Hun blev kaldt »den gyldne pige« i Silicon Valley. Hun sammenlignede sig selv med Apple-stifter Steve Jobs, og hun skabte på rekordtid et milliardimperium.

Men så blev hun afsløret i bedrag og svindel. Korthuset væltede, og nu er 37-årige Elizabeth Holmes blevet kendt skyldig og risikerer op til 20 års fængsel. Men hvordan kunne det gå så galt?

Elizabeth Holmes var kun 19 år, da hun efter første år droppede ud af kemiingeniør-studiet på eliteuniversitet Stanford for at satse på sin egen idé – en maskine, der ud fra få dråber blod kan analysere sig frem til forskellige diagnoser som kræft og diabetes.

»Jeg arbejder hele tiden, og jeg er stort set på mit kontor, fra jeg står op, og til jeg går i seng hver dag,« fortalte hun i et interview med CBS News i 2015, da hun blev udnævnt til en af verdens 100 mest indflydelsesrige personer af magasinet Time.

Elizabeth Holmes havde stor opbakning fra alverdens forretningsfolk - inden Therano viste sig at være et svindelfirma. Her ses hun sammen med Alibaba Groups direktør, Jack Ma.
Elizabeth Holmes havde stor opbakning fra alverdens forretningsfolk - inden Therano viste sig at være et svindelfirma. Her ses hun sammen med Alibaba Groups direktør, Jack Ma. Joshua LOTT

Titlen fik hun, kun 12 år efter at hun havde stiftet biotechselskabet Theranos, der skulle få hendes drøm til at gå i opfyldelse.

Fra barnsben af havde Holmes drømt om at opfinde noget, der kunne forandre verden.

Hendes professor på Stanford Universitet var ikke helt så overbevist, da Holmes først lancerede sin vision for Theranos:

»Jeg fortalte hende: 'Jeg tror ikke, at din idé vil virke',« har Phyllis Gardner, der er professor i medicin på Stanford, fortalt til Vanity Fair. Men hun følte bare, at den unge Elizabeth Holmes så lige igennem hende.

Elizabeth Holmes med sin mand og mor efter dommen den 3. januar.
Elizabeth Holmes med sin mand og mor efter dommen den 3. januar. David Odisho

Måske forblændet af troen på sin egen succes. Den succes, som hun var opdraget til. Som barn boede Elizabeth Holmes i Capitol Hill i Washington, D.C., hvor hendes forældre arbejdede som embedsfolk.

Ifølge familiens gamle nabo, den i dag 81-årige Richard Fuisz, var Elizabeth Holmes et høfligt og indadvendt barn, mens hendes forældre gik meget op i status og i at have de rette forbindelser, har han fortalt til BBC.

Men Theranos modsagde Stanford-professorens skepsis. På rekordtid blev Elizabeth Holmes en kæmpestor erhvervssucces. Hun blev båret frem i medierne og fik opbakning af store kendte erhvervsmænd som mediemogulen Robert Murdoch samt Henry Kissinger og James Mattis.

Holmes gjorde meget ud af sin fremtræden, hvor hun var hemmelighedsfuld og iklædte sig sorte rullekravebluser som sit store idol Steve Jobs fra Apple.

Elizabeth Holmes i retten den 3. januar.
Elizabeth Holmes i retten den 3. januar. VICKI BEHRINGER

I 2015 kom hun på forsiden af Forbes som den yngste selvskabte milliardær med en formue på 4,5 milliarder dollar (knap 30 milliarder kroner).

Men kort efter begyndte det hele at ramle. Nærmest ligesom med Stein Bagger og sagen om IT-Factory blev også Elizabeth Holmes fældet af en journalist, der fattede mistanke.

Sundhedsjournalisten John Carreyrou fra The Wall Street Journal var faldet over et interview i The New Yorker, hvor Holmes havde svært ved at forklare den præcise teknologi bag Theranos' udstyr.

Carreyrou gravede i sagen, og skeletterne væltede ud af skabet. I en række artikler beskrev han kort efter, hvordan Theranos var et luftkastel, og hvordan testudstyret slet ikke kunne det, det lovede – og hvordan virksomheden i virkeligheden købte udstyr fra andre producenter for at lave de lovede test.

Elizabeth Holmes i 2015.
Elizabeth Holmes i 2015. BRENDAN MCDERMID

Holmes forsøgte i begyndelsen at benægte anklagerne:

»Det her er, hvad der sker, når du forsøger at ændre verden,« sagde hun i et interview med sin journalistven Jim Cramer på CNBCs 'Mad Money'.

»Først tror de, du er skør, så slås de mod dig, og så pludselig har du ændret verden,« fortalte hun i interviewet, hvor hun ifølge Vanity Fair blinkede alarmerende meget med øjnene.

Men lige lidt hjalp det. Retssagerne begyndte at hobe sig op, og i 2018 var Theranos fortid.

Elizabeth Holmes på vej til retten i San Jose i Californien den 3. januar. Ved sin side har hun sin mand, Billy Evans, samt sine forældre, Christian og Noel Holmes.
Elizabeth Holmes på vej til retten i San Jose i Californien den 3. januar. Ved sin side har hun sin mand, Billy Evans, samt sine forældre, Christian og Noel Holmes. NICK OTTO

Robert Murdoch alene mistede sin investering på 125 millioner dollar (824 millioner kroner), ligesom flere andre rigmænd mistede formuer.

Siden blev Elizabeth Holmes anholdt og tiltalt for flere forhold af bedrag og svindel med investorers penge. Hun har benægtet alle anklager.

Hun blev i 2019 løsladt mod kaution og benyttede tiden til at gifte sig med den stenrige William Evans, der er arving til Evans Hotel Group. Og parret fik sammen en søn i juli 2021.

Det er dog yderst tvivlsomt, om Elizabeth Holmes får lov at overvære sin søns opvækst. Mandag blev hun fundet skyldig i retten i Californien i flere forhold af bedrag, der kan give op til 20 år fængsel for hvert enkelt forhold. Der kan dog gå op til et halvt år, før straffen bliver udmålt.