Hun har været udnævnt til en af Danmarks rigeste kvinder, er tæt på kronprinsparret og har i årevis været det måske mest offentlige medlem af den ellers så pressesky LEGO-familie, når hun har stillet op til interview efter interview om sin ridekarriere.

Men på det seneste har der været anderledes stille om LEGO-arvingen Agnete Kirk Thinggaard. Det kan skyldes, at der er sket store forandringer i hendes liv.

Hun har nemlig indstillet ridekarrieren, er blevet skilt og har overtaget parrets store gods ved Horsens.

Det fremgår blandt andet af Erhvervsregistret og et skriftligt svar fra LEGO-familiens holdingselskab Kirkbi til B.T.

Agnete Kirk Kristiansen ses her med kronprinsesse Mary vd et ridestævne i 2016.
Agnete Kirk Kristiansen ses her med kronprinsesse Mary vd et ridestævne i 2016. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Desuden har den tidligere OL-rytter nu taget sit fødenavn, Agnete Kirk Kristiansen, tilbage.

Agnete Kirk Kristiansen er yngste datter af LEGO-ejer Kjeld Kirk Kristiansen. Ligesom sine to søskende, Sofie Kirk Kristiansen og Thomas Kirk Kristiansen, ejer hun knap en fjerdedel af Kirkbi, der ejer 75 procent af LEGO, mens LEGO-fonden ejer de sidste 25 procent.

Kjeld Kirk Kristiansen ejer en smule mere end 25 procent af Kirkbi.

Både Sofie og Agnete Kirk Kristiansen har i årevis haft et nært forhold til kronprinsparret. Agnete Kirk Kristiansen, der tidligere har været med på det danske dressurlandshold ved OL, er flere gange blevet set sammen med kronprinsesse Mary ved ridestævner.

Agnete Kirk Kristiansen ejer nu alene godset Julianelyst ved Østbirk uden for Horsens.
Agnete Kirk Kristiansen ejer nu alene godset Julianelyst ved Østbirk uden for Horsens. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Og hendes nu tidligere mand, Claus Thinggaard, er flere gange blevet inviteret på kongejagter med Kronprinsen – senest i Gludsted Plantage i Jylland i begyndelsen af november. Her stod Claus Thinggard opført som ejer og direktør af plantagen Store Hjøllund, som parret i sin tid købte sammen – nogle år efter, at de i 2010 erhvervede det store gods Julianelyst ved Horsens for 100 millioner kroner.

Netop ejerskabet af Julianelyst, som parret har renoveret for flere hundrede millioner kroner, er en af de ting, som ifølge Erhvervsregisteret ser ud til at være blevet berørt af skilsmissen.

Mens Claus Thinggaard tidligere var registreret som ejer af mellem 10 og 15 procent af det smukke gods, står Agnete Kirk Kristiansen nu opført som eneejer.

Agnete Kirk Kristiansen og Claus Thinggaard, der er berider og agroøkonom, var gift i 14 år og har sammen tre døtre.

Kronprins Frederik og Claus Thinggaard ved en jagt i Gludsted Plantage i slutningen af oktober 2019.
Kronprins Frederik og Claus Thinggaard ved en jagt i Gludsted Plantage i slutningen af oktober 2019. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Parret har gået stille med dørene i forhold til deres skilsmisse, der kun er blevet nævnt diskret i en enkelt artikel i JP Horsens i september, hvor Kirkbi har bekræftet skilsmissen.

»Agnete og Claus Kirk Thinggaard har truffet en fælles beslutning om at lade sig skille. De har ikke yderligere kommentarer til situationen og beder om forståelse for, at det er et privat anliggende,« lød det skriftlige svar fra Kirkbi til mediet.

B.T. har spurgt Kirkbi, om hvorfor parret skal skilles, samt om hvorvidt Agnete Kirk Kristiansen skal blive boende på Julianelyst.

Kirkbi henviser til den kommentar, som selskabet gav i september til JP Horsens, og oplyser, at man ikke har yderligere kommentarer.

Agnete ved OL i Rio i 2016.
Agnete ved OL i Rio i 2016. Foto: TONY GENTILE
Vis mere

Dog er Kirkbi lidt mere meddelsom, hvad angår Agnete Kirk Kristiansen stop som professionel dressurrytter.

Den 39-årige LEGO-arving havde ellers satset stort på livet som professionel dressurrytter. Hun havde indkøbt den dyre tidligere britiske OL-tophest Atterupgaards Othilia og havde fået flere topheste fra sin fars stutteri Blue Hors stillet til rådighed.

I slutningen af 2019 – kort inden corona lagde verden ned – drog hun på et træningsophold til Florida, hvor hun fik fløjet flere heste over. Derovre deltog hun i flere konkurrencer, men hun endte med at vende hjem før tid grundet corona.

Siden har hun ikke stillet op i stævner, og hun har efterfølgende også lukket sin 'professionelle' Facebook-profil, der fulgte hendes liv som konkurrencerytter.

B.T. har også spurgt ind til et interview med Agnete Kirk Kristiansen om hendes ridekarriere. Det har ikke været muligt, men Kirkbi svarer følgende:

»Hvad angår Agnete Kirk Kristiansens karriere som professionel dressurrytter, så bakker Agnete Kirk Kristiansen fortsat op om sporten, rytterne og hestene, dog ikke længere som aktiv dressurrytter.«