»Russiske missiler har igen ramt tæt på World Central Kitchens opholdssted i det østlige Ukraine.«

Sådan skriver den spanske stjernekok José Andrés på Twitter. World Central Kitchen er hans velgørenhedsorganisation, som laver mad i katastrofeområder. Ukraine er den første krigszone, hvor de til stede.

Han skriver, at alle medarbejdere heldigvis er uskadte.

»Tre lastbiler er kommet til skade, og noget mad er ødelagt, men vores fantastiske hold vil blive ved med at lave mad til de familier, der har brug for det. Det her er den forfærdelige, daglige virkelighed for ukrainere over hele landet.«

Det er ikke første gang, at missiler spænder ben for World Central Kitchens arbejde i Ukraine.

I juni blev et tog, som fragtede mad til køkkenet, således ramt af et missil.

Dengang blev 34 paller med mad ødelagt, ifølge World Central Kitchens ceo, Nate Nook.

World Central Kitchen har været til stede i Ukraine siden invasionens helt tidlige dage, og har, i fællesskab med lokale organisationer, uddelt omkring 300.000 måltider dagligt i lejre for ukrainere, som har været nødt til at flygte fra deres hjem.

I april blev World Central Kitchen i Kharkiv også ramt af missiler. Her døde mindst én person.