Han er en verdenskendt og prisbelønnet filminstruktør. Hun er en pornostjerne, der kæmper sig tilbage på sporet efter et længerevarende stofmisbrug.

Der er stor forskel på karrierevejene i familien Spielberg.

For mens Steven Spielberg har instrueret kendte klassikere som 'E.T.' og 'Schindlers liste' og har vundet tre Oscars, så er hans adopterede datter Mikaela ude på et helt andet spor. Hun har i mange år haft et stofmisbrug og har længe kæmpet med sit mentale helbred.

I februar sprang hun så ud som pornostjerne, og nu sætter hun ord på, hvor helbredende det har været for hendes velbefindende:

»Jeg nyder virkelig arbejdet, og det giver mig en helt ny, livsbekræftende måde at være på,« siger hun ifølge The Mirror til Daily Beast.

I interviewet forklarer hun, hvordan hun brugte stofferne til at håndtere sin anoreksi og sine personlighedsforstyrrelser, og at det hjalp hende til at flygte fra virkeligheden:

»Jeg var knust, sårbar og følte, at min sjæl var splittet i to. Jeg dækkede over det med druk. Hvis ikke jeg havde arbejdet med mig selv og mine bekendtskaber, så havde jeg nok været død i dag.«

Mikaela begyndte sin karriere i pornobranchen hjemme fra soveværelset, hvor hun producerede sine egne videoer og solgte dem på siden ManyVids.

Hun forklarer, at hun ikke har tænkt sig at lave porno under kategorien 'hardcore', men at hun vil fortsætte i sin nuværende stil.

Hendes nye beskæftigelse har hjulpet hende til at elske sin krop, og det har gjort hende finansielt uafhængig. Noget, som hun længe stræbte efter:

»Jeg kan ikke være afhængig af mine forældre eller staten – ikke at der er noget galt med det – men jeg er ikke komfortabel med det. Jeg ønsker bare at nå til et så lukrativt punkt, hvor jeg ikke er bundet finansielt.«