»Troels den skøre skid, den uregerlige entertainer, han døde her søndag.«
Sådan lød den første reaktion fra Lars Trier Mogensen – ovenpå svigerfaren og multikunstneren Troels Triers død 5. april – i sin politiske podcast BorgenUdenFilter onsdag.
Den politiske kommentator Lars Trier Mogensen bliver i podcasten spurgt ind til de mange reaktioner ovenpå bortgangen af podcastens medvært Henrik Qvortrup.
Og her kommer han med et noget overraskende svar.
Ifølge ham var den private Troels Trier nemlig helt anderledes end den entertainer, han strålede som i offentligheden.
»Det er en lidt mærkelig situation, fordi han jo blev til et folkeeje, så der er enormt mange mennesker, som skriver om ham og taler om ham. Men det er jo meget den offentlige Troels Trier, folk forholder sig til,« siger han i BorgenUdenFilter.

»Privat var han meget mere sky og genert, og på mange måder en helt anden mand.«
Trier Mogensen fortæller, at påsken ovenpå bortgangen har stået på mange praktiske ting, hvor han også tilføjer, at familien er i sorg.
Privat er han gift med den 51-årige kunstner Sara Trier, der er Troels Triers yngste barn.

