Troels Trier er »på vej fremad«.

Den 82-årige multikunstner er i tydelig bedring, efter han torsdag blev indlagt på Odense Universitetshospital med en blodprop, der førte til et hjertestop.

Det fortæller han til Fyens Stiftstidende, og hans datter Rosa Trier er af samme overbevisning – ligesom hospitalspersonalet er.

»Blodproppen er fjernet, men jeg fik samtidig lungebetændelse. Det er en meget almindelig følgeting i forbindelse med hjertestop. Den observerer de lige nu, men jeg kommer forhåbentlig hurtigt hjem, så jeg kan komme videre med mine projekter,« fortæller Troels Trier til lokalavisen.

Skanderborg Festival 2007. Røde Mor med Troels Trier.
Skanderborg Festival 2007. Røde Mor med Troels Trier. Foto: Claus Bech Andersen
Vis mere

82-årige Troels Trier er både musiker, billedkunstner og keramiker.

Tirsdag delte han en video på Facebook, hvor han beklagede, at han måtte aflyse sin seneste koncert, fordi »han gik hen og døde«.

Han forklarede også, at hans urne, når han en dag rigtigt skulle herfra, skulle være hans hjemmelavede »lille Picasso-lignende krukke«.

I videoen fra sin sygeseng fortalte han, at han forventede at skulle blive på hospitalet et par dage.

Her ligger Troels Trier så altså fortsat en lille uge efter blodproppen.

Men heldigvis beskrev multikunstneren det fynske universitetshospital som »paradisiske omgivelser« og hospitalspersonalet som »venlige, smykke englelignende væsener« med en upåklagelig service.