Tænk jer nu om lidt tidligere! Psykolog og forskningsleder på Rigshospitalet Svend Aage Madsen er ret klar i mælet til barnløse 'drengerøve'.

»Op imod hver fjerde mand bliver aldrig far. Tag det nu seriøst! Det er fint, hvis man ikke ønsker det. Men det er noget, mændene skal snakke om, så man ikke ender med at fortryde og bliver en bitter gammel mand,« siger han.

For selv om langt flere mænd end kvinder aldrig bliver forældre, er det kun kvinderne, der råber op om barnløshed.

Elsker solomødre

Af samme grund elsker psykolog og parterapeut Frej Prahl fænomenet 'solomødre'.

»Når kvinder helt vælger mændene fra og selv får børn, tvinger det os til at begynde at stille nogle vigtige spørgsmål. Hvor bliver mændene af? Hvad er der galt med parforholdet?« siger han.

Som parterapeut møder han mange par i 30'erne, hvor manden er usikker på, om det er det rigtige tidspunkt at få barn på, mens kvindens biologiske ur siger 'Det er nu!'.

»Kvindens ur tikker hurtigere, mens manden tænker, han er potent, til han bliver 70 eller 80 år,« siger Frej Prahl.

Vandreture i Peru

Og det kommer ikke kun til udtryk i de faste parforhold, men også før mand og kvinde overhovedet finder sammen.

»Traditionelt har manden været den arbejdende og derfor ikke meget til stede i barnets liv, men det er ændret nu. Det kan skabe en usikkerhed om, hvorvidt man som mand er klar til at taget faderrollen på sig,« siger psykolog og parterapeut Frej Prahl.
»Traditionelt har manden været den arbejdende og derfor ikke meget til stede i barnets liv, men det er ændret nu. Det kan skabe en usikkerhed om, hvorvidt man som mand er klar til at taget faderrollen på sig,« siger psykolog og parterapeut Frej Prahl. Foto: Anne Bæk
Vis mere

Mange af de kvinder, der i dag vælger at blive solomødre, fortæller nemlig, at de har opgivet at finde en mand, som er klar til at varetage det ansvar, der følger med faderrollen, forklarer Svend Aage Madsen.

»Drengerøve kan være vældig festlige, men når kvinderne tænker i familie og børn, er det ikke ham den spontane, der pludselig stikker af på vandretur i Peru, som trækker. Så vil de hellere stå med ansvaret selv,« siger han og sender dermed et budskab til mændene om at tage emnet seriøst og begynde at tale med hinanden om det.

Familiefester og sommerferier

Frej Prahl opfordrer også til, at man stiller spørgsmål ved, hvordan et parforhold og familieliv nødvendigvis skal se ud.

»Behøver man at gå til alle fester og fødselsdage i den respektive partners familie, og skal man nødvendigvis holde alle sommerferier sammen, eller er der plads til, at man gør det hver for sig?« siger han og fortsætter:

»Hvis den gamle parforholdsmodel ikke længere virker, hvilket både skilsmisseprocenten og solomødretendensen tyder på, bliver vi nødt til at finde nye måder at være par og familie på,« siger han.

Mismatch

Mænds tankeløshed omkring ønsket om at blive far og deres manglende overvejelse af, hvordan man så får det til at ske – især hvis drømmekvinden ikke lige står foran dem – er en af forklaringerne på, at stadig flere mænd aldrig bliver fædre.

Et mismatch mellem højtuddannede kvinder og lavtuddannede mænd er den anden grund.

Blandt mænd, der kun har en grundskoleuddannelse, er det nemlig hver tredje, der aldrig er blevet far, viser et nordisk studie, som Rockwool Fonden står bag.

»Vi ender med et samfund delt i to grupper – dem med børn og dem uden – som har svært ved at være sammen, fordi de lever så forskellige liv,« siger psykolog og forskningsleder Svend Aage Madsen om situationen, hvor stadig flere mænd aldrig bliver fædre.
»Vi ender med et samfund delt i to grupper – dem med børn og dem uden – som har svært ved at være sammen, fordi de lever så forskellige liv,« siger psykolog og forskningsleder Svend Aage Madsen om situationen, hvor stadig flere mænd aldrig bliver fædre. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Og den andel ser ud til at stige yderligere de kommende år.

»Den måde, vi dater på, hvor vi på datingsider f.eks. bliver inddelt på en skala, gør det endnu sværere for den ufaglærte mand at være attraktiv for en veluddannet kvinde. Vi er simpelthen nødt til at finde nye måder at møde hinanden på, hvor kvinder også er åbne for at møde mænd med lavere uddannelse,« siger Svend Aage Madsen.

Ironisk nok har kvinders uafhængighed af mandens pengepung nemlig afsløret mænds fysiologiske og følelsesmæssige afhængighed af kvinder.

»Kvinder kan godt få børn uden mænd, men det er rigtig svært for mænd at få børn uden en kvinde. Faktisk er mændene også følelsesmæssigt mere afhængige af at have en partner, fordi det kun er kæresten eller konen, de taler med om svære ting,« siger han og peger på en undersøgelse, hvor 68 pct. af mænd mener, at det er vigtigt at have en partner, mens det kun er 56 pct. af kvinderne.

Ensom på plejehjem

Ensomhed er måske ikke det, mænd i 30'erne og 40'erne frygter allermest. Men det kan være den pris, de kommer til at betale på den lange bane, hvis de ikke sørger for at forplante sig i tide.

»Hvem kommer så og besøger en på plejehjemmet? Hvem kan man følges med hele livet?« siger Svend Aage Maden, som dog ikke er meget for at definere det som et problem for andre, men henviser til studier, hvor 70-årige mænd med eller uden børn svarer, at det, de fortryder mest i livet, var, at de ikke brugte nok tid på børn og familie:

»Mange mænd siger, at de opdagede for sent, hvor vigtigt det var at få børn.«

Har du som mand frivilligt eller ufrivilligt aldrig fået børn, eller kæmper du med at få dem, og har du lyst til at dele dine historie? Så kontakt B.T.s journalist Sine Bach Jakobsen på sija@bt.dk