Monsteret fra Makedonien. Fløjtemanden. Danmarks farligste fange. Naum Conevski har mange navne.
Men hvem er han egentlig? Og hvorfor er netop han Danmarks længstsiddende fange? Det er spørgsmål, som Anders Lomholt forsøger at besvare i sin bog 'Livstid: Drabssagen der ikke vil dø'.
»Det er en rejse ind i et vanvittigt univers,« beskriver han selv bogen, som blandt andet bygger på 12 eksklusive interview med hovedpersonen selv.
Den mand, der siden 1984 har gentaget fortællingen om, at han er uskyldig. At han ikke står bag drabene på de to unge mænd, der dengang i 1984 havde slået lejr på Femøren på Amager.
Enrico Per Nielsen og Brian John Petersen hed de. Blev 20 og 16 år.
Med sig havde de også deres kammerat Dennis Andersen. Han overlevede og blev et vigtigt vidne i den retssag, der fastslog, at Naum Conevski stod bag drabene. Den retssag, der konkluderede, at Naum Conevski skulle bag tremmer. På livstid.
I Danmark betyder livstid ikke nødvendigvis livstid, når det gælder fængselsstraffe. Gennemsnitligt sidder livstidsdømte omtrent 17 år.
Indtil videre har Naum Conevski siddet i 37.
Og dét alene gør ham til en interessant person for Anders Lomholt, der i årevis har arbejdet som kriminaljournalist og 'Station 2'-vært.
Men interessen startede faktisk langt tidligere. Dengang journalisten var barn.
Her arbejdede hans far som fængselspræst i Horsens Statsfængsel, hvor Naum Conevski for en periode afsonede.
Anders Lomholts far talte meget med den indsatte. Fattede med tiden sympati for ham. Til undren for sønnen, der nu forsøger at forstå hvorfor.
Mange journalister har gennem årene forsøgt at få et interview med Naum Conevski. Det er ikke lykkedes nogen af dem. Ikke før Anders Lomholt, der de seneste to år har besøgt den berygtede fange adskillige gange.
»Jeg er forud for mødet meget spændt på, om han vil være fuldstændig vild. Om han er farlig. Om jeg kan tale med ham.«
»Første møde er med en mand, der ikke lever op til sit ry. Han virker ikke farlig. Da jeg ser ham, ligner han mest af alt en gammel, kronisk sindssyg mand. Han ser fortabt ud.«
Den i dag 72-årige dobbeltmorders skuldre hænger. Han har topmave. Ligner en 'bleg asparges'. Slæber sine sutsko hen over gulvet på R1 – den afdeling på Psykiatrisk Center Sct. Hans, han de seneste årtier har kaldt 'hjem'.
Han er høflig. Har travlt med at servere kaffe, juice, citronmåne og chokolade, når Anders Lomholt er på besøg. Hver gang, journalisten sipper til kaffen, bliver der på ny hældt til kanten.
»Han er alt andet end skræmmende,« beretter Anders Lomholt, der dette til trods har en overfaldsalarm ved sin side under besøgene på det psykiatriske hospital i Roskilde.
I næsten 35 år har Naum Conevski været fast beboer på psykiatriske hospitaler. Alligevel benægter han, at han er syg. Han mener, han er helt normal.
»Syg? Jeg er ikke syg, Anders. Jeg fejler ikke noget. Hvad skulle der være galt med mig? Jeg sidder jo her og taler med dig,« siger han eksempelvis i bogen.
Sagen er dog, at han lider af paranoid skizofreni. Det står sort på hvidt i hans journaler.
Derfor har der også været etiske overvejelser forbundet med tilblivelsen af Anders Lomholts bog. For er den psykisk syge mand i stand til at forstå konsekvenserne ved at stå frem?
Det mener Anders Lomholt.
»Selvfølgelig skal man tage særlig vare på folk, der har en psykisk diagnose. Man skal forholde sig til det. Man kan ikke bare lade dem plapre løs og lade det stå for troende. Men man kan godt tale med folk.«
Og det gør han så. Igen og igen taler han med Naum Conevski. Lytter til den fortælling, han prædiker.
»Jeg har ikke gjort det. Hvorfor skal jeg dræbe to drenge på Amager? Hvorfor skal jeg gøre det? Kan du svare mig på det? Jeg har ikke gjort det. Aldrig. Hvorfor skal jeg gøre det? Jeg har aldrig været på Amager Strand. Jeg kender slet ikke det område. Mig, morder og kriminel, haha,« siger han i bogen.
Naum Conevski afviser stadig at acceptere drabssagens kendsgerninger. Fakta. Han holder sig fortsat til sin egen historie.
Men hvorfor vil han efter alle disse år fortælle den, spørger Anders Lomholt ham i bogen:
»Jeg spilder mit liv. Halvdelen af mit liv sidder jeg i fængsel, og jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal sidde så meget i fængsel. Meget mere end alle de andre fanger. Hvorfor skal jeg det?«
Naum Conevski vil gerne hjem. Hjem til Nordmakedonien, hvor familien bor. Men det er usikkert, om han nogensinde kommer ud. De danske myndigheder er nemlig splittede.
På den ene side står psykiatere, der mener, det er sikkert at sende ham til Nordmakedonien og afsone. På den anden står politifolk, der frygter, at han fortsat er farlig. At han, hvis han løslades fra dansk varetægt, vil finde en måde at tage hævn over for de mennesker, han mener er hans fjender.
Blandt andre den politimand, der i sin tid var den første, der talte med ham efter anholdelsen.
Arne Astrup hedder han og er blandt de 33 kilder, der i Anders Lomholts bog bidrager til at tegne et billede af den drabsdømte gæstearbejder, der kom til Danmark i 1968 og 16 år senere blev dømt for drab, drabsforsøg og voldtægt.
Billedet står tydeligere end nogensinde, men Naum Conevski er på mange måder fortsat et mysterium, mener Anders Lomholt.
Adspurgt, om han efter sine mange møder med ham i dag forstår sin fars sympati, lyder svaret:
»På en måde er det en nem løsning at kalde ham monsteret fra Makedonien.«
»Den løsning er svær at holde fast i, når man lærer folk at kende – møder dem, møder deres familie og venner. Man finder ud af, at uanset hvor forfærdeligt det er – det, mennesket har gjort – er der noget kød og blod, der gør, at man ikke bare kan sidde og hade ham.«
Anders Lomholt understreger, at han absolut ikke har forståelse for manden og hans handlinger. Understreger, at det er utilgiveligt, hvad han har gjort. Men:
»Han har også spildt sit eget liv. Det er svært at formulere, så det ikke lyder, som om jeg har ondt af ham. Jeg mener jo, han har et ansvar for, at han havnet, hvor han er, men det er svært aktivt at gøre sådan et menneske til et monster, når man har mødt ham.«
»Han er jo også et menneske. Et eller andet sted.«
