder kommunens håndtering af sagen for 'ren chikane'. Tilbage står to plejesøskende, der i dag er placeret på to forskellige opholdssteder - og en plejefamilie i dyb sorg.

B.T. har af familien fået indsigt i brevvekslingen med Vordingborg Kommune.

Sagen tager sin begyndelse 2. februar. Under en børnesamtale, hvor kun Emilie og hendes sagsbehandlere er til stede, fortæller den 11-årige autistiske pige, at hun er blevet løftet i armen og låst inde på sit værelse af plejefar.

Syv uger senere henter Vordingborg Kommune Emilie og Rasmus på deres respektive skoler. Der bliver lavet en videoafhøring af begge børn, hvorefter kommunen anmelder Jens Erik Mathiesen for vold efter straffelovens § 244.

B.T. har konfronteret Jens Erik Mathiesen med børnenes udtalelser under afhøringen.

Emilie siger, at du har låst hende inde på sit værelse. Har du gjort det?
»Nej, det har jeg ikke.«

Hvorfor tror du, at hun siger det?
»Emilie har en autismediagnose. Hun kan godt finde på at lyve. Det kan lyde mærkeligt, men hun har ofte anklaget vores biologiske børn for ting, de heller ikke har gjort, for at få opmærksomhed.«

Har du taget hende i armen?
»Ja, jeg har taget hende i armen for - som det hedder på fint fagsprog - pædagogisk at guide hende. Hvis hun kastede fjernbetjeningen efter en anden, eller løb rundt med en kniv, så har jeg afværget situationen ved at gå imellem og lægge en arm om hende.«

Rasmus fortæller, at du èn gang har slået ham. Har du det?
»Nej. Rasmus og jeg leger tit. Den episode, han henviser til, er, når vi har hoppet på trampolinen og skyggebokset. Så klapper han mig, og jeg klapper ham, og vi leger, at vi bokser,« siger han og viser med flad hånd, hvordan de har tjattet ud efter hinanden.

Plejefar Jens Erik Mathiesen står til at miste sin plejesøn Sebastian.
Plejefar Jens Erik Mathiesen står til at miste sin plejesøn Sebastian. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Han refererer til én gang. Ved du, hvilken episode det er?
»Nej, ikke helt. Vi har tit leget den leg på trampolinen i forhaven. Under videoafhøringen, som jeg har set sammen med min advokat, forklarer Rasmus, at: 'Så slog jeg min far - klask - og så slog han mig - klask'. Det er, ligesom han genfortæller en actionfilm.«

Kan du forstå, at kommunen reagerer på børnesamtalen?
»Jeg kan godt forstå, at de reagerer, men jeg kan ikke forstå, at de reagerer på dén måde. Jeg synes, de burde have snakket med os, inden de lavede en 'clean cut'-fjernelse på baggrund af en børnesamtale, der kun varede 10 minutter. Det er ikke o.k.«

Sigtelsen frafaldes

Tilbage i marts noterede sagsbehandleren efter telefonsamtalen:
'Jens Erik bliver orienteret om, at han IKKE skal kontakte børnene, samt at de IKKE ringer og siger godnat.'

Hun noterer også, at Rasmus gerne vil ringe hjem, men 'får at vide, at det kan han ikke komme til - lige nu'. Det er første nat i henholdsvis otte og 11 år, at børnene sover uden deres plejeforældre.

Så længe politiet behandler sagen, må Jens Erik og Christa Mathiesen ikke kontakte Emilie og Rasmus. I dagene, der følger, afhøres både plejebørnene, plejeforældrene og sagsbehandleren i sagen.

Til politiet forklarer Emilie, at 'far … én gang har låst døren i et minut' og 'at far en gang har slået Rasmus på kinden, så han blev lidt rød … bagefter smurte Emilie creme på hans kinder'. Mens Rasmus forklarer politiet, at: 'Far har slået ham for længe siden.' Men 'Emilie så det ikke ske og så heller ikke mærket bagefter'. Til gengæld siger han, at han kan finde på at låse Emilie inde på hendes værelse. 'Der er ikke andre, der låser inde,' forklarer han.

20. april dropper politiet voldssigtelsen. Men Vordingborg Kommune fastholder opsigelsen af plejefamilien. Det forstår plejefamiliens advokat, Poul Hauch Fenger, ikke.

»Situationen burde nulstilles, som den var før. Alt andet er retssikkerhedsmæssigt utrygt. Så skal politiet jo bare rejse sigtelse, før man kan blive straffet. I et miljø, som burde behandles nænsomt, skal man ikke tage hals over hoved-beslutninger.«

Vordingborg Kommunes beslutning har gjort familien vred og frustreret. Både på egne vegne. På vegne af deres biologiske børn og det tilbageværende plejebarn Rune. Men - allermest - på vegne af Emilie og Rasmus.

»Børnene er taget fra deres primære omsorgspersoner. De lider. Jeg ved, at de børn, der er heldige, finder nogle instinkter og overlever, men de børn, der er uheldige, knækker på det,« siger Jens Erik Mathiesen.

Jens Erik og Christa Mathiesen må ikke længere se plejebørnene Emilie og Rasmus, der har boet hos familien stort set hele deres liv.
Jens Erik og Christa Mathiesen må ikke længere se plejebørnene Emilie og Rasmus, der har boet hos familien stort set hele deres liv. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere


Plejeforældrene er bange for, at især Rasmus hører til i sidste kategori.
»Rasmus er ikke stærk. Han er et barn, der har så meget brug for at blive kysset og krammet.« Christa Mathiesens stemme, der hidtil har været fast og klar, bliver utydelig og knækker - mens øjnene løber over.

»Han sagde dagligt: 'Jeg elsker dig, mor, jeg elsker dig, far. Godt, vi har vores familie.' Han skulle bekræftes hver dag. Hvis han skulle ud at lege, spurgte han: 'Du kommer og henter mig igen, ikke...'.«

Nu er der gået ni måneder, siden familien sidst var samlet. I den mellemliggende tid har plejeforældrene klaget til alt og alle over afgørelsen. De har appelleret til kommunen, til borgmesteren, til plejebørnenes biologiske familier, til Folketingets §71 udvalg, der bl.a. fører tilsyn med tvangsanbragte børn, til Ombudsmanden og Ankestyrelsen. Indtil videre uden at det har ændret noget i sagen.

Mikael Smed, der er borgmester i Vordingborg Kommune, skriver i et svar til familien:
'Som borgmester er jeg øverste daglige leder af forvaltningen, og jeg har ansvaret for sagernes ekspedition, men jeg har ikke nogen kompetence med hensyn til sagernes indhold.' Fra alle andre instanser får familien besked om, at de ikke er klageberettigede, fordi de ikke er parter i sagen. Det er kun de biologiske forældre, børnene og kommunen.

Spørgsmål til kommunen

Svarene undrer plejeforældrene - som Christa Mathiesen siger:
»Det er uhyggeligt, at et system - helt fra kommunen og op til Ombudsmanden - kan lukke sig om sig selv.«

Plejeforældrene undrer sig især over tre ting:
1) Hvorfor der går syv uger fra børnesamtalen, til kommunen fandt det nødvendigt akut at fjerne Emilie og Rasmus.
2) Hvorfor det ikke betyder noget for Vordingborg Kommune, at plejeforældrene beholder deres tredje plejebarn Rune, der er placeret af en anden kommune.
3) Hvorfor der ikke er lavet en undersøgelse af, hvem og hvor de to børn føler sig knyttet til.

»Hvis man virkeligt mistænker os for vold, skal man da fjerne børnene straks. Det hænger jo ikke sammen at lade tiden gå - så længe,« siger Christa Mathiesen.

Hvis myndighederne tror, at Jens Erik Mathiesen har været voldelig over for Emilie og Rasmus, burde han ikke kunne fortsætte som plejefar for den fem-årige Rune. Men den kommune, der har sat Rune i pleje, har gennem hele forløbet bakket op om familien. Det undrer plejeforældrene, at dét faktum ikke betyder noget for Vordingborg Kommune.



Som en tredje anke undrer familien sig over, at ingen har undersøgt, hvem børnene føler størst tilknytning til, og hvor de gerne vil bo. Selv er plejeforældrene ikke i tvivl.

Jens Erik Mathiesen finder en video frem, som han modtog den 7. maj. Den er optaget af en forælder på den skole, hvor kommunen har placeret børnene. En forpustet Rasmus kigger direkte ind i kameraet og siger:

»Hej, far, jeg savner dig rigtigt meget. Jeg savner at være derhjemme og vil gerne hjem igen.«

Beskeden fik Jens Erik Mathiesen til at reagere. 8. maj - halvanden måned efter, at børnene blev flyttet til et opholdssted i Vordingborg - gemte han sig ved et bålsted på børnenes skole. På en film, som han selv optog, ser man først Emilie komme løbende og kaste sig i armene på ham, bagefter gør Rasmus det samme. Begge smiler stort.

Christa Mathiesen finder en anden optagelse på sin telefon, hvor Emilie facetimer med plejeforældrene. 'Jeg vil faktisk gerne hjem,' siger hun.
Christa Mathiesen kigger op:
»Hun er autist og retarderet, men har selv fundet os via vores søns ekskæreste på Facebook, og hun ringer selv op via facetime. Det er helt vildt. Jeg vidste, at hun var dygtig, men jeg vidste ikke, at hun var så skarp,« siger hun med slet skjult stolthed.

I dag - ni måneder efter hun er flyttet - facetimer Emilie dagligt med sine tidligere plejeforældre. Nogle dage beder hun dem om at stille telefonen ved siden af Rune, når han leger, eller på køkkenbordet, når Christa Mathiesen laver mad. Selv stiller Emilie sin telefon ved siden af sig, mens hun spiller computer - som hun siger: 'Så føler jeg, at jeg er hjemme.'

Kun fire gange i løbet af de ni måneder, der er gået, har plejeforældrene fået lov at være sammen med børnene. Møderne har fundet sted på et familiecenter, hvor hvert barn har fået en time hver med plejeforældrene. Møderne har været overvåget af en samværskonsulent, der har noteret alt, hvad der er foregået.

Ingen samvær

Til gengæld har Emilie og Rasmus ikke fået lov at se hinanden eller deres plejesøskende - hverken deres plejelillebror Rune eller Jens Erik og Christa Mathiesens fire biologiske børn.

Det vil sige, børnene har set hinanden, men kun fordi de tidligere plejeforældre flere gange har taget initiativ til det. F.eks. 26. juli, hvor Emilie efter samværet med Jens Erik og Christina Mathiesen fulgte dem ud til parkeringspladsen, hvor Rasmus og de andre børn ventede. Efter mødet skrev konsulenten i sin rapport:
'Det er tydeligt, at Emilie og Rasmus har lyst til at blive hos den øvrige familie (deres søskende fra plejefamilien) længe.'

Under familiens sidste samvær 20. september noterede konsulenten, at Rasmus sagde:
»Mor, jeg skal i hvert fald holde jul hjemme hos jer.«
Sådan kom det ikke til at gå.

20. september var sidste gang, familien fik lov at mødes. 12. oktober bad Vordingborg Kommune om, at samværet mellem børnene og de tidligere plejeforældre blev ophævet. Tre dage senere bakkede kommunens Børn og Ungeudvalg op om beslutningen.



'Al samvær og kontakt i form af brev-, mail- og telefonforbindelse mellem børnene og de tidligere plejeforældre, de tidligere plejesøskende og plejefamiliens netværk afbrydes af hensyn til Rasmus’ sundhed og udvikling,' skrev kommunen i sit svar. Heller ikke den beslutning forstår plejeforældrene.

I dag har de ingen kontakt til Rasmus. Han må ikke have telefon på sit opholdssted. Mens tiden går, bliver afstanden mellem børnene og plejefamilien kun større.

»Emilie får kærligheden gennem telefonen, fordi hun kan høre os og hver dag får bekræftet, at vi elsker hende og altid er her for hende. Jeg skal bare sørge for at holde så meget kontakt, som jeg kan,« siger Christa Mathiesen og tilføjer:

»Så håber jeg bare, at de kommer, når de er store nok til at bestemme selv.«

Emilie og Rasmus er ikke børnenes rigtige navne. B.T. har af hensyn til plejebørnene og deres biologiske forældres privatliv anonymiseret deres navne. Redaktionen er bekendt med de rigtige navne.