Kidnapning, bedøvelse med æter, anklager om mordforsøg og en strid om 300-400 millioner kroner.

Fynske Bjørnemose Gods var i flere år centrum i en spektakulær skilsmissestrid mellem en skønhedsdronning og hendes rige mand. Her er fjerde afsnit i B.T.s serie om drama på danske godser.

»Jeg kan ikke forestille mig, at han kan sagsøge mig for mere.«

Sådan sagde kosmetikdronningen Heidi Sommer til B.T., da hun i 2016 efter 18 års kamp og retssager kunne sætte et punktum i en af Danmarks mest opsigtsvækkende skilsmisseslagsmål.

Undervejs blev hun anklaget for mordforsøg af sin eksmand, Jens Dinesen, mens han endte med at skulle betale hende 100.000 kroner og fik en betinget fængselsdom for at have kaldt hende for morder.

At sagen skulle udvikle sig sådan, var der nok ikke mange, der havde troet, da Heidi Sommer i begyndelsen af 1990erne faldt for den nyrige landmand Jens Dinesen.

30-årige Dinesen, der kom fra Nordfyn, havde tjent en del penge på at opfinde et apparat til at måle vandindhold i korn, da han mødte den unge Heidi Sommer fra Odense, der var godt i gang med at opbygge sin kæde af skønhedsskoler. Parret mødte hinanden ved en fest, og Dinesen var solgt med det samme:

»Hun kan alt det, som en landmand fra Jylland aldrig havde tænkt på,« har han forklaret til Finans.

Heidi Sommer kæmpede i 18 år om Bjørnemose Gods med sin eksmand.
Heidi Sommer kæmpede i 18 år om Bjørnemose Gods med sin eksmand. Foto: Niels Lund
Vis mere

Parret blev gift i 1991, fik døtrene Benedikte og Josefine og slog sig ned på Asbølholm Slot ved Kolding. Og ægteskabet var egentlig lykkelig i en rum tid, har Heidi Sommer siden fortalt til B.T.

Senere byggede parret Rosenskjold Slot på Vestfyn, og dernæst købte de Bjørnemose Gods, som endte med at blive stridens kerne. For da Heidi Sommer og Jens Dinesen i 1998 blev skilt, gik det helt galt.

Parret blev uenige om, hvordan værdierne til 300-400 millioner, som deres bo var vurderet til, skulle deles. Heidi Sommer mente, at Bjørnemose Gods, som hun havde købt til sine forældre, var hendes, mens Jens Dinesen mente, at han ejede halvdelen.

Allerede ved et ellers harmløst indledende bodelingsmøde 2. december 1998 udviklede det sig højdramatisk. Jens Dinesen var blevet kaldt til Kolding af Heidi Sommers advokat, Jens Sejerø-Olsen.

Dinesen vidste godt, at advokatens mor også ville være til stede. Men hun var ikke den eneste.

»Under spisebordet er gemt tre personer, som springer op. Jens Sejerøe-Olsen siger: 'Nu er det slut, Jens'. Jeg råber på nåde over for fru Sejerøe-Olsen, men hun går bare væk. Bortførerne har handsker på, men ikke masker. De bagbinder mig og binder mig på fødderne, hvorefter jeg bliver smidt ud i min egen varebil, en stor amerikansk varebil,« forklarede Dinesen til Finans, hvor han også fortalte, at han blev bedøvet med æter.

Herefter blev han kørt rundt i bilen i længere tid, indtil han vågnede op, fik vristet sine hænder fri og tog kvælertag på Jens Sejerøe-Olsen, hvorefter bilen endte i en pløjemark.

Dinesen beskyldte derefter sin ekskone for at have en affære med advokaten, men det har hun afvist.

Bjørnemose Gods ved Svendborg har været centrum om en kæmpe ballade.
Bjørnemose Gods ved Svendborg har været centrum om en kæmpe ballade. Foto: Stig Nørhald
Vis mere

Efterfølgende fandt Heidi Sommer sammen med finansmanden og milliardæren Ole Abildgaard, der flyttede til Fyn og bosatte sig sammen med hende. Parret er dog ikke længere sammen.

Striden med Jens Dinesen var dog ikke slut.

Først var der episoden, hvor Jens Dinesen i 2001 blev idømt 40 dages betinget fængsel for at have kaldt Heidi Sommer for morder. Derefter blev Heidi Sommer tiltalt for at have løjet i retten, da hun fortalte, at Dinesen havde truet hende med et jagtgevær under et helt usædvanligt drama på slottet tre år tidligere, kort før kidnapningen.

Heidi Sommer fik 60 dages ubetinget fængsel, men hun ankede dommen og blev i 2002 frikendt i landsretten.

Herefter var der stille et stykke tid. Kort efter skilsmissen valgte Dinesen at sælge godset til sit eget selskab, hvorefter han drev det i otte år som sit eget. Men det var ikke lovligt, fastslog landsretten i 2006, hvorefter Heidi Sommer fik godset tilbage.

I mellemtiden havde Jens Dinesen dog ombygget og belånt det, og derfor måtte parterne i retten igen:

»Han har lavet nogle forbedringer, som, jeg godt nok mener, er nogle forværringer, og det er det, sagen drejer sig om. Han mener, at han skal have kompensation for de ændringer. Men hvis han får medhold, så vil det svare til, at hvis du stjæler nogle sølvkandelabre og forgylder dem, så burde du kunne få differencen, uanset om den rigtige ejer siger, at hun faktisk bedst kan lide sølvlysestager,« forklarede Heidi Sommer i den forbindelse til B.T.

Både landsretten og Højesteret gav dog begge parter delvis medhold, idet Dinesen blev dømt til at tilbagebetale 6,7 millioner kroner plus procesrenter tilbage fra 3. juli 2006 til Heidi Sommer for den indtjening, hun mistede på godset, samt det lån, han havde optaget i ejendommen. Dog fik han modregnet en del af de forbedringer, han fik lavet, så Heidi Sommer ikke fik hele det beløb, som hun oprindelig havde krævet.

Godsejer Jens Dinesen mødte flere gange sin ekskone i retten i forbindelse med deres skilsmisse.
Godsejer Jens Dinesen mødte flere gange sin ekskone i retten i forbindelse med deres skilsmisse. Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

Men hun var glad for, at sagen var afsluttet:

»Der er ikke en perlesten, der ikke er blevet vendt og drejet. Jeg kan ikke forestille mig, at han kan sagsøge mig for mere,« sagde hun til B.T. efter retssagen.

Den lange skilsmissestrid fik i december 2017 endnu et punktum, da Bjørnemose Gods blev solgt. Heidi Sommer havde sat godset til salg i 2011 for 55 millioner kroner, men der skulle gå seks år og et nedslag på 21 millioner kroner, før det blev solgt.

Det gamle gods, der tidligere har huset gamle adelsslægter som Ahlefeldt-Laurvig og Skeel, blev ramt af en voldsom brand i januar. Det vides ikke, hvad status for godset er i dag.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Heidi Sommer.