En af verdens mest berømte YouTube-stjerner er landet i massiv modvind.
Det er 24-årige David Dobrik, der kæmper for at holde fast i bare en snert af sin ellers massive popularitet, der er dalet voldsomt efter en artikel i Insider i sidste uge.
I en artiklen fortæller en ung kvinde, at hun i november 2018 blev voldtaget af et medlem fra David Dobriks kendte YouTube-gruppe Vlog Squad.
Ifølge den anonyme kvinde var hun mødt op i David Dobriks hus for at medvirke i en YouTube-video om gruppesex, men i løbet af aftenen fik hun serveret så meget alkohol, at hun blev noget nær bevidstløs.
Hun fortæller endvidere, at et nu tidligere Vlog Squad-medlem udnyttede hendes bevidstløshed til at voldtage hende, mens hun var for påvirket til at have kunnet give samtykke til sex.
Noget, som en anden tilstedeværende kvinde har bekræftet over for Insider.
Der, hvor David Dobrik kommer ind i sagen, er i YouTube-videoen omhandlende gruppesex, som altså efter sigende er filmet den pågældende aften.
I videoen, som den kendte youtuber delte på sin side, og som fik fem millioner visninger, joker han og flere andre Vlog Squad-medlemmer nemlig med at have haft sex med en gruppe unge kvinder.
'Vi kommer i fængsel for det her …'
I videoen, der nu er blevet slettet, men som hed 'SHE SHOULD NOT HAVE PLAYED WITH FIRE', kan man blandt andet høre den anklagede voldtægtsmand sige, at han har haft sex med en af de tilstedeværende kvinder.
Og den slutter med, at David Dobrik siger: »Vi kommer i fængsel for det her,« hvorefter gruppen begynder at grine.
Ifølge New York Times har Insider-artiklen – og den nu slettede video – gjort voldsomt ondt på David Dobrik.
Hans YouTube-kanal havde fredag hele 66 millioner færre visninger end normalt, og han har mistet over 100.000 abonnenter.

Derudover er hans sponsorer – deriblandt EA Sports, HelloFresh og Dollar Shave Club – desuden begyndt at flygte for livet for ikke at blive associeret med en, der joker med voldtægt.
David Dobrik, der har henholdsvis 18,8 og 8,7 millioner følgere på sine to hovedkonti, har i kølvandet på shitstormen delt en video, hvor han kommenterer sagen.
I videoen siger han blandt andet, at 'samtykke er super vigtigt', og at han er ked af, hvis han har skuffet folk. Han hentyder endvidere til, at han har taget afstand til den anklagede.
»Jeg har valgt at distancere mig selv, fordi jeg ikke kan stå inde for den slags handlinger, og fordi jeg ikke vil acceptere nogen former for ureglementeret adfærd. Jeg har været meget skuffet over flere af mine venner, og af den årsag har jeg taget afstand fra dem.«
Det tidligere Vlog Squad-medlem, som bliver beskyldt for voldtægt, har endnu ikke udtalt sig om anklagerne imod sig.
Han er ligeledes heller ikke blevet sigtet for noget, da den omtalte episode ikke er blevet politianmeldt, hvilket også er årsagen til, at B.T. har valgt ikke at skrive hans navn.