Med boliger i flere lande og en evig rejsen rundt mellem Schweiz, Danmark og Caribien er der gang i den hos FLSmidt-arvingen Christian Kjær og hans kone, Susan Astani-Kjær.

Og derfor søger parret også to nye ansatte i et jobopslag, der vækker opsigt på Facebook.

For parret søger to hjælpere, der kan hjælpe med ... tja, det meste – herunder at passe parrets fælles søn, niårige Alexander.

Og det er vigtigt, at de nye medarbejdere kan lide at rejse, samt at de ikke ryger.

Christian Kjær og Susan Astani ses her på en af deres rejser.
Christian Kjær og Susan Astani ses her på en af deres rejser.
Vis mere

»Rygning er absolut forbudt hjemme hos os – til gengæld får de mulighed for at smage god rødvin,« skriver Susan Astani i en sms til B.T., hvor hun også uddyber, hvad jobbet går ud på.

»Der er tale om hjælp til måltiderne, daglig rengøring, køre børnene til skole, købe ind, hjælpe med at lave mad, lege med Alexander, skifte sengetøj, vaske og stryge.«

Og er du glad for børn og for at rejse, så er det måske nu, du skal slå til. For ud over de huslige pligter, så vil der være en del rejseaktivitet.

'Vi har et spændende liv lige ved siden af ski-alperne i Schweiz, men også et liv delvis i Spanien, Sydfrankrig, Danmark og Caribien. Derfor skal du være: Rask og glad for at rejse,' skriver Susan Astani i jobopslaget på Facebook, hvor hun også har tilføjet, at de personer, de søger, skal have kørekort.

Susan Astani-Kjær sammen med sønnen Alexander, som hun har sammen med Christian Kjær.
Susan Astani-Kjær sammen med sønnen Alexander, som hun har sammen med Christian Kjær. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

Parret har altid haft hjælpere ansat, men at de nu søger flere, skyldes, at Susan Astani gerne vil fortsætte med at arbejde som læge i Danmark, mens parret altså primært bor i Schweiz.

»Under corona-isolationen faldt vores behov, da vi var isoleret hjemme, og børnene gik i online skole. De skulle ikke køres til de forskellige aktiviteter, og jeg var også på orlov,« oplyser Susan Astani og fortæller, at hun frem til midt i september arbejder fuld tid i en lægepraksis i Osted ved Roskilde.

Ifølge Susan Astani er det typisk yngre mennesker, der efter gymnasiet tager et sabbatår, som bliver ansat hos dem – men hun har også god erfaring med lidt ældre personer.

Foruden at hjælpe med det huslige skal de ansatte dog også være indstillet på hjælp til serveringen, når Christian Kjær og Susan Astani holder jagtselskaber hjemme i Danmark.

Susan Astani-Kjær og Christian Kjær holder tit jagtselskaber, så det skal deres ansatte også hjælpe med til.
Susan Astani-Kjær og Christian Kjær holder tit jagtselskaber, så det skal deres ansatte også hjælpe med til. Foto: Privat
Vis mere

»Vores personale følger os, når vi rejser fra det ene sted til det andet og kommer til at opleve verden på en anderledes måde,« fortæller Susan Astani, der tidligere har fortalt, at familien ofte flyver i privatfly.

Og så er det også vigtigt, at man ikke har for let ved at blive stresset. For der er gang i den hos Susan Astani og Christian Kjær, der ofte tager ud at rejse med kort varsel.

Foruden de allerede nævnte lande rejser parret også til Spanien og Sydfrankrig, hvorfor det vil være en fordel, hvis ansøgerne taler fransk eller spansk ud over engelsk.

Susan Astani oplyser, at arbejdstiden er seks-syv timer daglig fordelt på skiftende arbejdstider tilpasset personalets ønsker, og på Facebook skriver hun, at de ansatte får kost og logi, betalt rejseudgifter samt 9.000 kroner i løn om måneden. Til B.T. oplyser hun dog, at lønnen kan aftales nærmere efter schweiziske regler.

Hverken stillingsbeskrivelsen eller lønnen ser ud til at afskrække potentiale ansøgere. Flere har allerede vist interesse, mens andre skriver, at det lyder som et fedt job.

»Det lyder da som et eventyr, og havde jeg været yngre og ikke 84, havde jeg søgt den stilling,« lyder det blandt andet fra en Facebook-bruger.