Susan Astani er blevet akut indlagt på en isolationsstue.

Det skyldes, at hun har pådraget sig mave- og tarminfektionen Clostridium.

»De beholder mig i hvert fald de næste par dage, da mit infektionstal er alt for højt,« forklarer Susan Astani til B.T.

Hun er indlagt på Amager Hospital, efter hendes kollegaer i Osted Lægehus insisterede på, at den 50-årige læges ildebefindende og grå udtryk i ansigtet måtte undersøges nærmere.

Her fandt de så tegn på den i værste fald dødelige infektion og fik akut indlagt Susan Astani på en isolationsstue, hvor ikke engang hendes 78-årige ægtemand, rigmanden Christian Kjær, må komme ind.

»Jeg er isoleret, fordi det er smitsomt. Christian kan ikke engang komme og besøge mig. Men heldigvis er der god effekt af antibiotikaen,» fortæller jetsetfruen om sin 78-årige ægtemand, rigmanden Christian Kjær.

Heldigvis er Susan Astani så småt i bedring og forsøger at holde humøret højt, selvom hun er blevet isoleret på et ganske uheldigt tidspunkt.

»Tænk at jeg skal holde min fødselsdag i morgen alene i isolation på hospitalet,« sukker hun.

Hun er dog godt klar over, hvordan hun har fået infektionen.

»For to uger siden blev jeg opereret og behandlet med en høj dosis penicillin på grund af en infektion i en tandrod. Penicillinen har ødelagt min tarmflora og har medvirket til, at jeg har fået tarminfektionen,« forklarer Susan Astani.