'Vild med dans'-aktuelle Merethe Mærkedahl er påvirket af den aktuelle nedlukning af flere nordjyske kommuner.

Grundet corona-spredning fra minkfarme har regeringen valgt at lukke syv kommuner i Nordjylland  heriblandt Thisted Kommune, hvor den 38-årige skuespiller stammer fra.

Merethe Mærkedahl, der især er kendt for sin medvirken i TV 2-serien 'Badehotellet', er vokset op i byen Nors uden for Thisted, og hun fortalte efter fredagens omgang 'Vild med dans', at hun selvfølgelig er bekymret over situationen.

»Der er meget af min familie, der bor i Nordjylland, og det var meningen, at nogle af dem skulle have været herover (i København, red.) og se et show, men nu må de ikke forlade kommunen. Det er jo ret træls, så jeg håber, der snart kommer styr på situationen.«

Merethe Mærkedahl, der selv for nylig flyttede til Lejre ved Roskilde med sin kæreste og to børn, fortæller, at hun har været i kontakt med sin familie og tilføjer, at alle har det godt og heldigvis ikke har været syge endnu.

»Men det er da helt klart skræmmende med den her pandemi. Jeg havde lidt håbet på, at det var på retræte, men det er, som om det er blusset op igen, og det er da bekymrende. Jeg synes faktisk, det er skræmmende, vi må håbe, der snart bliver fundet en vaccine.«

I fredagens udgave af 'Vild med dans' var to par røget i corona-karantæne, og det var en speciel oplevelse at danse uden reel konkurrence – men tilføjer Merethe Mærkedahl – det er godt, at man forsøger at holde så meget i gang som muligt.

»Det er vigtigt, at der bliver holdt gange i hjulene – at for eksempel mange kulturinstitutioner holder fast, så det hele ikke går totalt i stå.«

Adspurgt om Merethe Mærkedahls jul nu er i fare – om hun frygter ikke at kunne fejre højtiden med sin nordjyske familie, svarer hun:

»Det er faktisk planen, at vi skal holde jul her på Sjælland, og dem, vi skal være sammen med, bor i forvejen på Sjælland og i Aarhus. Men man ved jo aldrig, hvad der sker.«

Merethe Mærkedahl har tidligere på ugen afsløret, at hun har friet til sin kæreste og derfor for tiden ud over 'Vild med dans' og 'Badehotellet'-optagelser også har masser af andre ting at tænke på for tiden.