Har Kanye West været Kim Kardashian utro?

Det har rygterne sagt den seneste tid, og de rygter skabte influenceren Ava Louise på egen hånd.

Men det var en stor løgn. Det afslører hun i en lydbesked ifølge mediet The Insider.

»Der er bogstaveligt talt ikke en eneste lille bid af det her, der er sandt. Jeg har fundet på det hele. Jeg narrede verden til at tale om mig igen,« siger hun stolt.

Rygtet opstod, da Ava Louise i ren kedsomhed lavede en kort video, hvor hun fortalte, at hun havde hørt fra pålidelige kilder, at Kanye West havde været hende utro med en mandlig skønhedsguru.

Ava Louise, der er kendt fra TikTok, nævnte ingen navne i videoen, men da hendes følgere begyndte at skyde med spredehagl i deres forsøg på at ramme det rigtige navn, så likede hun en kommentar, som nævnte Jeffree Stars navn.

Og så spredte rygtet sig som en steppebrand. Jeffree Star valgte dog ikke at skyde rygterne ned.

»Jeg er er klar til 'Sunday Service',« skrev han på Twitter, med en henvisning til Kanye Wests musiksamling.

Men det var altså pure opspind af influenceren, der sidste år blev kendt for at slikke på et toilet.

Kanye West har aldrig kommenteret på rygterne, men han er nok glad for, at Ava Louise nu har fortalt sandheden.

Det sker nemlig i en tid, hvor Kanye West og Kim Kardashian ifølge amerikanske medier kæmper for ægteskabet. Så de falske rygter har næppe gjort parret godt.

Det er langt fra første gang, at Ava Louise, der også gør sig på platformen OnlyFans, snyder internettet. Sidste sommer fik hun overbevist sine følgere om, at de burde slikke på et toiletbræt som en del af en 'coronavirus challenge'. Der var dog ingen andre end hende selv, der kendte til den.

Men hun fik sig en masse omtale – lige inden hun udgav et musiknummer.