En større strid og udgifter til både advokater og mægler. Sådan endte balladen om Caroline Flemings familieslot, der netop har fået ny ejer.

Ejendomsmægler Asger Olsen, der havde slottet til salg, er dog ikke overrasket over resultatet af striden.

Efter et års strid om slottet er de to søstre nemlig blevet enige om, at Caroline Flemings lillesøster, Louise Iuel Albinus, kan købe slottet:

»Jeg kan bare konstatere, at det er lykkedes. Det har været en dyr omgang med mæglere og advokater, men det har ikke kunnet lade sig gøre på anden måde,« lyder det fra Asger Olsen med henvisning til striden mellem de to søstre, der gjorde det umuligt for dem at blive enige om at eje slottet i fællesskab efter deres fars, lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff.

Louise Iuel - Albinus på sin bryllupsdag med sin far ved sin side.
Louise Iuel - Albinus på sin bryllupsdag med sin far ved sin side. Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

Helt galt gik det, da søstrene blev uenige om et regnskab for selskabet bag slottet sidste år. Caroline Fleming mente ikke, at regnskabet var retvisende. Hun nægtede at underskrive det, og regnskabet blev trukket tilbage.

Ifølge Berlingske havde hun mistet tilliden til sin søster og udtrykt bekymring for, at Louise Iuel Albinus og hendes mand, Nikolaj Albinus, skulle have brugt af slottets midler til private formål.

En granskning af regnskabet viste, at Louise Iuel Albinus havde taget et mindre lån fra Valdemars Slot, hvilket var i strid med selskabsloven. Men derudover blev der ikke fundet andre beviser på, at Louise Iuel Albinus eller hendes mand havde brugt selskabets penge til privatforbrug.

Derefter fik Louise og Nikolaj Albinus lavet et nyt regnskab, men også det fandt Caroline Fleming misvisende, hvilket resulterede i, at der ikke blev afleveret et regnskab til tiden, og at selskabet bag slottet dermed blev sendt til tvangsopløsning.

Valdemars Slot er et tidligere kongeslot - bygget af Christian 5. til søhelten Niels Juel.
Valdemars Slot er et tidligere kongeslot - bygget af Christian 5. til søhelten Niels Juel. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Herefter blev slottet sat til salg til 165 millioner kroner, og det vakte ifølge Asger Olsen stor interesse blandt landets milliardærer.

Men det var altså ingen rigmand, der endte med at få slottet. Om der rent faktisk kom nogle bud, og om Louise Iuel Albinus fik gjort brug af den forkøbsret, hun havde, hvor hun til enhver tid havde ret til at matche et bud på slottet, vil Asger Olsen dog ikke afsløre:

»Men der var to veje. Enten kunne hun købe det direkte, eller også kunne hun gøre brug af forkøbsretten,« siger han og fortæller, at en del af processen også handlede om økonomi.

Louise Iuel Albinus havde hele tiden ytret ønske om at beholde slottet, men hun skulle først finde midlerne til det.

Caroline Fleming i 2009 på Valdemars Slot.
Caroline Fleming i 2009 på Valdemars Slot. Foto: Sonny Munk Carlsen
Vis mere

»Hun skulle finde en løsning på pengene. Hun er ikke født med sølvske i munden,« siger Asger Olsen.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Caroline Fleming og Louise Iuel Albinus.

Til Berlingske har Louise Iuel Albinus dog fortalt, at det lykkedes hende at finde pengene til slottet:

»Både Nikolaj og jeg har nogle penge selv, og så har vi fået hjælp,« har hun forklaret uden at uddybe yderligere, hvor pengene kom fra.

Der er masser af historie på Valdemars Slot.
Der er masser af historie på Valdemars Slot. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Dog har hun fortalt til Fyns Amts Avis, at hun alene står på skødet, ligesom hun har fortalt, at hun glæder sig til at overtage familieslottet:

»Jeg bevarede håbet og nægtede at give op. Og jeg er lykkelig for, at det nu er lykkedes – og at jeg ovenikøbet overtager det på min fars fødselsdato, så han også på en måde er med,« har hun udtalt til mediet.

Selvom Asger Olsen er gået glip af et mere opsigtsvækkende salg af slottet, så ærgrer ejendomsmægleren sig ikke over, at det bliver i familien:

»Nej, slet ikke. Min opgave var at få det løst, og opgaven blev løst,« siger han og tilføjer, at det heller ikke var alle, der ville kunne klare opgaven med at overtage det store slot, der har været ejet af familien Iuel i 355 år.

»Det er mange udgifter, og det kræver lidt mere end bare at købe en lejlighed eller en villa på Strandvejen,« siger han.

Valdemars Slot er landets største private bolig. Selve slottets historiske hovedbygning er på 6.000 kvadratmeter, og størstedelen af den fungerer som museum.