Helle Thorning-Schmidt forsvarede i dag Tilsynsrådets anbefaling om fortsat udelukkelse af Donald Trump på Facebook.

Som afgående USA-præsident blev han udelukket fra Facebook, da han i kølvandet på optøjerne ved Kongressen 6. januar delte en video, hvor han til de voldelige demonstranter sagde 'vi elsker jer, I er meget særlige'. Derefter besluttede Mark Zuckerberg, at det var for risikabelt at lade præsidenten ytre sig på de sociale medier. Derfor blev han bandlyst.

Siden skulle Facebooks såkaldte Oversight Board – på dansk Tilsynsrådet – vurdere sagen og komme med deres mening. Helle Thorning-Schmidt sidder som den eneste dansker med i rådet.

B.T. spurgte den tidligere danske statsminister, om hun og resten af rådet – der består af politiske eksperter og jurister fra hele verden – kan afvise, at en fortsat udelukkelse af Trump ikke kan lede til, at ekstreme ytringer rykker over på andre undergrundsplatforme på internettet.

»Det er et godt spørgsmål, og det må ikke ske. Det er derfor, jeg synes, at det er så vigtigt, at vi netop har Tilsynsrådet. Men det er en større filosofisk diskussion,« siger hun.

Helle Thorning-Schmidt har været med til at anbefale en fortsat udelukkelse af Donald Trump fra Facebook. Men Thorning og resten af rådet holder en dør på klem for Trump, i det de beder Facebook kigge på sagen igen. Det skal ske inden for seks måneder.

»Vi siger til Facebook, at de skal kigge på Trumps sag igen og komme til en konklusion,« siger Thorning.

Rådet siger også, at det var korrekt at udelukke Donald Trump fra de sociale medier, men at der ikke er nok regler på området. Mark Zuckerbergs medie skal simpelthen få styr på reglerne, og de skal gælde for alle.

»Facebooks normale straf er at fjerne voldeligt indhold og lave en tidsbegrænset suspendering eller at slette kontoen permanent. Rådet insisterer på, at Facebook kigger på sagen igen og finder frem til, om det var en passende respons i forhold til de gældende regler, der er for andre brugere på platformen. Rådet giver anbefalinger til Facebook, så de kan udvikle og implementere klare, nødvendige og proportionelle regler, der promoverer offentlig sikkerhed og respekterer ytringsfriheden,« står der i afgørelsen.

Facebook skal følge Tilsynsrådets afgørelse.