Søndag aften lagde Tina Werborg et par sorte bukser og en hvid bluse med lynlås frem. Det var et pænt sæt, der klædte hende, og som hun følte sig godt tilpas i.
Mandag morgen tog hun tøjet på og gik på arbejde. Tirsdag morgen gjorde hun det samme. Og onsdag. Og torsdag. Og fredag. I en hel uge skiftede hun ikke tøj. Ikke én bemærkede det – eller rynkede på næsen.
Heller ikke ugen efter, eller ugen efter igen, hvor hun gentog forsøget, dog med to andre sæt. Oplevelsen har ændret Tina Werborgs forhold til tøj og fået hende til at skrive bogen 'Garderobemanifestet'.
»Tøj har altid været en stor del af mig og min familie. I min familie klædte vi om om aftenen og spiste aldrig middag i hjemmesko. At klæde sig pænt på er en måde, vi viser hinanden respekt på,« siger hun.
Men for fem år siden besluttede Tina Werborg at ændre sit forhold til tøj. Det begyndte med en bekymring for klimaet:
»Tøjindustrien er en af de mest forurenende i verden. Den tager vores penge, stresser vores hjerner og udnytter nogle af verdens mest udsatte.«
Siden er der kommet en ekstra motivation til:
»Jeg tænker ikke længere så meget på at redde isbjørne eller biodiversitet. Jeg holder også fast, fordi det klæder mig. Jeg har fået en bedre og mere personlig stil.«
Hun opdagede nemlig, at hendes eget liv blev bedre, og at hun blev gladere af at shoppe mindre, vaske mindre og bruge mindre tid på at tænke på tøj.
»At lægge sin tøjstil om er let nok, hvis man er typen, der kan gå i en hørsæk. Men jeg ville skabe en bæredygtig garderobe uden at gå ned på stil,« siger Tina Werborg, der har en forkærlighed for silkeskjorter, blondekjoler, oversize habitjakker – og sko.
Ingen tvivl om, at tøjindustrien sviner. Ifølge en FN-rapport står modeindustrien for 10 procent af al CO2-udledning. Fortsætter vi med at købe og forbruge tøj med samme intensitet som i dag, vil tallet i 2050 være steget til 25 procent.
En anden rapport fastslår, at hvis vi vil begrænse den globale opvarmning til den 1,5 graders stigning, som blev aftalt i Parisaftalen i 2015, må vi allesammen højst købe tre stykker tøj om året.
»Nu køber vi 50 stykker tøj per mand – i gennemsnit. Noget skal laves om,« siger Tina Werborg, der hverken er ekspert i klima eller tøjproduktion.
Men den 48-årige forfatter har sat sig ind i klimaforhold og nyere forskning om vores forbrug af tøj – og hun har brugt sig selv som forsøgskanin. Et forsøg, der endte i en livsstilsomlægning:
I tre uger skiftede Tina Werborg ikke tøj – jo, hun skiftede undertøj og strømper, og hun vaskede, hvis hendes bluse eller bukser havde fået pletter.
Men ellers var det på med det samme tøj – dag efter dag.
»Mine kollegaer og jeg talte flere gange om tøj, men ingen bemærkede, at jeg gik i det samme. Efter de tre uger spurgte jeg, om de havde bemærket det. Det havde de ikke.«
Forsøget lærte hende at:
- Andre ikke går op i, hvad hun har på.
- Hun ofte vaskede tøj, der ikke var beskidt.
- Hun ofte impulskøbte tøj, som hun ikke blev glad for – og som hun i hvert fald ikke ville gå i en hel uge.
- Hun hver morgen stod foran spejlet og fandt fejl ved sig selv.
»Normalt, når jeg tog tøj på om morgenen, kiggede jeg efter fejl i spejlet. 'Ser jeg tyk ud'. 'Er det forkert', 'for meget eller ikke festligt nok',« vurderede hun kritisk.
Nu har hun valgt dagens outfit på forhånd.
»Det er en befrielse. Jeg slipper for kritikken foran spejlet, og det, jeg finder frem om aftenen, bliver pænere end det, jeg flår ud, mens jeg smører madpakker og lægger mascara.«
Hendes yndlingsoutfit er en prikket Gucci-skjorte i brune farver, som hun ofte sætter sammen med en stribet habitjakke fra H&M.
For hun elsker stadig tøj:
»Og min mor, jeg og mine søskende klæder os stadig pænt på, når vi mødes.«
