I videoen herover fortæller 74-årige Hans Jørgen Sterndal om, hvordan han i 2016 forudbetalte 103.600 kr. for en 14-dages indlæggelse på rehabiliteringsklinikken 'My Life Care', der lå på Kurhotel Skodsborg. Klinikken blev drevet af læge Pia Susanne Norup Eriksen, der er kendt fra TV 2-programmet 'Kan man spise sig rask?'.

En bankoverførsel på 182.900 kr., som var øremærket udeblevne lønudbetalinger, blev aldrig givet videre til de ansatte.

Læge Pia Susanne Norup Eriksen, der er kendt fra programserien ’Kan man spise sig rask?’ på TV2, brugte størstedelen af pengene på private anliggender og bad i stedet de ansatte søge erstatning i Lønmodtagernes Garantifond, da hun gik konkurs.

BT har tidligere fortalt, at TV-lægen er anklaget for at have taget imod 103.600 kr. for et 14-dages behandlingsforløb velvidende, at hun var få dage fra at gå konkurs med rehabiliteringsklinikken ‘My Life Care’. De manglende lønudbetalinger kommer derfor oven i den kritik.

Har du yderligere informationer i sagen, så kontakt venligst BTs journalist Bo Norström Weile på bowe@bt.dk

»Hej Pia. Det er vigtigt for mig, at medarbejderne får deres løn til tiden, som de skal ifølge deres kontrakter. Det hersker der åbenbart tvivl om.«

Sådan startede en mail sendt til læge Pia Norup fredag den 22. juli 2016. Mailen kom fra datteren til en ældre herre, som havde indgået en hjemmeplejeordning gennem Pia Norups virksomhed ‘My Life Skodsborg’. Ordningen, som var for august måned, kostede 182.900 kr. og blev den 20. juli 2016 overført til Pia Norup med én klar forudsætning: alle pengene skulle bruges på løn til de ansatte.

Pia Norup accepterede og understregede samtidig i sit svar:

»Jeg vil gerne vil gøre det så korrekt som muligt.«

Men korrekt blev det aldrig. Pia Norup løb fra sin aftale, og udover et acontobeløb for de ansattes manglende løn i juli udbetalte hun aldrig lønnen for august, selvom hun flere gange af både ansatte og arbejdsgiver blev rykket for det.

»Jeg sagde til hende, at pengene skulle sættes til side på en konto, så hun var sikker på, at de ikke gik til noget andet, når de nu var øremærket til sygeplejerskerne. Men det gjorde hun ikke. Hun brugte pengene til at betale nogle andre regninger. Heriblandt en regning til sin kæreste for en fotoopgave, han havde lavet,« siger Pernille Bak, der var Pia Norups personlige assistent i ‘My Life Skodsborg’.

Lagde røgslør ud

Maria Pedersen, der var ledende sygeplejerske på hjemmeplejeordningen, fortæller ligeledes til BT, hvordan Pia Norup konstant forsøgte at lægge røgslør ud for at skjule sine handlinger. Eller mangel på samme:

»Hun fortalte én ting til familien, og en anden ting til de ansatte. Så det var først meget sent, at folk fandt ud af, hvad der reelt foregik,« husker Maria Pedersen.

Kurhotel Skodsborg i Nordsjælland, hvor Pia Norup drav sine virksomheder. Foto: Nils Meilvang
Kurhotel Skodsborg i Nordsjælland, hvor Pia Norup drav sine virksomheder. Foto: Nils Meilvang Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Mandag den 29. august 2016 - altså over en måned senere - gik alvoren dog op for de ansatte, da en mail fra Pia Norup pludselig tikkede ind i deres mailindbakker:

»Jeg har desværre været nødsaget til at træffe beslutning om at lukke My Life Skodsborg (...) Virksomheden har ikke mulighed for at betale løn for august 2016. I vil derfor skulle anmelde jeres krav på tilgodehavende løn mv. til Lønmodtagernes Garantifond. Dette er først muligt, når virksomheden er taget under konkursbehandling,« står der i mailen fra tv-lægen, som i øvrigt understregede, at al ferie skulle afholdes i fritstillingsperioden.

Ifølge et dekret fra Sø- og Handelsrettens skifteret blev ‘My Life Skodsborg’ erklæret konkurs den 1. september 2016, men af respekt for den ældre herre, hans sygdom og behov valgte Maria Pedersen og de fem andre ansatte at køre ordningen videre.

Meldt til politiet

Maria Pedersen overtog - i hvad hun i dag kalder sig egen naivitet - plejeordningen fra Pia Norup, hvilket resulterede i, at Lønmodtagernes Garantifond betragtede det som en virksomhedsoverdragelse, hvorfor Maria Pedersen - og ikke Pia Norup - kom til at hæfte for den manglende løn til de ansatte for september måned. En samlet omkostning på 109.000 kr.

»Man kan jo ikke straffe nogen for, at man selv er naiv, men det var da en hård nyser,« fortæller Maria Pedersen, som i efteråret 2017 anmeldte Pia Norup for bedrageri til Nordsjællands Politi.

BT har været i kontakt med Pia Norup, som er blevet forelagt kritikken og præsenteret for en række spørgsmål. Pia Norup har ikke ønsket at stille op til interview og vil ikke besvare spørgsmålene, da hun mener, at 'de ikke er faktuelt baserede'.

»Min virksomhed gik konkurs i sommeren 2016. Det berørte både medarbejdere og patienter og samarbejdspartnere, hvilket jeg naturligvis er meget ked af. Jeg har handlet i overensstemmelse med de juridiske krav og retningslinier i den givne situation, og jeg har handlet efter bedste evne og intention. Alt andet er ukorrekte påstande. Jeg har ingen yderligere kommentarer,« skriver hun i en mail til BT.