For tre år siden gjorde Mette Fröhlich det, mange af os kun tør drømme om. Hun sprang ud af det velsmurte hamsterhjul i Humlebæk for at starte forfra som bondekone og plejehjemsafløser på Ærø. Og hun har aldrig været lykkeligere.
Når dit vækkeur ringer mandag morgen klokken 6, er Mette på vej fra gården på Ærø til Social- og Sundhedsskolen i Svendborg, medmindre den er coronalukket.
Den tidligere fotomodel og projektleder i reklamebranchen har skiftet det dyre liv i Humlebæk nord for København ud med jobbet som ufaglært plejehjemsmedarbejder og en uddannelse til sosu-assistent. Med adresse på Ærø og med meget mere tid til nærvær og fordybelse. Især om vinteren.
»I sommer føltes det ikke helt så enestående at være øboer på Ærø. Der føltes det, som om hele Danmark var taget til Ærø,« siger Mette Fröhlich om et af de få minusser ved sin nye tilværelse.
For selv om hun elsker kontrasten mellem sommerens livlighed og vinterens stilhed, så var balancen mellem den fred og mening, hun selv havde søgt, da hun flyttede til øen med sin mand og deres to fælles børn, og øens midlertidige tivolisering en anelse sværere at finde i år.
Sommerens ekstra mange turister bragte nemlig ikke kun arbejde og omsætning til de lokale, men også farer for alle de ældre, der var blevet så varm og vigtig en del af hendes nye arbejdsliv – og som Mette nu skulle pleje med endnu større omhyggelighed end nogensinde før på grund af den coronaskygge, der også hang over den lille, solbeskinnede ø.
Men vi foregriber begivenhedernes gang. Skal man forstå den kærlighed, som Mette Fröhlich nærer til det lille ø-samfund og sin nye hverdag, skal vi spole tiden tilbage. Tilbage til en tryg og rolig opvækst i Humlebæk nord for København. En barndom, der var bekymringsfri, og en ungdom, der var præget af fart, hurtige beslutninger og masser af siksak-spring, der først får karakter af en rød tråd, når Mette nu kan betragte dem på afstand.
Efter gymnasiet arbejdede Mette Fröhlich som fotomodel, samtidig med at hun tog en kommunikationsuddannelse fra Niels Brock, var på filmhøjskolen i otte måneder og blev så ansat i et produktionsselskab, hvor hun mødte den 17 år ældre Peter, der arbejdede som kreativ direktør på et stort reklamebureau.
»Vi havde netop afsluttet et længere forløb for en kunde, og jeg var inviteret med på en fancy frokost på Paustian. Der mødte jeg Peter for første gang, og vi endte med at sidde og tale hen over hovedet på min chef, da vi fandt ud af, at vi begge var fra Humlebæk. Vi havde nærmest levet identiske liv, men han flyttede bare derfra, da jeg blev født,« husker Mette Fröhlich.
Men de havde også en anden ting til fælles. De havde begge mistet deres mødre netop der, hvor man står på vippen mellem ungdoms- og voksenliv.
»Jeg mistede min mor i starten af 1990'erne, hvor jeg rejste en masse som fotomodel. Hun blev kun 47 og døde så pludseligt. Jeg var ikke forberedt. Og jeg var slet ikke klar til at sige farvel.«
Mette blev kæreste med Peter, men moderens uvirkelige forsvunden havde sat sig som en uro i kroppen. Et indre hækkeløb blev sat i gang, hvor Mette jagtede nye forhindringer for ikke stoppe op og sidde med den. Sorgen. Hun rejste til London for at færdiggøre sin bachelor og læste tre fag på et enkelt år: Media studies, cultural studies og third world development.
»Det var et hårdt år. Jeg så ikke London, jeg så kun bøger. Jeg tror, at jeg var ude at drikke rødvin to gange i al den tid. Jeg ville læse videre og tage en kandidat, når jeg var tilbage i Danmark, men året mættede mig så meget, at jeg valgte at lade arbejdslivet begynde for alvor, da jeg kom hjem. Jeg giftede mig med Peter, og hurtigt efter fik vi vores datter, Astrid.«
Udadtil havde Mette Fröhlich et liv, der var proppet med glæde og energi.
»Jeg havde det svært, men jeg holdt mig så hektisk i gang, at jeg ikke kunne mærke, hvordan jeg havde det. Den ene store opgave afløste den anden, og jeg sørgede for, at jeg var travl og hele tiden bare skulle noget,« fortæller hun nøgternt.
»Peter og jeg var to forskellige steder. Både fysisk og mentalt. Jeg arbejdede på et reklamebureau nord for Helsingør, og Peter var inde i byen. Han udviklede sig fagligt og producerede helt vildt, og jeg delte mig ud over hjem, arbejde og børneliv. Som jeg ser det nu, så levede jeg med en skygge af sorgen over min mors død, som jeg først er kommet til rette med inden for de sidste fem år. Den fylder meget i de valg, jeg har truffet siden – og den har påvirket min indstilling til det liv, jeg vil have nu.«
Mette Fröhlich er 47 år nu. Den samme alder, som hendes mor havde, da hun blev revet væk uden varsel. Og den erkendelse – at det hele kan være slut i morgen – som moderens død medførte, har Mette endelig fået vendt til en livsbekræftende indsigt frem for en tyngende smerte.
»Jeg kæmpede med sorgen, da jeg fik Astrid, men forgæves. Og den forsvandt heller ikke, da jeg fik Carl to år efter. Det opdagede jeg, da jeg begyndte uddannelsen til gestaltterapeut for fire år siden. Det er sorgen, der har motiveret mig til at ændre hele mit liv,« siger hun.
Inden hun tog den uddannelse, havde parret startet deres eget firma med ansatte, der skulle aflønnes, kunder, der skulle stilles tilfreds, og to små børn. Mette fik migræneanfald og fornemmede en begyndende stress.
»På et tidspunkt – det var en december – sagde Peter til mig: 'Nu går du ind og lægger dig, og så kommer du ikke på arbejde igen før til januar'. Jeg var tyndslidt.«
Ideen om at rykke hele deres liv op og flytte til Ærø kom fra hendes mand. Han savnede en hverdag med mere ro og frisk luft, færre møder og powerpoint-præsentationer. Peter var et par somre rejst til Ærø og bagt surdejsbrød med en god ven under navnet Brødsheriffen som et hobbyprojekt, og pludselig begyndte han at tale om at udskifte den arkitekttegnede hverdag i Humlebæk med en gård på Ærø.
En hverdag, hvor de kunne fortsætte med at passe den kommunikationsvirksomhed, de havde startet sammen, men uden de faste udgifter og det materielle kapløb, der også fulgte med til en hverdag i Nordsjælland.
»Vi havde ikke talt om Ærø før. Jeg havde ikke overskuddet til at forestille mig en anden hverdag end den, vi havde. Som mor har man kun en vis mængde ressourcer til rådighed, når man er sammen med en mand, der arbejder meget, og har børn, der kræver ens kræfter og fokus. Men i takt med, at børnene blev større, fik jeg overskud til at gå i terapi. I starten gik jeg i ring og flyttede mig ikke. Sorgen forandrede sig ikke. Terapien var bare tårer og køkkenrulle. Men så var der en mor i Carls klasse, der fortalte, at hun havde taget uddannelsen til gestaltterapeut, og at det var den bedste gave, hun havde givet sig selv. Det åbnede noget i mig. Jeg gik i gang med den opgave, jeg havde haft hele tiden: at se indad.«
Året efter besluttede Peter og Mette sig for at flytte til Ærø.
»Vi havde taget virksomheden med, og vi troede nok også, at vi skulle holde gang i den. Men jeg kunne bare mærke, at det sagde mig så lidt at sidde bag den computer. Mennesket var aldrig målet. Det var bare midlet til at sælge et produkt. Men mennesker er jo meget mere interessante end produkter, og det var mennesker, jeg ville arbejde med,« konstaterer Mette.
Samtidig kunne hun også mærke en trang til at bidrage til samfundet og være en del af øens fællesskab. Hun undersøgte, hvilken rolle hun kunne udfylde, og det var som plejer på øens plejehjem.
»Jeg har arbejdet som ufaglært på plejehjemmet i to et halvt år, og nu vil jeg have noget faglighed med i rygsækken. Jeg vil være en del af holdet, og jeg vil kunne argumentere for min mavefornemmelse og mine valg med teoretisk belæg.«
Beslutningen om at ændre hele deres livsbane var ikke ubetinget let. For selv om mavefornemmelsen sagde dem begge, at deres liv havde brug for et sporskifte, så skulle de også trække deres børn ud af den hverdag, de kendte.
»Peter og jeg følte, at det her ryk ville passe godt til vores indre værdier. Vi var hurtige til at se os selv bo sådan her – landligt og nærmest mennesketomt. Men hvad med børnene? Det var der, overvejelserne var tungest,« fortæller hun.
»Men sagen er jo den, at uanset hvor vi er, så er det jo vores familie, der er i centrum. Vi kunne flytte ud i Sahara og skabe et liv, så længe vi var sammen. Vi havde også talt om at flytte til Nordamerika, og mens den idé blev vendt, kom vores nuværendes mantra: 'Vi er centrum for børnene.' Centrum er ikke venner, skole eller fritidsaktiviteter. Centrum er os. Med det mantra faldt alle de andre saboterende katastrofetanker bort.«
Mette Fröhlich understreger, at hun ikke flygtede fra en dårlig tilværelse, da de flyttede til en ny hverdag som øboere.
»Der var masser af dejligt ved det liv, vi havde. Min far boede i mit barndomshjem 300 meter fra, hvor vi boede. Peters familie boede også tæt på. Der var provinsidyl, cykelstier og søde naboer. Jeg fortryder ingenting ved de år. De var bare for travle,« siger hun og stopper sig selv.
Som om hun kærligt siger farvel til en tidligere forelskelse for nu at dedikere livet til en større kærlighed.
»Mit liv her er bare så meget mere berigende. Der er en anden nærhed. Alt er kommet et skridt tættere på. Min mand og mine børn samlet på vores gård og med dyr og natur omkring os.«
»Det var Peters idé, og jeg var egentlig ret lukket over for den. Det var sjovt at komme om sommeren, når han stod og bagte. Men da vi så talte realistisk og konkret om fordele og ulemper ved at flytte hertil, fik jeg et perspektiv. Jeg nærmede mig den alder, min mor havde, da hun døde. Jeg ville gerne nå at have mere tid med mine børn. Jeg havde alle muligheder i Humlebæk, men ikke den tid, jeg kunne få på Ærø. Og tænk, hvis jeg blev ramt ud af den blå luft med kræft i hjernen ligesom min mor.«
Hver dag giver mening nu, og selv om deres gård ligger afsides, føler Mette sig mere knyttet til et fællesskab end nogensinde før.
»Vi er tætte her, både i det kollegiale liv, jeg har på plejehjemmet, og med de mennesker, vi ser i lokalmiljøet. Det hele er meget nært. Der er både god smalltalk, men man kan også gå ind i kødet på emnerne på en anden måde, end der var plads til tidligere. I sommersæsonen tager vi et morgendyp med medbragt kaffe, som vi drikker med en nabo, der bor fem kilometer væk. Livet var godt i Humlebæk, det er bare endnu bedre her. Jeg er meget mere tro mod mig selv, og jeg er kommet overens med sorgen over at miste min mor.«
Valget har ikke været omkostningsfrit. Der er langt til de gamle venner og familien, for man svinger ikke bare forbi til et glas vin og en snak, når det kræver en færgebillet og en overnatning. Der er masser, der gerne vil komme over, men i sommer var de nødt til at lukke ned for de mange besøg af hensyn til coronasmitten, der kunne ramme Mette og dermed plejehjemskolleger og -beboere.
»Der mærkede jeg et reelt savn. Men ellers er der intet, jeg mangler. Jeg gider ikke ræset for de materielle ting. Det betyder intet. Og det, at jeg har fået lov til at opleve en anden branche, har været øjenåbnende. Boede vi i Humlebæk, kunne jeg ikke bruge et afløserjob på et plejehjem til noget. Det er jo lige før, mine børn tjener det samme med deres caféarbejde, som jeg gør,« fortæller hun.
»Men pengene rækker så meget længere her. Og nu udfylder jeg en opgave. Jeg er uddannet tænker inden for hjernefag, og nu får jeg lov til at være de varme hænder i et hjertefag. Det har været en gave, jeg fik, uden jeg vidste det.«
Men hvad siger tidligere kolleger, familie og venner, når man udskifter positionen som chef i egen virksomhed med praktisk arbejde på laveste løntrin?
»Ni ud af ti reagerede med et 'Wow, hvor er det modigt'. Det talte vi lidt om herhjemme. Synes vi, at vi er modige? Jeg opfatter det ikke som modigt. Jeg er bare taknemmelig. For at Peter opdagede muligheden for et nyt liv og for, at jeg gik med på hans mavefornemmelse. For jeg havde ikke gjort det selv. 'I gør det, vi andre drømmer om,' har flere sagt til mig. For mig er det bare den eneste rigtige vej at gå, hvis jeg skal være tro mod mig selv.«
Mette vil ikke dagdrømme om en fremtid, man ikke ved, om man når. Hun vil leve lige nu. I nærværet og i hverdagen. Og på færgen 5.45 på vej fra Ærø til Svendborg.
Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for damerne.
