Rystende detaljer fra Jeffrey Epsteins private caribiske ø er kommet frem i retssagen mod Ghislaine Maxwell. Flere af de seksuelle overgreb på mindreårige fandt ifølge anklagerne sted på øen, hvor kendte badede sig i luksus.

Men hvad var Little St. James egentlig for en ø? Og hvor meget vidste omgivelserne? Susan Astani og Christian Kjær var gennem flere år naboer til øen.

»De lokale folk begyndte at advare os, da de fandt ud af, at han ville købe vores ø,« fortæller Susan Astani i en sms til B.T.

Den danske FLSmidt-arving Christian Kjær havde i 70erne købt den lidt større naboø, Great St. James, sammen med sin mor. Øerne ligger lidt sydøst for den større ø St. Thomas, som var en del af øerne i det tidligere Dansk-Vestindien.

Epsteins luksuspalæ på Little St. James.
Epsteins luksuspalæ på Little St. James. Foto: MARCO BELLO
Vis mere

Christian Kjær og Susan Astani ferierede flittigt på øen Great St. James, indtil Christian Kjær solgte den i 2016.

Parret mødte to gange Jeffrey Epstein, da han på et tidspunkt ønskede at købe øen. Susan Astani har tidligere fortalt, at hun fik et meget dårligt indtryk af Epstein, som hun opfattede som ubehagelig.

Under retssagen mod Maxwell, der var Epsteins ekskæreste, er der kommet mange detaljer frem om Epsteins ø, der angivelig var centrum for hans grooming af unge og mindreårige kvinder, og hvor flere seksuelle overgreb også skulle have fundet sted.

Tidligere har det været beskrevet, hvordan en ung kvinde på et tidspunkt forsøgte at flygte ved at svømme fra øen, der ligger i et område med hajer, men hvordan hun blev indhentet af Epstein, skriver New York Post.

Susan Astani og Christian Kjær på øen Great St. James, som de solgte i 2016.
Susan Astani og Christian Kjær på øen Great St. James, som de solgte i 2016. Foto: Privatfoto
Vis mere

Ifølge Susan Astani gik der mange rygter i området omkring, hvad der skete på øen:

»Christian plejede at sige, at de, som ønskede at besøge ruiner fra et gammelt bordel fra slavernes tid, kom til vores ø, mens de, der ønskede at tage til et aktivt bordel, tog til Little St. James,« fortæller hun og oplyser, at hun aldrig har mødt retssagens hovedperson, Ghislaine Maxwell.

Epstein købte Little St. James i 1998, mens han igennem en lokumsaftale med en stråmand – en sultan fra Dubai – lykkedes med at overtage Great St. James i 2016, efter Christian Kjær solgte øen.

Christian Kjær, der nu er 78 år, havde ellers svoret, at han ikke ville sælge til Epstein, da han havde hørt, at den amerikanske milliardær ikke behandlede sine ansatte ordentligt.

FBI fandt ved en ransagning flere billeder af Epstein og Maxwell, der viser, at de havde et kæresteagtigt forhold.
FBI fandt ved en ransagning flere billeder af Epstein og Maxwell, der viser, at de havde et kæresteagtigt forhold. Foto: HANDOUT
Vis mere

Susan Astani fortæller, at parret ikke ærgrer sig over, at de solgte øen, men at de ærgrer sig over, at Epstein fik den.

»Det stod tydeligt i salgsaftalen, at hvis Epstein havde noget som helst med handlen at gøre, så ville den blive aflyst. Det var først efter hans død, at det blev bekræftet, at det var ham, der stod bag handlen,« lyder det fra Astani.

Retssagen mod Ghislaine Maxwell, der er tiltalt for at have groomet og lokket unge kvinder, så Epstein kunne forgribe sig på dem seksuelt, samt for at have være med til at menneskehandle dem, har også givet et indblik i det vilde luksusliv, som Maxwell og Epstein levede.

I retten blev der vist billeder, hvor man kan se, hvor afsides øen lå, og hvor luksuriøse bebyggelser der var på den. I 2008 skulle Epstein have haft 70 ansatte på øen.

Et luftfoto af Little St. James i 2019. Great St. James kan ikke ses på billedet.
Et luftfoto af Little St. James i 2019. Great St. James kan ikke ses på billedet. Foto: MARCO BELLO
Vis mere

En tidligere assistent for Maxwell fortalte i retten, hvordan Epstein både ville have mere sand og flere palmer sendt til øen.

Desuden fik han også både sit yndlingsbrød og smør fløjet ud til øen, der ligger så langt væk fra alt, at den også havde sin egen brandbil og brandfolk.

Prominente gæster som Kevin Spacey, Bill Clinton og prins Andrew har angivelig også besøgt øen, hvilket foregik ved, at de blev fløjet med Epsteins privatfly til St. Thomas og derfra fløjet i helikopter til øen.

På øen fik de angivelig alt betalt og blev behandlet, som var de på et femstjernet hotel.

Ghislaine Maxwell i retten.
Ghislaine Maxwell i retten. Foto: JANE ROSENBERG
Vis mere

Frem til sin sexdom i 2008 besøgte Epstein øen to-tre gange om måneden, hvor han ifølge Independent rendte rundt i klipklapper i en 'zen-agtig' tilstand og hørte afslappende musik, mens masser af unge kvinder var omkring ham.

Ifølge New York Post købte Epstein Little St. James for 8 millioner dollar, mens han gav 17,5 millioner dollar for Great St. James.

Mediet skriver, at de to øer tilsammen er vurderet til at være 240 millioner dollar værd i dag.