En af Sveriges største realitykendisser og influencere er landet i en massiv shitstorm.

Det er den 26-årige Bianca Ingrosso, der ofte bliver beskrevet som 'den svenske Kardashian-søster', der er kommet på dybt vand.

Hun medvirkede for nogle uger siden i en tampon-reklame for virksomheden Deodoc, hvor hun hævdede, at Deodocs tamponer – i modsætning til andre tamponmærker – ikke frigiver nogle fibre.

Reklamen blev efterfølgende anmeldt til den svenske reklameombudsmand, som nu har kritiseret den for at indeholde 'vildledende markedsføring', da førnævnte ikke er videnskabeligt bevist. Det skriver Breakit.

Ifølge Dagbladet og Expressen er den vildledende markedsføring dog ikke den eneste årsag til, at Bianca Ingrosso er landet i en shitstorm.

Hun har nemlig siden medvirket i en endnu en reklamefilm for Deodoc. En reklamefilm, der handler om kvinders menstruationscyklus.

Ifølge det svenske medie kan man i den omtrent et-minut-lange video se Bianca Ingrosso gennemgå menstruationscyklusen i fire faser.

De fire faser er henholdsvis under menstruationen, efter menstruationen, under ægløsningen og kort før menstruationen.

Under menstruationen holder Bianca Ingrosso sig for maven på grund af smerter, efter menstruationen smiler hun og er glad, under ægløsningen har hun et sensuelt og lystigt ansigtsudtryk, mens hun lige før menstruationens ankomst spiser pizza, rækker fuck og ser irriteret ud.

På Deodocs egen Instagram-side, hvor de delte reklamen tirsdag, strømmede det lynhurtigt ind med kommentarer, hvoraf størstedelen kritiserede reklamen for at være for seksuel og upassende.

Faktisk kom der så mange kritiske kommentarer, at Deodoc valgte at slå kommentarerne fra.

'Hvad sker der for det seksuelle kropssprog? Jeg får også mere lyst under min menstruation, men det føles mærkeligt at se i en reklame,' skrev en bruger, inden Deodoc fjernede alle kommentarerne.

'Skal vi virkelig stadig seksualisere kvinder i hver eneste reklame?' skrev en anden, mens en tredje kaldte reklamen for 'en joke'.

Deodoc udtaler – ifølge Dagbladet – at de ikke har fjernet kommentarerne, fordi de var kritiske, men fordi visse kommentarer overskred retningslinjerne.

»Personlige meninger er altid velkomne, og vi vil gerne være så ærlige som mulige, men respektløst sprog, hadefulde kommentarer, internetmobning og spredning af løgne vil ikke blive tolereret,« lyder det fra virksomheden, der desuden har udtalt til Expressen, at reklamen er ment som en 'hyldest til kvindekroppen'.

Bianca Ingrosso har endnu ikke udtalt sig om kritikken.

Hvad synes du om reklamen? Deltag i afstemningen længere oppe i artiklen.