Tinder. Blind date. Speed-date. Bytur med vennerne. Eller sågar en singlerejse. Du føler måske du har prøvet det meste og ikke er bange for at møde nye mennesker. Alligevel er det endnu ikke lykkedes dig at finde ’the one’.

Men hvad pokker er det så lige, der går galt, spørger forældre, venner og kollegaer, der udefra ser dig som hende den kønne pige eller den charmerende fyr, der for længst burde være afsat?

48-årige Anette Juul Johansen, der blev skilt i 2003, kender alt for godt til at være single.

»Jeg synes ikke, jeg har problemer med at møde nye mennesker. Men jeg vil rigtig gerne noget langvarigt og mere seriøst, og desværre synes jeg ikke, det er den type, jeg møder,« siger hun.

Anette blev skilt i 2003 - siden da har hun haft enkelte forhold, men ikke noget, hun rigtig føler, er blevet til noget seriøst.
Anette blev skilt i 2003 - siden da har hun haft enkelte forhold, men ikke noget, hun rigtig føler, er blevet til noget seriøst.
Vis mere

Dine mønstre har afgørende betydning for, om du er hende eller ham ’evighedssinglen’, der har svært ved at finde en kæreste, selvom du måske gerne vil.

Det mener mastercoach og psykoterapeut Nina Askov, der for nylig har udgivet bogen ’kørekort til kærligheden’.

»Det kunne jo være dejligt, hvis det for alle var lige til højrebenet at finde en kæreste. Men for nogle er det ofte mere kompliceret, og så er der nogle ting, man selv kan gøre for at ændre på det. Kan jeg f.eks. finde på at trække mig for tidligt eller være for lukket? Det er godt at få styr på sine mønstre inden, man møder en potentiel partner, fordi man så er klar, når det sker,« siger hun.

Mønstre er ofte et resultat af ens opvækst, og for nogle kan de altså spænde ben for at indgå i et forhold. Men simpel biologi er ifølge forfatteren også en del af forklaringen.

Mastercoach og psykoterapeut Nina Askov har for nylig har udgivet bogen ’Kørekort til kærligheden’ (forlaget Muusmann), hvor hun har interviewet 117 singler om deres kærlighedsliv og på den måde fundet en rød tråd i, hvad de kunne gøre bedre og anderledes.
Mastercoach og psykoterapeut Nina Askov har for nylig har udgivet bogen ’Kørekort til kærligheden’ (forlaget Muusmann), hvor hun har interviewet 117 singler om deres kærlighedsliv og på den måde fundet en rød tråd i, hvad de kunne gøre bedre og anderledes.
Vis mere

»Kvinder i dag tager måske mere initiativ, end de gjorde engang og er mere frigjorte i forhold til sex. Det kan godt komme lidt i konflikt med vores urbiologi, hvor det er manden, der jager og kvinden, der vælger,« siger Nina Askov.

Når en kvinde har sex og får orgasme, udløses der nemlig såkaldt oxytocin (et hormon, red.), som i samspil med dopamin (et signalstof i hjernen, red.) kan udløse forelskelsen. Dermed kan der let opstå en uligevægt i den spirende relation, hvis manden endnu ikke har udviklet følelser.

Hans 'forelskelsescocktail' består af en andre række hormoner (dopamin, testosteron og vasopression) og er længere tid om at bygge sig op. Så hvis kvinden vil mere end bare sex, er det en god ide at vente med det. Ikke for at være snerpet, men for at give hans forelskelsen tid til at spire.

Anette Juul Johansen har ikke på den måde gransket sine mønstre, men hun er bevidst om, at hun ofte møder den samme type.

»Jeg kan være både snaksagelig og god til at lytte. Men jeg er ikke helt bevidst om, hvad det er, jeg udstråler. Jeg vil helst ikke ende som min egen mor, der som 75-årig stadig sidder alene for sig selv. Så håbet for at det lykkes at finde manden i mit liv, har jeg da stadig,« siger hun.

Nina Askov håber på, at hun med bogen kan få singler, der har svært ved at finde kærligheden, til at gå mere rationelt til værks i jagten på den eneste ene, så man dels overvejer, hvad man søger i en kommende partner og dels tager sig den fornødne tid til at lære et andet menneske at kende.

Det er ellers stik i mod den dating-kultur, der for tiden eksisterer. Med Tinder skal der nemlig kun et enkelt ’swipe’ til, før den næste mand eller kvinder byder sig til.

»Desværre er vi i dag så hurtige til at sætte mærkater på hinanden i stedet for at se hinanden mere nuanceret. Som f.eks. hvis en kvinde siger, at en mand ikke er en rigtig mand, hvis han ikke hurtigt nok inviterer hende ud,« siger Nina Askov.

Hun har dog fuld forståelse for, at det ER svært at navigere i dating-junglen. Og endnu sværere, hvis man er flere år om at slippe sin status som single.

»Det er lidt det samme som at have været arbejdsløs. Man har sat nogle følere ud, og så bliver man lidt brændt og mister måske håbet,« siger Nina Askov, der derfor råder til, at man i stedet for at se dating som et middel til at få en kæreste i første omgang anskuer det som en træningsbane, hvor man opøver færdigheder i at spotte sine egne mønstre og gøre noget andet, end man plejer.

»Hvis du f.eks. er lidt for hurtig, skal du måske sænke tempoet lidt«.

Du kan læse hele Anettes historie her og læse om, hvordan det gik, da hun blev coachet af Nina Askov.