Den kendte Youtuber Grace Victory blev juleaften sidste år mor til en lille dreng.
Men det, der skulle være en lykkelig begivenhed, tog hurtigt en uhyggelig drejning.
For 30-årige Grace Victory, der egentlig først havde termin i februar, var begyndt at udvikle symptomer på covid-19.
Så allerede dagen efter fødslen blev hun indlagt på intensivafdelingen.
Herfra blev situationen kun værre, da symptomerne tog til. I sidste ende blev det så slemt, at youtuberen måtte lægges i respirator.
Grace Victorys egen familie kom via hendes Instagram med en besked til de 244.000 følgere, hvor de forklarede situationen og bad om hjælp.
'Vi elsker hende så højt, og vi ved, at hun kommer stærkere ud på den anden side. Hun har dedikeret hele sin karriere til at hjælpe andre, så nu håber vi, at I vil sende en bøn for at hjælpe hende,' stod der blandt andet i opslaget.
Det opslag blev delt 28. december 2020, og så blev der ubehageligt stille de næste ti uger.
Helt indtil 8. marts.
Her gav Grace Victory endelig lyd fra sig, og det var med gode nyheder.
'Jeg er vågen,' stod der på billedet, hun delte, hvor hun også fortalte, at babyen havde det godt hjemme hos sin far.
Og nu har Grace Victory endelig kunnet gøre sin nye, lille familie selskab – det efterlader billedet af et par små børnefødder på hendes Instagram ingen tvivl om.
'De bedste fødder i verden,' skriver hun til billedet.
De gode nyheder har medført en byge af kærlige beskeder fra følgerne.
Både på Instagram, men også på hendes seneste YouTube-video fra starten af december, hvor Grace Victory fortæller om en tidligere indlæggelse i forbindelse med sin graviditet.
Youtuberens lykke er et af de positive kapitler i USAs brutale kamp mod Covid-19. I februar markerede præsident Joe Biden således ved en mindehøjtidelighed, at flere end 500.000 amerikanere havde mistet livet til sygdommen.
Et tal, der er højere end det samlede antal amerikanske soldater, der blev dræbt i de to verdenskrige og Vietnamkrigen.