Søren Brostrøm syntes selv, det var det nemmeste at svare på af de mange spørgsmål, han fik på pressemødet – derfor kom det bag på ham, at hans tips til sikker sex i en corona-tid gik viralt.

Det fortalte Sundhedsstyrelsens direktør i DR-programmet 'Året der gik 2020' lørdag aften.

»Sex er godt. Sex er sundt. Sundhedsstyrelsen går ind for sex. Vi er seksuelle væsener, og selvfølgelig skal man dyrke sex også som single i en tid med corona.«

Sådan lød det fra Søren Brostrøm, da han i april blev spurgt ind til, om singler må date og have sex, mens pandemien raser, og vi skal spritte af og holde afstand.

»Sex er godt, sex er sundt,« lød det i april fra Søren Brostrøm – som i øvrigt fastholder netop dét udsagn.
»Sex er godt, sex er sundt,« lød det i april fra Søren Brostrøm – som i øvrigt fastholder netop dét udsagn. Niels Christian Vilmann

Her kunne han samtidig henvise til de gældende retningslinjer, der også dengang lød, at man ikke skulle være mere end 10 personer samlet, lige som der på Sundhedsstyrelsens hjemmeside fremgik gode råd til sexstillinger, som ville minimere risikoen for smitte, som spreder sig via dråber fra næse og mund og ikke via sæd eller sekret.

»Det var et af de letteste spørgsmål på den pressekonference,« husker Søren Brostrøm tilbage.

»Vi er jo seksuelle væsener, seksualitet er jo en del af menneskelivet. Det kommer meget bag på mig, at andre sundhedsmyndigheder i andre lande ikke var gået ind i den. Jeg syntes, det var vores pligt at oplyse om det,« siger den tidligere overlæge, der tilføjer, at han er vant til at svare på intime spørgsmål fra sin baggrund i gynækologi.

Ifølge Søren Brostrøm var Danmark altså et af de første lande til at forholde sig til borgernes behov for sex trods de gældende restriktioner, da han i april sagde de nu famøse ord om, at 'sex er sundt'.

Pressebriefing med sundheds- og ældreminister, Magnus Heunicke, direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og Kåre Mølbak, direktør i Statens Serum Institut, mandag 20. april 2020.
Pressebriefing med sundheds- og ældreminister, Magnus Heunicke, direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm og Kåre Mølbak, direktør i Statens Serum Institut, mandag 20. april 2020. Niels Christian Vilmann

Siden september har der på Sundhedsstyrelsens stået, at 'du godt kan dyrke sex under covid-19-epidemien, så længe du husker at passe på dig selv og andre'.

»Ny coronavirus smitter ikke gennem sæd, men via dråber og sekreter fra luftvejene, som overføres ved tæt kontakt, f.eks. kys,« står der.

Du kan beskytte dig selv og andre ved kun at dyrke sex med din faste partner eller med så få nye partnere som muligt, og kun hvis begge parter er raske, lyder det.

Desuden bør du holde god hygiejne og huske at vaske hænder og eventuelt sexlegetøj med vand og sæbe før og efter sex og masturbation.