De var alene på dansegulvet. En sjæler væltede ud af højttalerne, og han trak hende tættere ind til sig. På den måde, som en kvinde bare ved, er ladet med mere end en dans. Alt i hende stivnede. Hendes krop sendte et andet signal. Troede hun.
»Men da vi kort efter gik ind i elevatoren, sagde han: 'Nå darling, nu slipper du ikke mere'. Dér vidste jeg bare, at nu gjaldt det om at komme af sted så hurtigt som muligt,« fortæller Sussie Sheikh om episoden med sin chef. Simon Spies.
Måske har du hørt hendes navn. Måske har du hørt hendes podcast. 'Simon Spies' privatsekretær' hedder den og fortæller historien om hendes oplevelser, mens hun arbejdede for rejsekongen. Indtil hendes grænse blev overskredet den aften på natklubben, hvor hun troede, at de skulle gennemgå morgendagens møder.
Men at pille i egen navle er ikke den i dag 65-årige Sussie Sheikhs mission. For hun kunne sige fra. Det kunne andre ikke.
»Jeg synes, at det hører med til historieskrivningen, at Simon havde denne mørke side, som var fuldstændig utilgivelig, uetisk og mere eller mindre kriminel,« siger hun om hans forbrug af purunge piger. Dem, han kaldte 'morgenbolledamer'.
»Dengang var den kriminelle lavalder 16 år, og der var piger yngre end det, som han trakterede med penge, berømmelse, pelse, diamanter og rejser.«
»Det var jo luksusprostitution,« siger Sussie Sheikh.
Selv var hun 22, da hun i sommeren 1978 søgte og fik stillingen. Ikke fordi hun var specielt fascineret af Simon Spies. Men hun anerkendte hans forretningstalent og hans begavelse.
»Alt det med ham og de unge piger på billederne var jeg på det tidspunkt overbevist om blot var et smart pr-trick,« forklarer Sussie Sheikh, der som privatsekretær skulle være ved hans side døgnet rundt.
Hurtigt bed hun mærke i de meget unge kønne piger, der tog del i forretningsfrokoster og -middage. Hun troede, at de var staffage. Et af Simon Spies' pr-tricks.
Det var det ikke.
»Pludselig var de i Simons villa i Rungsted, hvor jeg også boede. Men de flyttede ind for at være klar, hver gang han skulle have sex. Og det skulle han tre gange om dagen.«
»Det kom fuldstændig bag på mig. Og det var grænseoverskridende at finde ud af, hvor organiseret det var.«
»Unge piger fra 15 år og op til 18, som var gået tidligt ud af skolen, skulle have en læreplads og var blevet ansat i rejseafdelingen. Og så viste det sig, at deres job foregik på hans sengekant.«
»De fik løn som piccoliner eller sekretærer, men det var ikke dét, de gjorde,« siger Sussie Sheikh, hvis stemme stadig dirrer af vrede over dét, som Simon Spies udsatte dem for.
»For det var ham, der var den voksne, ham, der skulle være den begavede.«
Pigerne var ikke stærke piger. Men piger fra ressourcesvage familier, der bare drømte om et bedre liv.
Det udnyttede han, mener Sussie Sheikh, som i de fire måneder, hvor hun arbejdede for Simon Spies, kom tæt på de tre unge morgenbolledamer, der boede sammen med ham.
Hendes job var – ud over regulære sekretæropgaver – at være en slags pædagogisk leder for dem. Være hende, der skulle fortælle dem, at nu var det deres tur til at have sex med Simon Spies.
Hvorfor gjorde du ikke noget, er det oplagte spørgsmål.
»Det gjorde jeg også rimelig hurtigt, efter at jeg var stoppet,« siger Sussie Sheikh og forklarer, hvordan hun fik kontakt til to af pigerne og hjalp dem ud af Simon Spies' kyniske kløer. Hjalp pigerne med at finde et rigtigt arbejde. Blive en del af det virkelige liv.
»Jeg ville da ønske, at det var anderledes, men mens jeg arbejdede for ham, havde jeg ikke tid til at sidde og reflektere,« forklarer hun og kalder Simon Spies en magtfuld og kommanderende chef.
»Han var bare ikke særlig behagelig at arbejde for. Han kørte os meget hårdt og havde en bevidst strategi om at spille os ledende medarbejdere ud mod hinanden.«
Selv var hun meget bevidst om, at også hun var en brik i Simon Spies’ spil. Han var nemlig rasende over, at hans mangeårige sekretær Lene Christensen var blevet kæreste med hans livlæge. Og for at straffe hende var Sussie Sheikh blevet ansat.
»Så der var også en masse kamp forbundet med at blive der,« siger hun og indrømmer, at hun også havde en naiv tro på, at hun selv kunne få sat lidt styr på ham. Gjort ham til et mere ordentligt menneske.
Den tro røg i elevatoren på hotellet i den engelske by Brighton, hvor han sagde ‘nå darling, nu slipper du ikke mere’. Hvor hun – trods sin i hans optik høje alder – var blevet objektet for enden af hans sexkikkert.
Sussie Sheikh sagde op.
I løbet af de følgende måneder fik hun hjulpet to af morgenbolledamerne ud af Simon Spies’ fold. Fem år senere døde han. 62 år gammel. Som en legende.
Selv blev hun journalist. Forsøgte i 1987 med en artikelserie at kaste l'ys over Simon Spies’ mørke og kyniske side.
»Der kom intet ud af den. Tiden var ikke til det,« husker Sussie Sheikh, som fik utallige vrede reaktioner over, at hun tilsmudsede en død mand.
»Men det var ikke dét, jeg gjorde. Jeg skrev om de døde piger i hans kølvand.«
Nu er tiden en anden. Hun håber, at den i kølvandet på afsløringerne om Hugh Hefner, Harvey Weinstein og mange andre magtfulde mænd og deres misbrug denne gang er rigtig.
»Jeg vil bare gerne bidrage til at fremstille hele billedet af Simon Spies. Den side af ham skal med,« siger Sussie Sheikh, som ved at stå frem med sin historie også har et andet stille håb.
Nemlig at ‘det grå guld’-generationen – som hun selv tilhører – benytter lejligheden til at reflektere over, hvorfor man ikke reagerede, hvorfor lod man tingene komme så langt ud, som de gjorde.
»Ja, det var en anden tid. Men det gør det ikke mere rigtigt,« siger Sussie Sheikh, som gennem sin podcast havde håbet at komme i kontakt med nogle af Simon Spies' tidligere morgenbolledamer. Foreløbig uden held.
»Hvorfor er der ingen af de piger, der står frem i dag? Det er, fordi det stadig er forbundet med så meget skyld og skam at have været prostitueret i så ung en alder.«
Podcasten 'Simon Spies' privatsekretær' kan høres på Podimo.
